Gode fortællinger opstår, når de store sociale mønstre spejler sig i den lille fortælling. Den sidste halvdel af det 18. århundrede var præget af store omvæltninger på mange fronter. Da oplysningstænkningen satte ind forskellige steder, med udspringspunkt i Frankrig, forandrede verden sig til det, vi i dag kalder moderne. Men det var med forskellige hastigheder. På godt og ondt. Også i Danmark. Modernisering af det danske samfund var langsom og langtrukket, og slog faktisk først relativt sent igennem. Inden oplysningens grundlæggende gennemslag i Danmark udspillede der sig et intermezzo i det danske kongehus. Et drama af dimensioner.

Historien om den tyske livlæge Johann Struensee, der blev hentet til kongehuset for at tage vare om den skøre danske konge Christian VII, er nu omsat til film. Nikolaj Arcels En kongelig affære er netop udkommet på købefilm. Med fokus på forholdet mellem kongen, dronningen Caroline Mathilde og Struensee og med særlig understregning af det sidste. Historien er spektakulær, fordi Struensee ikke kun er et kærlighedsdrama med den forkerte kvinde under taget på Christiansborg. Det sensationelle dukker frem, fordi Struensee også bringer oplysningsfilosofien med sig ind i et dansk koncil, som var udtryk for et stagneret enevælde.

Filmen har mange fine overraskelser. Den vigtigste er Mikkel Boe Følsgaard, der spillefilmsdebuterer som Christian VII. Han er ganske simpelt fremragende i den delikate rolle som sindssyg konge – en rolle, der så let kan overspilles og med fare for at blive en parodi. Han holder sig på grænsen, og det bliver aldrig principielt morsomt, men i stedet er det en karakterstik af en konge, der hele tiden bevæger sig i et mentalt grænseland. Filmen er generelt ganske velspillet. Den næste vigtige overraskelse er de meget fine visual effects, der omdanner København til 1700-tallet. Ganske effektivt og flot ligger stilen en atmosfære under hele filmen. En storladen resonansbund.

Grundlaget for filmen er Bodil Steensen-Leths romanbiografi En prinsesse af blodet (2000). Hendes fokus ligger i nogen grad tæt op ad P.O. Enquists senere Livlægens besøg (2001), men hvor Enquist skaber en meget nuanceret og dokumentarisk fortælling om trekantsdramaet, romantiserer Steensen-Leth historien. En lang række romantiske mellemregninger, der er temmelig historisk spekulative, bliver der derfor også plads til i filmen – og som ikke får plads hos Enquist. Det har nogle konsekvenser for særlig de nære biroller. Trine Dyrholms version af dronning Louise bliver derfor temmelig entydig: Hun er nærmest fremstillet som den onde stedmor. Den samlede historie er mere et melodramatisk eventyr, end det er historisk drama.

Det er derfor også vigtigt at have for øje, at filmen bruger en hel del velkendte fortællekneb i skildringen af skarpe modsætninger, der måske ikke reelt var så elementært entydige. Kunne man forestille sig dramatikken skrevet som roman af Ken Follett, er det ret tæt på, hvordan de fleste karakterer forbliver relativt flade. Det betyder ikke, at det bliver en skidt historie. Tværtom faktisk. Det betyder heller ikke, at det oplysningsfilosofiske palauer mister fokus. Men det betyder, at filmen har brugt nogle nemme løsninger for at få dramaet skruet helt sammen.

Derfor bliver En kongelig affære også til et problematisk dokument som historisk drama. Det er klart, at en sammenhængende historie skal bruge nogle sammenbindinger, der er svære at hente fra den virkelige historie uden dokumentation. Fiktion har det med at hænge sammen på en anden måde, end historiografi gør. Men En kongelig affære er momentvist meget tæt på at være en anakronisme, der lægger mere i hænderne på Struensee, end der er belæg for. Han er på mange måder fremstillet som en socialdemokratisk oplysningsmand med hang til grundtvigiansk trosprivatisering: en mand af folket in other words. Men hans dekreter var jo hovedsageligt til fordel for borgerskabet og ikke for bønderne. Filmens afslutning er det mest problematiske: Her fremlægges Struensee som et oplysningens sæd, der på en gang blev sået i Danmark for derefter at blomstre. Filmen ser let og elegant over den tid, der fulgte efter med et stærkt formindsket rige på bare et halvt århundrede samt en statsbankerot. Filmens historisk progressive tankegang er i den grad problematisk.

Filmens stil bliver også lidt irriterende undervejs. Blå linse bruges konsekvent som en parafrase af de dystre scener, mens en lys overbelysning understreger de glade sekvenser. Det er både for nemt og for unødvendigt. Filmen kunne faktisk godt bære dramaet af sig selv og uden sådanne enkle effekter. For filmen er – som film og som fiktion – faktisk en rigtig flot og effektiv dramatisering af en af Danmarkshistoriens mest centrale omvæltninger og konflikter. Den formår at binde elementer sammen, der får en enkel og grundlæggende gribende karakter. Derfor er det også synd, at stilen – trods brillante billeder – undervejs bliver for gennemskuelig, og at historien får nogle ganske utroværdige tvist. Filmens fokus er yderst velfortjent – og successen ditto. Den vil sikkert med god grund ligge under en god del danske juletræer senere på måneden.