Når man genser Steven Spielbergs seneste film Bridge of Spies forekommer den måske noget mere langsommelig og træg, end da man så den i biografen, men det betyder på ingen måde at man bør springe den over. For den er værd at have stående på hylden hvad enten man holder af Spielberg, Tom Hanks eller blot er den mindste smule interesseret i Den kolde krig.

Selv om handlingsforløbet ved gensynet er velkendt og derfor kan være undergravende for filmens thrillerelementer, så er det stadigvæk en film som kan nydes på grund af dens fine og memorable karaktergalleri, gode skuespilpræstationer og det i biogravanmeldelsen nævnte solide filmhåndværk, som alt sammen cementerer at Spielberg stadig kan kalde sig en sværvægter i Hollywood.

Hovedfiguren imponerer stadig. Selv om man kan mene, at Tom Hanks skildring af advokat James Donovan mest af alt kendetegnes ved at Tom Hanks endnu engang spiller rollen som Tom Hanks, eller rettere den slags roller, som Hanks er blevet kendt for . For Tom Hanks’ figur er lige som i andre film indbegrebet af den flinke, regelrette, humanistiske og ikke mindst tålmodige mand, der bider sig fast i problemet han står overfor som en grævling og ved hjælp af sin fornuft og kløgt nok skal få løst problemerne til sidst. Det er dog ikke udelukkende hovedrollen der bliver interessant, for det gør den mand Donovan er blevet sat til at forsvare, den russiske agent Abel, i særdeleshed også. I løbet af filmen bliver Abel af Donovan spurgt om han ikke er bekymret over udsigten til at blive henrettet af den amerikanske regering, og svaret fra den altid fattede Abel er: ”ville det hjælpe?” Et enkelt budskab som man nemt kan overføre til de hverdagsbekymringer, mange af os render rundt med. Hvis man i løbet af dagen tager sig selv i at bekymre sig om ting og sager, der alligevel er uden for ens kontrol, så bør man måske huske Abels mantra og bruge det på ens egen situation. Filmen leverer ikke kun en flot iscenesat version af Berlinmurens opførsel og tiden umiddelbart efter DDRs fødsel. Faktisk bliver dette også et af omdrejningspunkterne for filmen. Ikke alene skal Donovan forhandle med repræsentanter for USSR om fangeudvekslingen, men fordi den skal foregå mellem Østtyskland og Vesttyskland, så insisterer delegerede fra DDR også om at få den officielle anerkendelse som de mener de har krav på. Dette vanskeliggør naturligvis Donovans forhandlinger og lyder umiddelbart rigtigt kedeligt, men samtidig er det med til at give et noget mere nuanceret billede af østblokken, end man har set det andetsteds i mainstreamfilm.

Det er fascinerende hvordan Spielberg på film har tacklet væsentlige historiske perioder i sine film. Anden verdenskrig i Europa kan man opleve i Schindlers Liste, Saving Private Ryan og tv-serien Band of Brothers. Selvsamme krig, men i Asien optræder i Solens Rige og tv-serien The Pacific. Han har også leveret film, der fokuserer på amerikansk historie som f.eks. slaveriet i USA i filmene Color Purple, Amistad og til dels i den biografiske Lincoln . Han er naturligvis også lige så kendt for at lave eventyrlige, letbenede og fantastiske eventyrfortællinger, men manden er mindst lige så kompetent i forhold til at skabe dramatik på baggrund af faktuelle begivenheder.

Spielberg er ikke kun en eminent historiefortæller, han er også blandt de allerbedste til at fortælle om historie på film. For de generationer, der ikke har tålmodigheden til at læse bøger, er hans film nogle glimrende, og ikke mindst underholdende, genveje til at få øget sin bevidsthed om, hvilke ting der har været med til at forme den samtid vi lever i.

Spionernes bro er et must for enhver historielærer, der har tænkt at vise en film i forbindelse med et koldkrigsforløb, men det er også et vellavet drama tiltænkt et voksent publikum. Det er ikke en film der benytter sig af store, overdrevne virkemidler, men i stedet en der lever i kraft af sit eminente fortællermæssige håndværk, en underspillet nerve og ikke mindst en samling garvede karakterskuespillere, som i den grad nyder godt af den dialog som Cohenbrødrene har været med til at sætte deres eget særegne fingeraftryk på.