Det er lidt mærkværdigt, men muligvis også meget tidstypisk, at til trods for at Hollywood har fået masser af muligheder for at lave bedre effekter, nye kameraer, der er i stand til at lave skud, der ikke var mulige for blot ti år siden, så forekommer det stadig uendeligt svært at lave en fortsættelse til en blockbuster-film, som bliver bedre end sin forgænger.

Dette er især sandt for Independence Day: Resurgence, der til trods for et stort budget, en række A-liste-skuespillere og ikke mindst, at det er lykkedes filmmagerne at få både en masse af de gamle kendinge fra originalcastet med igen, samt at få Roland Emmerich sendt tilbage i sin instruktørstol, ender med at være en film, der aldrig når helt i mål og som mest af alt føles som en plasticagtig version af originalen.

Det skal siges med det samme, at det er en klar fordel, at man som seer har den første film i klar erindring, selv om nye seere sikkert også godt kan starte med at se Resurgence. Dette skyldes især, fordi en masse af de figurer, der dukker op i filmen er nogle, der blev præsenteret første gang i den oprindelige film. Kender man derfor ikke til disse figurers indbyrdes forhold, er der sikkert nogle elementer, der er lidt svære at forstå. Den nye film udnytter bevidst vort kendskab til den første film til at fortælle sin historie med. Heldigvis er der lige blevet udsendt en fin 20 års jubilæums-BluRay på gaden, der burde komme i afspilleren, inden den nye skal ses.

Den nye film tager tråden op efter begivenhederne i den første film. Idet verdenssamfundet for 20 år tilbage af nød måtte stå sammen som et, i lyset af rumvæsenernes angreb, så har verden, som vi kendte den, forandret sig. Ikke alene er krig på bedste Star Trek-vis ikkeeksisterende, men det er også lykkedes videnskabsmænd at udnytte rumvæsenernes teknologi, så jorden både kan forsvare sig og ikke mindst nyde godt af motorer og andre typer højteknologi.

Noget er dog på vej, for tilsyneladende er et nødsignal, der har været 20 år undervejs, nået gennem galakserne og frem til de andre aliens. De dukker nu op og – tænk engang – de har også brugt tyve år på at opgradere deres grej og ikke mindst bygge større moderskibe. Dette angreb har den pensionerede præsident (Bill Pullman) advaret om i mange år, og da myndighederne igen er uforberedte på sådan en ny form for massiv ruminvasion, sørger de naturligvis for at få fat på den videnskabsmand (Jeff Goldblum), der hjalp dem sidst. Denne gang får han hjælp af en kvindelig forsker, der har studeret rumvæsenerne og den indflydelse, som de har haft på vores psyke.

Herefter går det jo slag i slag som en slags CGI-klon af den første film. Den sørger for at introducere os til en række forskellige figurer, som den så kan klippe til, hvis eksempelvis nogle af de andre skal rejse fra punkt A til punkt B. Der er karakterer nok at holde styr på, men ulig originalen, så når Independence Day: Resurgence aldrig at få skabt figurer, som man kommer til at holde af, eller som fremstår som andet end netop figurer. Det er et af de største problemer med filmen, for er man ligeglad med personerne i den, så forekommer det heller ikke som om, at der reelt er noget på spil når de fremmede angriber.

Plottet er drevet frem af deadlines og som nævnt af en krydsklipning mellem en hel række forløb, der alle er fokuseret på at overvinde de invaderende styrkers angreb. Det er tydelig at se, at visse af skuespillerne befinder sig langt bedre i dette dommedagsunivers end andre – f.eks. virker Jeff Goldblum ganske tilfreds med at gentage rollen som David i kontrast til hans videnskabskollega spillet af Charlotte Ginsbourg, der synes at have langt større problemer med at finde sig til rette i dette fantasifulde scenarie.

En af hovedfigurerne, piloten Steve Miller (Will Smith), er i løbet af disse tyve år afgået ved døden, og det er nu hans søn (Jessie T. Usher) der må træde til. Der er sikkert flere grunde til, at Will Smith ikke er på rollelisten, men man savner altså lidt hans kække bemærkninger. Disse er i stedet overladt til rumflyveren Jake Morrison (Liam Hemsworth), men han er desværre ikke nær så sjov.

Slutresultatet er en film, der godt nok byder på masser af action og et par gode grin, men så heller ikke mere. Det kan godt være, at den originale film blev så stor en succes takket være, at der kun var få film, der i 1996 på samme vis viste masseødelæggelse og kaos, men takket være bl.a. Marvels superheltefilm er dette efterhånden blevet filmisk hverdagskost.

Independence Day: Resurgence er ikke en dårlig film, men den kunne bare have været meget bedre, hvis den blot havde turde at gå lidt andre veje end af blot kopiere etteren og forstørre både størrelsen af rumskibene og dem, der er ombord på UFO’erne