Det er svært i disse rammer at være uenig med det danske cover til den tyske film Victoria for her er kulturkapellet (nærmere bestemt Uffe Stormgaard) citeret for at sige at filmen er ”forrygende”, hvilket er meget dækkende. Det er nemlig en sand præstation at Sebastian Schipper har iscenesat en spillefilm på over to timer, som er optaget i et enkelt take, uden et eneste klip og uden at filmen på noget tidspunkt bliver kedelig.

Det er, som Uffe også skriver i sin anmeldelse, langt fra første gang at en spillefilm benytter denne teknik, for ud over de titler han nævner findes der også den danske One shot fra 2008, som er lavet som et skuespil i en lang indstilling. Det er til gengæld noget af en bedrift at holde kameraet kørende i over to timer og samtidig sørge for at handlingen ikke mister tempo eller billederne bliver uskarpe eller kedeligt komponerede. Folkene bag Victoria har virkelig gjort sig umage for at der hele tiden sker noget som holder seeren interesseret i det der skildres, hvad enten det er på billed- eller handlingssiden.

Bag kameraet går, løber, kravler og lister den norskfødte Sturla Brandt Gøvlen, som også optog den forrygende minimalistiske Blandt mænd og får og Anders Morgenthalers stort set ukendte I am here med Kim Basinger. Det har været en opslidende opgave at optage Victoria for selv om det er en film, der starter ganske roligt ud, så udvikler den sig hurtigt til en film om et væbnet røveri og efterfølgende skududvekslinger i en baggård mellem politi og Victorias nye bekendte. Fotografen vandt forresten en Sølvbjørn ved filmfestivalen i Berlin i 2015 for netop sit arbejde med Victoria.

Store dele af handlingen i filmen er beskrevet i Uffes anmeldelse, så det skal ikke gentages her. Selv om filmen takket være sin uafbrudte optagelse, føles ganske realistisk, så kræver det også, at seeren accepterer de valg, som den unge heltinde foretager undervejs.

Skal man endelig være kritisk overfor den, så er det måske en smule svært at forstå, at Victoria ikke bare vælger at sige fra, når det går op for hende, at de fire venner som hun tilfældigvis er stødt ind i på sin bytur, har til hensigt at begå et røveri. Ganske vist fortæller hun, at hun er flyttet til Berlin fra Madrid og stort set ikke kender nogen i byen, samtidig virker den unge kvinde meget betaget af især en af de unge mænd – men man må spørge sig selv om det vitterligt er nok til pludselig at kaste sig ud i kriminelle handlinger?

Selv om Laia Costa spiller rollen som den unge kvinde med stor indlevelse og et væld af overbevisende følelser, så virker det mystisk at den forhenværende konservatoriestuderende er så naiv eller hård i filten, at hun bare lader sig føre med de fremmede mænds skumle planer, for ret beset kan hun jo blot vælge at lade dem passe sig selv. Denne undren hjælper den uafbrudte optagestil dog at minimere, idet seeren måske lige som Victoria selv, bare lader sig rive med i begivenhederne – for revet med det bliver vi!

Filmfans har sikkert i forvejen set et utal af thrillers om mere eller mindre vellykkede røverier, men det er de færreste der har set det skildret på denne måde. Kameraet følger nemlig konsekvent den unge hovedrolleindehaver og skilrer begivenhederne med samme distance eller indlevelse som hun besidder. At være fluen på væggen nær Victorie aer både forrygende og meget medrivende.

De der udelukkende vil mene at Victoria har fået så megen omtale takket være dens stil (og det er også en fantastisk teknisk bedrift filmmagerne har begået) tager fejl. For filmens imponerende enkelte optagelse overskygges nemt af den præstation som Laia Costa leverer. For selv om man kan sætte spørgsmålstegn ved hendes figurs handlinger, så kan man ikke andet end være totalt imponeret over den måde, hun spiller sin rolle på. Fra det helt sirligt, indadvendte til en handlekraftig kvinde, der tager affære, når de hun følges med står handlingslammede tilbage. Hendes performance er ganske enkelt en man ikke bør snyde sig selv for. Rollen som Victoria virker i al fald en som med garanti vil sikre den unge skuespillerinde et afsæt til en lang karriere, hvis det er det hun ønsker.

Selv om filmen er optaget on location i Berlin, er det en del af Berlin, som nok ikke kendes af ret mange turister. Undervejs ser vi hverken Brandenburger Tor, Fernsehturm, Siegesseule eller nogle af den andre karakteristiske bygninger som man normalt orienterer sig efter. Genser man filmen vil man også opdage at den er filmet på et forholdsvis begrænset område, hvilket giver mening når nu de forskellige dele og aktører skal være klar til at Victoria og hendes slæng ankommer.

I den forbindelse er det lidt ærgerligt at DVD-udgaven ikke byder på noget som helst ekstramateriale. Ingen ”bag om kameraet”-film, ingen kommentarspor eller interviews med hverken teknisk personale eller skuespillere, der kunne fortælle om det praktiske arbejde med filmen. Det er faktisk skuffende, for er der noget de fysiske medier har af fordele frem for f.eks. streaming, så er det netop at de ofte kan tilbyde den interesserede seer den slags ekstraoplevelser.

Victoria er, denne mangel til trods, en virkelig enestående filmoplevelse, der viser at det stadig er muligt at skabe film på en ganske forfriskende måde, der til gengæld presser både skuespillere og teknisk personale til det yderste. Selv om man har set mange af delelementerne i filmen i andre sammenhænge, så er Victoria unik, idet den lader den fysiske tid være en evig medspiller. Filmen starter i et skummelt diskoteksmørke og på mest dramatisk vis ender den i et blegt daggry. Spørgsmålet er så om dette så spejler Victorias udvikling, eller om den unge pige er blevet forvandlet af nattens hændelser?