Der er stjernedrys over Tom Hoopers seneste film The Danish Girl. Ud over ham selv som instruktør, senest krediteret med en Oscar-statuette for The King’s Speech, medvirker Eddie Redmayne, der også fik en gylden mand for sin portrættering af Stephen Hawking i The Theory of Everything. Svenske Alicia Wikander, som mange nok bedst husker for hendes rolle som Carolin e Mathilde i En kongelig affære, fik desuden også en statuette for sin rolle som Gerda Wegener i The Danish Girl.

Filmen er da også af et format, der synes at sigte efter Oscar-fænomenet: en menneskelig historie om identitet og om at finde sig selv, om en historisk begivenhed, biografisk materiale og stor kunst. Filmen fortæller historien om den danske landskabsmaler Einar Wegener, som blev den første til at få foretaget en kønsskifteoperation. Handlingen udspiller sig i Danmark, især mellem Einar og hans hustru – den mindst ligeså kendte malerinde Gerda Wegener. På mange måder får filmen rigtig meget godt ud af de roller.

Vi indtræder på et tidspunkt, hvor Einar for alvor er brudt igennem som maler, mens Gerda er lige på trapperne, selvom hun stadig kæmper hårdt for anerkendelse. Hun mangler et originalt motiv. Det får hun, da Einar langsomt begynder sin transformation til sit alter ego Lili – en kvinde, der ikke er maler; en kvinde, som eneste mål er at være kvinde. Da Gerda begynder at male Lili, tager hendes karriere også hurtigt fart. De to flytter til Paris, men konflikterne vokser – og Lili tager mere og mere over fra Einar.

Store dele af handlingen er optaget i Danmark. Filmen var ikke på papiret en film, der skulle være blevet til i landet, men støtte fra Copenhagen Film Fund trak den til ud fra forestillingen om, at den på den ene side jo burde finde sted delvist her, men også på den anden side baseret på, at filmen ville være et godt brand for landsdelen. På mange måder passer den også godt ind i den udbredte historie om Danmark som et foregangsland for friere seksualitet. På den måde blev en runaway production hevet ’hjem’.

Filmen bruger også sine locations pittoresk. Både de historisk velkendte steder i København, Paris og til dels Dresden finder vej til skærmen. I det hele taget anvender filmen mange lokaliseringsprincipper, der gør, at store og små detaljer fint antyder, hvor filmen foregår – lidt lokalkulør, der italesætter sammenhængen mellem handling og sted. Lige fra Nyhavn til den udgave af Politiken, som en fiskehandler bærer på hovedet. Dog er der ikke altid sammenhæng, hvilket den opmærksomme seer vil opdage: eksempelvis findes Marmorkirken i København pludselig i Paris. Faktisk er den slags alternative location-valg lidt besynderlige, når nu filmen samtidig forsøger at være meget stedsnær. Personligt blev jeg faktisk lidt forvirret, da de to hovedpersoner træder ud fra en pariserlejlighed – med den danske kirke som bagtæppe.

En anden meget iøjnefaldende lokaliseringsmodel er filmens flotte anvendelse af billedkunst. Det er motiveret helt fra starten, hvor et af Einars billeder langsomt blænder over i en kameraindstilling. På den ene side antyder det filmens biografiske ophav og anvendelse af et levet liv inden for fiktion. På den anden side understreger det også den særlige interesse i en filmteknisk anvendelse af billedmæssige udtryk fra malerier. Det gælder selvfølgelig først og fremmest Einar og Gerdas respektive malerier, men det gælder også Danny Cohens eminente cinematografi. Det ligner faktisk lidt Dirk Bruëls måde at anvende Skagensmalernes malerier i Bille Augusts Marie Krøyer . I The Danish Girl er nok snarere Anna Anchers malerier, der har flest ligheder med tilrettelæggelsen af cinematografien.

Det betyder, at filmen visuelt er en fantastisk stor oplevelse – og den måde, som filmen kobler handlingen og det visuelle er enormt spændende. Helt elementært er filmen fantastisk flot at kigge på. Men selvom filmen måske tager fat på et kontroversielt emne og et emne, der stadig er politisk hedt, så gør den det dog på en nænsom på måde. Faktisk måske endda på en så skånsom måde, at et for datiden også ganske prækært emne forbigås. Der er nemlig klare antydninger af (uden soleklart bevis på), at Gerda var lesbisk. Det dramatiske potentiale gemt i denne bifortælling er stort, men i stedet portrætteres hun entydigt som en kvinde, der føler, at hun mister sin mand, selvom hun undervejs vælger at støtte ham.

Redmayne og Wikander er usandsynligt gode i rollerne som ægteparret Wegener. Redmayne har – ud over sit kønne ydre – en helt delikat evne til at spille de mere skrøbelige roller til bristepunktet – uden at træde over. Mimik og gestik er ganske interessant i The Danish Girl i hans langsomme transformation. Wikander har med denne film fået et stort internationalt gennembrud, og tilbuddene må stå i kø. Hun er faktisk svær at kende ift. hendes rolle i En kongelig affære, hvilket fortæller noget om hendes evner til at bruge kroppen i sine portrætteringer af sine roller.

Samlet set er The Danish Girl en flot og vedkommende film med flotte præstationer foran og bag kameraet. Tom Hooper viser sig igen som en ganske god karakterinstruktør. Filmen har enkelte fodfejl, men de er ikke større end, at det samlede billeder forbliver ganske overbevisende.