Opfølgeren til det helt store Valentins biograf-hit i 2015, Fifty Shades of Grey var længe undervejs, før den ramte det hvide lærred verden over. Problemer mellem E.L. James, forfatter af bogen, og filmselskabet Universal gjorde, at filmens premiere blev et år forsinket. På trods af to års ventetid for de tålmodige fans tjente Fifty Shades Darker “kun” $378,8 millioner mod etterens $570 millioner. Set ud fra filmens kvalitet giver de faldende indtægter desværre kun god mening.

I Fifty Shades Darker er både Anastasia og Christian ved første øjekast kommet videre efter deres brud. Anastasia har fået job som assistent for redaktør, Jack Hyde, hos Seattle Independence Publishing, og Christian fortsætter med at tjene millioner. Christian er dog langt fra kommet over bruddet med Anastasia, og han har ikke i sinde at opgive hende. 13 minutters smiger og løfter om, at han er en ændret mand, og Anastasia er klar til at genoptage forholdet.

I løbet af de næste to timer bliver kærligheden dog sat godt og grundigt på prøve, og det er ikke kun Christians barske fortid og skæve seksuelle tendenser, der udfordrer parret. Fifty Shades Darker åbner mere end forgængeren op for resten af omverdenen, og rollelisten indeholder nu også personer fra både fortiden og nutiden, der truer Christian og Anastasias genfundne kærlighed.

Overvinder kærligheden alt?
I trilogiens første film, Fifty Shades of Grey, hører vi om Elena Lincoln, der introducerede Christian for en verden af S&M, og som Anastasia af selv samme årsag kalder Mrs. Robinson. Elena får dog først en egentlig rolle i Fifty Shades Darker, hvor hun sammen med Anastasias chef, Jack Hyde og én af Christians tidligere “subs”, Leila danner den trio, som udgør en udefra kommende trussel for hovedpersonernes håb om en fremtid sammen.

Fifty Shades of Grey lægger små brødkrummer ud til publikum, som tilsammen skal give et billede af Christians behov for ekstrem kontrol og for fysisk at afstraffe sine “subs”. Da han i løbet af filmen ikke åbner op over for Anastasia, bliver vi som tilskuer heller ikke klogere. Christians fortid og problemfyldte barndom er således fortsat en del af fortællingen, der får lov til at udvikle sig i Fifty Shades Darker, og som stadig påvirker forholdet til Anastasia.

Sammenlagt er der altså fire modstandere til kærligheden mellem vores to “helte”, og selvom det er velkomment, at vi i Fifty Shades Darker kommer mere ud af soveværelset og “the red room of pain” efter primært at have fokuseret på de interne udfordringer mellem Christian og Anastasia i Fifty Shades of Grey, behandler filmen desværre disse fire subplots for overfladisk. Derfor sidder man som seer tilbage med en følelse af, at det aldrig rigtigt bliver farligt, og man er aldrig for alvor bange for, om den ene eller anden udfordring vil sætte punktum for forholdet.

Eksempelvis er Elena og Leila hver især blot med i en håndfuld scener, og lige så hurtigt, som de og deres plads i filmen bliver præsenteret, er de skrevet ud igen. Endnu mere overfladisk - ja, næsten komisk - fremstår fortællingen om Christians flystyrt. En alvorlig hændelse, hvor forældre og venner frygter for hans liv, bliver fortalt i løbet af blot otte minutter.

Denne følelse af, at der bliver skøjtet hen over filmens små og store fortællinger, er desværre en generel tendens i filmen; det tager eksempelvis ikke mere end 13 minutter, før vores to hovedroller har fundet sammen igen. Konsekvensen er, at man ikke når at engagere sig i de forskellige plots og karakterer. Eller i filmen for den sags skyld.

Som Peter Jackson måtte sande i filmatiseringen af Ringenes Herre-trilogien, kan det være farligt, men nødvendigt at skære elskede karakterer samt større og mindre fortællinger væk i overgangen fra bog til film. Der er derfor ingen tvivl om, at Fifty Shades Darker havde været bedre tjent med, at Niall Leonard havde været mere hårdhændet, da han skrev manuskriptet.

Får vi nok erotik - part two
I anmeldelsen af Fifty Shades of Grey starter jeg med at stille spørgsmålet “Får vi nok erotik?”. Samme spørgsmål er meget passende at stille til opfølgende, Fifty Shades Darker. Selvom opfølgeren præsenterer andre narrativer end Anastasias introduktion til en verden af seksuelle udfordringer, som var hovedfortællingen i forgængeren, er universet stadig det sammen. Derfor var der også store forventninger til, at Fifty Shades Darker også lader sexscenerne optage en vis procentdel af de 131 minutters spilletid. Spørgsmålet er så, hvordan James Foley har valgt at gribe det an i denne film.

Dét, der fik Fifty Shades of Grey til at adskille sig fra andre kærlighedsfilm, og gav den så meget spalteplads i medierne før og omkring premieren, er introduktionen til en verden af seksuel dominans og underkastelse samt de R-ratede scener i filmen. Langt fra alle fandt emnet interessant og færre endnu syntes, at det gjorde en god film. Fan eller ej, de hede sexscener fik biografgængere og anmeldere til at tale, og fans til at drømme sig væk til et sted, hvor meget andet end vanilje-sex var på menuen.

Lad os slå én ting fast. Ja, der er sex i Fifty Shades Darker. Og ja, sexscenerne er stadig mere eksplicitte og udfordrende end de gængse romantiske Hollywood-film. Desværre formår Fifty Shades Darker bare ikke at fange den samme følelse af erotik, som Fifty Shades of Grey - scenerne er simpelthen ikke stemningsskabende. Én af årsagerne er blandt andet, at soundtracket til Fifty Shades of Grey i højere grad understøttede stemningen i scenenerne; det gælder især Beyonces Haunted og Sias Salted Wound, som taler til følelserne og tilfører sexscenerne en grad af auditiv sensualitet. I skærende kontrast står valget af eksempelvis Nick Jonas og Nicki Minajs Bom Bibi Bom, som i stedet nedgraderer sexscenerne i Fifty Shades Darker til Boing Boing-sex.

Den svære to’er er svær
Fifty Shades Darker vil desværre alt for meget. Ved at præsentere nye, udefrakommende udfordringer - blandt en mentalt ustabil eks-sub - forsøger folkene bag filmen at flytte den hen i thriller-genren, mens den på samme tid stædigt holder fast i Fifty Shades-universet. Man kan spekulere i, om det måske er for at overbevise kritikerne om, at trilogien også har en spændende historie bag sig og rummer mere end udfordrende lagengymnastik. Desværre ender fortællingen med at fremstå forhastet og overfladisk.

Ekstramateriale
For de inkarnerede Fifty Shades-fans er der mange minutters underholdning i ekstramaterialet. Vi får de obligatoriske slettede scener, fortællingen om, hvordan bog bliver til film samt tilgangen til at instruere filmen. Derudover bliver vi præsenteret for de nye personer i filmen, og vi kommer tættere på den intime del af filmen.