Hvis ikke, den allerede var godt på vej, kom Kongens store tale på alle læber, da den vandt fire Oscar-statuetter – herunder den mest eftertragtede for den bedste film – under årets amerikanske biennale. Filmen går derfor nu sin sejrsgang verden over, og får selvfølgelig den succes, der anløber i kølvandet på en sådan pris. Danske anmeldere har bukket sig i støvet for dette autentiske drama om den engelske konges talefejl, og stjernedrysset hænger efterhånden ved filmen som en klæg masse. Den er netop udkommet på dansk dvd, hvilket levner mulighed for at genvurdere denne film, der af de fleste er udråbt til at være en af årets bedste.

Filmen handler om den britiske kong George VI, der mod al forventning i det britiske kongehus blev konge i 1936, da hans bror ganske skandaløst abdicerede. Angiveligt for at kunne være sammen med en lidt for almindelig kvinde. Problemet for Bertie, som han bliver kaldt af sine nære (af hvilke, der er få), er, at han lider af en forfærdelig talefejl: Han stammer. Han gennemgår behandling efter behandling, men intet synes at virke – indtil han møder den uortodoske og stædige Lionel, der med sine helt egne metoder påstår, at han kan kurere Bertie. Det bliver begyndelsen på et problematisk, intensivt og nært venskab mellem to mænd.

Filmen søger den storladne feel good-stemning, der skal til for at gøre seeren glad af at se en film. Dialogen bliver på samme måde søgende, og kommer til at virke kunstig, fordi den hele tiden jagter den helt rigtige sætning, som oftest skal leveres af den gennemskuende og skarpe taleterapeut. Dialogen er på den måde filmens opbyggelige omdrejningspunkt, der skal bære denne proces fra stamme til tale. Det er på den ene side et meget fint træk ved filmen, eftersom dialog og tale jo hænger utvetydigt sammen. På den anden side er det noget belemrende, at vi hele tiden skal indlægges til disse intellektuelle punchlines, der gør filmen noget sentimental.

Filmens stil er fin og forfærdelig pæn at kigge på. Cinematografen vælger stort set aldrig en fejl vinkel, og tilbyder på den måde hele tiden filmen en æstetisk dimension, der også taler til det tematiske. Dét er veleksekveret. Der er dog nogle passager, hvor det bliver for tydeligt, at filmens scene er optaget et andet sted end der, hvor handlingen foregår. Scener i Westminster Abbey og på Buckingham Palace bliver sammenklippede og tegneserieagtige. Men ud over disse formår Kongens store tale at efterlade et smukt helhedsindtryk i en film, der trænger til det. Det er måske, fordi filmens ydre er så dejlig, at dens problematiske indre så let synker ind hos de mange, der har fundet filmen så fantastisk.

Enhver, der har bare en lille smule hang til ideologikritiske eller postkoloniale læsninger af populærkultur, vil finde Kongen store tale særdeles problematisk. For at den skal kunne skildre kongens langsomme og fine bedring opbyggeligt, knytter den historien sammen med den stigende rædsel, der langsomt breder sig i Europa i 30’erne, hvor Nazityskland mere og mere viser tænder. Filmens billede af et besidderisk, besættende Tyskland som den helt store ondskabsakse bliver en central brik i filmens forsøg på at vise det britiske storrige – og dermed også kongen – som den store frelser. Parallelt med Hitlers besættelse af Polen, viser kongen endelig sine talegaver.

Problemet er selvfølgelig, at det billede af det britiske rige, som denne angiveligt autentiske film tegner, bliver noget grundigt fortegnet og syntetisk. Filmen skildrer en tid, hvor det britiske rige stadig ”ejer” store dele af verden, og hvor den britiske udenrigspolitik i høj grad også – uden øvrig sammenligning med Nazityskland – fremstod besidderisk. I stedet for at det britiske rige kun skal ses som krigens store frelser, er det i høj grad også muligt at se på Anden Verdenskrig som den vigtigste årsag til, at riget netop ikke længere kunne holdes samlet. Selvom Kongens store tale fokuserer mest på den menneskelige historie, hvilket derved er dens egentlige redning, så fremstår dens samtidshistoriske historie som en eventyrlig anakronisme.

Filmen er særdeles velspillet. Colin Firth er fabelagtig i rollen som kongen, og han overgås kun af den eminente Geoffrey Rush i rollen som taleterapeuten Lionel. Filmen er i det hele taget spækket med fornemme præstationer. Helena Bonham Carter er fin som Berties hustru, mens Guy Pearce fungerer træffende i rollen som kong Edward VIII. Et par bonusoptrædener fra Michael Gambon som kong George V og i særdeleshed Timoth Spall i den fantastiske minirolle som Winston Churchill er det også blevet til. Derfor er der absolut intet at pege fingre af, hvad angår stil, spil og instruktion.

Den opbyggelige fortælling om kongens bearbejdelse af sin talefejl er i sig selv nuttet nok, men filmen må ikke læses som et historisk dokument. Filmen kommer næsten til at fremstå som et forsøg på et nutidsforsvar af et skrantende britisk kongehus og en problematisk engelsk udenrigspolitik. Det er mig bare en gåde, hvordan et så tamt manuskript og et så historisk fortegnet billede af mellemkrigstiden kan få så mange roser. Men anmelderne er selvfølgelig hovedsageligt dele af den såkaldt historieløse generation.