Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Lincoln (144 min.) Købsfilm / SF Film
Anmeldt 12/8 2013, 15:39 af Kim Toft Hansen

Nord og syd


Nord og syd

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Storfilmen Lincoln plumper ned lige midt i det hele. Midt i en mudret krig præget af interne og eksterne konflikter. Forfatningspolitiske problemer. Moralske kontroverser om slaveri. Og unionspolitisk spil om ind- og udtrædelse af de forenede stater. Alt sammen en historisk mulje, der for alvor kom i kog, da Abraham Lincoln blev valgt som USA’s præsident i 1860. Vi begynder dog langt senere, i 1864, da krigen er ved at tippe over til nordstaternes fordel, og Lincoln ser sit snit til endeligt at få afskaffet slaveriet. Og igen få indlemmet sydstaterne i unionen. Konfliktaksen er central, og filmen skuer ind tæt på maskinrummet for abolitionisme og politisk dissens. Filmen er netop udkommet på dansk købefilm.

Ligesom historisk fiktion – eller dokudramaer – af denne type ofte er det, er Lincoln også præget af nogle moralske anakronismer. Der er absolut ingen tvivl om, hvem der er de gode og de onde. Og så alligevel. Fornemmelsen af, at landets beståen balancerer på en knivsæg af storindustrielle og -politiske spørgsmål følger hele vejen. Hele vejen til mordet på Lincoln, der lukker ned for en betydningsfuld politikers virke. Ikke kun i den amerikanske historie, men verdenshistorisk. Det forandrede moralske syn på racer, som borgerkrigen søsatte (selvom målet på ingen måde er nået endnu), samt den voldsomme krigsteknologiske udvikling via krigen er relevant for alle. Men filmen fokuserer og vælger side hos abolitionisterne. Og heldigvis for det.

Filmen er umiskendeligt en Steven Spielberg-film. Med sin forkærlighed for storfilmens stærke emotionelle krav spidser han konflikten til via en kompleks rytme og en gennemført instruktion, der ledte til et hav af prisnomineringer og sejre. John Williams karakteristiske musik medvirker til at fortælle seeren klart og tydeligt, hvornår et centralt, historisk øjeblik nås. Og skal filmen ankes på et punkt, bør det være musikken. Den er stedvis så didaktisk belærende, at det kammer over i hypersentimentalitet. Det virker, når Spielberg sender Indiana Jones på eventyr, men det virker desværre skævt og barnagtigt, når Lincoln træffer store beslutninger. Musikken benytte Spielberg sig mere diplomatisk af i historiske og tematisk lignende film som Farven lilla (1985), Saving Private Ryan (1998) og München (2005).

Men filmen er ikke kun en Spielberg-film, selvom hans fingeraftryk sidder klart på filmen – og på dvd-udgivelsens pr-materiale. Lincoln er også en helt iøjnefaldende Tony Kushner-film. Manuskriptforfatter Tony Kushner, der brød igennem med sin bøssefantasi Angels in America (såvel drama som film), skrev også manuskriptet til en af de bedste nyere Spielberg-film, nemlig München. Hans særlige heftige og eksplosive dialogstil præger i høj grad Lincoln, og de historiske anakronismer trækker helt tydelige tråde tilbage til racismedebatten, som han også indlemmede som en central del af den amerikanske historie i sit drama og i Mike Nichols filmatisering af Angels in America. Den komplekse og sofistikerede dialog står på den måde i en skærende kontrast til musikkens lidt for sentimentale præg. Dialogen er dog så god, at musikkens insisteren ofte overses.

Kamerastilen læner sig også op det, som Spielberg sammen med sin cinematograf Janusz Kaminski benyttede i fx München. Et tilsyneladende håndholdt kamera i kombination med et steadycam gør, at variationen mellem scenerne fremstår fortællende i sig selv. Nærgående og vilter gennem de passager, der kræver det, og rolige vuggende kameragange, når emotionelle passager skal skildres. Der er stærke kontraster og en stilistisk, stilfuld sammenhæng mellem de politiske og de ægteskabelige konflikter, som filmen skildrer. På den ene side ser kameragangen ud til at være stedvist improviseret, men det snyder, fordi den er ekstremt veltimet og flot tilrettelagt. Michael Kahns klippeteknik sidder lige i skabet og understøtter Kushners fremragende dialog og Kaminskis flotte billeder. Lincoln er en film, der vil få de fleste i den historieløse generation til at interessere sig bare en lille smule for fortidens betydning for nutiden.


Forrige anmeldelse
« G.I. Joe - Retaliation «
Nste anmeldelse
» Kon-tiki »


Filmanmeldelser