Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Piercing (81 min.) Købefilm / Universal / Sony
Anmeldt 17/2 2019, 11:03 af Torben Rølmer Bille

Man planlægger et mord…


Man planlægger et mord…

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvis Kapellet nævner den japanske forfatter Ryû Murakami, ringer det måske ikke umiddelbart en klokke, men husker du set Takeshi Miikes film Ôdishon (aka. Audition) ved du måske hvem han er. Det er samme forfatter, der har skrevet romanerne Almost Transparent Blue, Cabin Locker Babies, In the Miso Soup og også Piercing som nu er blevet filmatiseret.

Fælles for mange af mandens fortællinger er at de skaber groteske, ofte meget voldsomme historier, hvor sex, vold og død blandes sammen i en verfremdungs-cocktail, der på én gang smager af mere og samtidig er voldsomt frastødende. Selv om enkelte læsere vil reducere oplevelsen af mandens fortællinger til en syg japaner, der udelukkende har til hensigt at chokere sin læser, så er hans fortællinger også mere end det.

Den eksplicitte vold og psykopatiske afstumpethed, der ofte optræder i disse historier, kan også ses som en slags symbolsk repræsentation af de ofte meget vanskelige følelsesmæssige positioner som man kan konfronteres med som helt almindeligt menneske. Det er måske netop i mødet med disse meget mørke, syge tanker, at man bliver mindet om hvor godt det er at have et rationale, der forhindrer en selv i at lade sådanne tabuiserede tanker blive omsat til handling.

Nicolas Pesces filmiske version af Piercing er ikke 100% tro overfor romanen. For det første er handlingen flyttet fra en Japanske metropol til en bevidst kunstig modelby, der gør at handlingen foregår i en storby, men uden nogle særlige kendetegn, der angiver hvor eller hvornår. Mest af alt ligner modellerne de som arkitektfirmaer forsøger at imponere deres kunder med, hvilket går fint i tråd med at hovedpersonen Reed, selv er arkitekt. Foregår filmen måske i mandens hoved, eller skal vi se det som om at hans perspektiv bare forvrænger virkeligheden?

Det kunstige stopper dog ikke her, for i andre af filmens scener lægges også bevidst afstand til virkelighedens verden. Når man eksempelvis ser vore hovedpersoner tage en taxatur, lægger man mærke til at den baggrund man kan se gennem bagruden på taxaen, er en optagelse af en motorvej, der bliver vist baglæns. Lægger man mærke til de andre køretøjer, er det nemlig de røde baglygter man kan se. Alt sammen mystisk, men samtidig er dette helt bestemt bevidst valg fra filmmagerens side, for at få skabt en hel særlig, artificiel stemning gennem hele filmen.

Som i andre af Murakamis historier, er også Piercings hovedperson mentalt ustabil. Faktisk slås det helt tydelig an i filmens åbningsbillede. Her ser vi et spædbarn ligge og pludre i en seng i close-up og langsomt nærmer sig en spids, metallisk genstand sig barnets ansigt. Kapellet kan berolige vore læsere med at der i første omgang ikke sker noget med baby, men manden der holder issylen over babys ansigt, er ham vi efterfølgende skal være i selskab med den næste halvanden times tid.

Det bliver hurtigt klart at han hverken holder af rollen som familiefar, går særligt meget op i forholdet til hans ellers så søde hustru eller sit job som arkitekt. Nej, det der virkelig fylder meget i mandens sind er hans meget nøjsomme og metodiske planlægning af et mord på en prostitueret.

Så under dække af at skulle på forretningsrejse, indlogerer Reed sig på et hotelværelse og her er vi vidne til hvordan han forbereder sig på sin kommende ugerning. Han øver sig på at åbne døren og virke glad. Han forsøger at finde ud af hvad der er det smarteste han kan sige til kvinden han har bestilt. Han gentager sætningen: ”Jeg har aldrig prøvet SM før, men jeg vil meget gerne have lov til at binde dig” så mange gange, at det næsten er uudholdeligt. Han afprøver kloroform på sig selv, og noterer hvor langt tid det tager for at få hende bedøvet, hvor mange minutter det omtrent vil tage ham at slæbe hendes bedøvede krop ud på toilettet for så her at skære hende i mindre stykker i badekarret.

Alt dette ser vi i en sekvens hvor vi ser ham mime de forskellige bevægelser, mens lydsiden præsenterer os for både af lyden af blod der rammer fliserne, saven der skærer gennem væv og knogler, osv. Alt i alt meget ubehageligt. Mærkværdigt nok bliver det hele endnu mere væmmeligt, idet fyren tager sig tid til at time sine ugerninger og skrive alle hans resultater ned i en lille rød bog, der skal fungere som en slags manual for hans kommende udåd. Det er metodikken og den nærmest videnskabelige tilgang der bliver foruroligende.

Der er dog i Piercing ikke tale om en seriemorderfilm i traditionel forstand. Vi fatter godt at han er kugleskør, når vi oplever Reeds baby og hustru instruere ham i at fuldføre mordet. Alle vil tydeligvis gerne have, at han skal gøre det hele ordentligt, men kender man lidt til Murakamis fortællinger, så sker der nemlig ting i denne historie som hovedpersonen på ingen måde havde kunnet forudse, uanset hvor godt han ellers havde forberedt sig. Den pige, der ender med at dukke op på hotelværelset, er – med frygt for at afsløre for meget – ikke helt så føjelig som han havde forventet, mere skal selvsagt ikke afsløres her.

Piercing er en mærkværdig fortælling, der med garanti ikke vil falde i alles smag. Billedsiden er stramt komponeret og sammenblandingen mellem den bevidst kunstige verden der skabes og så valget med at genanvende soundtracket fra bl.a. Profondo Rosso og andre mindre kendte Gialli rigtigt godt (for det er jo fantastisk musik, der optræder i de film) idet det endnu engang fremhæver filmens anakronistiske stil og udseende, selv om Piering næppe heller kan betegnes som en Giallo.

Instruktøren har tidligere lavet musikvideoer, hvilket godt kan mærkes, men det var også ham der stod for den opsigtsvækkende gyser Eyes of My Mother som sikkert kun et fåtal genrefans blandt Kapellets læsere har set. Selv om Piercing både er en mærkværdig, skæv, væmmelig og uheldigvis lidt uforløst film, der metaforisk forsøger at kommentere på parforhold og identitet, så bør man give filmen en chance, hvis man gerne vil opleve noget der er et kærkomment afbræk fra mainstreamfilmen.


2384
Forrige anmeldelse
« Crazy Rich Asians «
Næste anmeldelse
» Legofilmen 2 »


Filmanmeldelser