Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Marie Krøyer (102 min.) Købsfilm / SF Film
Anmeldt 28/3 2013, 23:43 af Kim Toft Hansen

Krøyers krumninger


Krøyers krumninger

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Liv og kunst eller kunst og liv. Alt afhængig af prioriteringen. Lys og mørke – et sind i splittelse. Og en familie i oprør. Sådan var familien Krøyer. Maleren i Skagen, maleren, der så lyset, og maleren, der samtidig stirrede direkte ind i sindets mørke. På sidelinjen Marie og datteren Vibeke, der kun kan se til, at maleren synker dybere ind i sig selv og en hallucinatorisk virkelighed. En virkelighed, hvor drab på Marie Krøyer, virker som den eneste udvej.

Trukket lidt væk fra manden i centrum skildrer Bille August Marie som person, som ægte hustru og som elsker. Dramaet er størst ved en lille ændring i perspektivet. Ligesom i malerkunsten er perspektivet vigtigt for forståelsen af en person. August placerer sig på distance af P.S. Krøyer. På distance af det dybeste mørke. Og får derved skildret, hvordan mørket breder sig – og suger sine omgivelser ind.

Det tager dog lidt tid. Krøyer fylder mest til at starte med – og er ved at stjæle billedet fra Marie Krøyer. Søren Sætter-Hansen er blændende i rollen som Krøyer, og spiller stedvist Marie ud ad billedet. August er naturligvis også fascineret af Krøyer selv, af kunstneren, af personen, den excentrisk syge. Men langsom tager Marie over. Perspektivet drejes. Kvinden kommer i centrum. En stærk fortællestrategi, der konsekvent understreger hendes sidestillede position.

Virkelighed og fiktion – eller omvendt. Alt afhængig af prioriteringen. Filmen balancerer stedvist på grænsen mellem, hvad vi ved, og hvad vi tror – og elementer, vi kan vide ikke kan have fundet sted. Marie Krøyer er ikke en dramatiseret livsfortælling, der forholder sig ultratæt til det autentiske. I stedet er det hendes emotionelle virkelighed, der står centralt. Mødet med kærligheden – men ikke hos Krøyer. Mødet med et selv, der må gå. Også egne veje.

Birgitte Hjort Sørensen tager langsomt over fra Krøyer i forfald. Kvinden tager stilling. Både tematisk og i stilen minder det pletvist en smule om flere af Dreyers film. En stærk kvinde, der med tiden må vise manden sin sande side. Også den stilsikre, lyssikre og lavfrekvente kameraføring og klippeteknik sender tanker til Dreyer – endog bliver det aldrig helt dreyersk. Helt langsomt. Marie Krøyer dramatiserer også via billedet og sætter tempoet. Om nødvendigt.

Lyset betød alverden for Skagens-malerne. Og for Krøyer. Toppen af Danmark var (og er) specielt – på den front. Filmen er lysbilleder i bevægelse. Og fællestrækket er naturligvis oplagt. Visuelt reflekterer dette Krøyers stilistiske fascination af lyset. Af skyggevirkningerne. Hans lysende talent viser langsomt sin mørke side, mens Dirk Brüels billedteknik også drejer lyset ind i stilvirkningen. Det er kunst, det er film, det er psykologi – i samme stilisering. Stærkt.

Krøyers sygdom var et mysterium. Neurologisk syfilis har været en antagelse. Skizofrenien ditto. Nyere medicinhistorie peger på maniodepressivitet som en oplagt mulighed. Sandheden er, at vi ikke kender den. Sandheden. Marie Krøyer læner sig svagt op ad den nyeste antagelse via Krøyers stærkt maniske tendenser forud for virkelighedsforvrængningen. Men aldrig vinder en diagnose. Det virker både som det oplagte og det rigtige. At lade mysteriet være det.

Marie Krøyer er blandt Bille Augusts stærkeste film. Længe. Farvel Bafana (2007) var for sentimental ligesom Return to Sender (2004). På mange måder minder filmen en del om en af de bedste August-film. Nemlig En sang for Martin (2001), der også tematisere et vredet sind. Filmen vil fascinere ud over interessen for kunsten. Selvom Krøyer i den grad er kunst og folkelighed under ét. Men for den kunstinteresserede vil der også være flotte visuelle detaljer. Malerkunsten suges ind i filmen. Og filmen ind i et splittet sind.


Forrige anmeldelse
« Marina Abramovic: The artist is... «
Næste anmeldelse
» Oz the Great and Powerful »


Filmanmeldelser