Det er intet under, at den amerikanske mesterinstruktør Steven Spielberg er blevet så berømt, som han er. Han er ganske enkelt en sindssygt dygtig filmmager. Dette handler ikke kun om personinstruktion, hvor han synes at få det allerbedste ud af sine spillere, om alsidighed i forhold til de mange forskellige genrer, han tydeligvist ubesværet bevæger sig rundt i, eller for den sags skyld den håndværksmæssige perfektion, der med al tydelighed skinner igennem på lærredet, og som kan høres på lydsiden.

Indrømmet! At lave en spillefilm er naturligvis en holdindsats, men Spielberg er helt bevidst om denne proces, og selv om man gik ind til mandens seneste biograffilm Spionernes bro uvidende om, at det var Spielberg, der var instruktøren, ville det hurtigt gå op for en. For der er kun en lille håndfuld mennesker, der er i stand til at lave så solidt filmhåndværk som ham.

Spielberg er ganske vist en mand, der hovedsagelig skaber mainstreamfilm for et bredt publikum, men de er alle film, der hæver sig betydelig over mængden, da det er endog meget svært at sætte en kritisk finger på så meget som en enkelt scene. Det virker ikke, som om der er et eneste billede, en eneste kamerabevægelse, en eneste replik eller bevægelse, som virker tilfældig. Alt i filmen synes at være med til at fremme fortællingen, skabe stemning eller videreformidle de følelser, som skal formidles.

Spionernes bro kunne i andre instruktørers hænder nemt være blevet enten alt for melodramatisk, rørstrømsk eller ganske enkelt – kedelig, men det sker ikke her. For selv om historien primært handler om en amerikansk advokat, der af omveje først bliver blandet ind i en retssag, hvor han bliver sat til at forsvare en russisk spion, og senere i filmen på USA's vegne forsøger at forhandle med russerne og DDR om en fangeudveksling med selvsamme spion, så bliver det takket være hr. Spielberg både medrivende, interessant og samtidig realistisk nok til, at seeren nærmest føler sig bedre informeret om den kolde krig, idet man forlader biografens mørke, end før man satte sig til rette.

Filmen starter i 1957 under en periode, hvor Den kolde krig er ved at nærme sig det absolutte nulpunkt. En russisk spion, der hedder Abel, fanges af CIA i Brooklyn, og selv om stort set alle amerikanere, selv dommeren i sagen, på forhånd har kendt manden skyldig, så skal han stadigvæk have en forsvarsadvokat. Valget falder på James Donovan, der – når vi møder ham – arbejder som advokat i forsikringssager. Som en slags prestigeprojekt for at vise omverdenen, at USA er et land, der er retfærdigt og fair, får James til opgave at forsvare den spionanklagede.

Det går som forventet, men James stopper ikke her, for han vil forsøge at føre sagen til Højesteret, idet han mener at have en god sag. Selv om både kolleger, venner og familie råder ham imod det, går han videre med sagen, og pludselig opsøges han af sværvægtere i regeringen, der vil have Donovan til at foretage en fangeudveksling i det nyoprettede DDR. Spionen Abel i bytte for en amerikansk statsborger, der lige som Abel har oplysninger som fjenden kan bruge. Donovan er dog ikke tilfreds med denne byttehandel, for han ved også, at Østtyskland tilbageholder en ung amerikansk økonomistuderende.

Seeren får gennem denne historie et indblik i perioden skildret med stor sans for detaljen. Vi får også et indblik i en østblok, der udadtil måske fremstår som en samlet enhed, men hvor det f.eks. for Donovan er svært at forhandle med både repræsentanter for Rusland på den ene side og Østtyskland på den anden – for begge parter vil naturligvis have mest muligt ud af byttehandelen.

Selv om de fleste fra filmens start nok har luret, hvordan det hele hænger sammen, så er det ikke desto mindre en film, der både giver et fint tidsbillede, komplet med skolebørn der sættes til at se den klassiske atomberedskabsfilm Duck and Cover, og hvor tilskueren oplever Berlinmuren bliver bygget. Dels er det et retssagsdrama, som aldrig bliver kedeligt, og endelig er Donovans svære diplomatiske forhandlinger – som han må klare uden nogen som helst hjælp fra sit amerikanske bagland – spændende at følge med i.

Man kunne godt iføre sig sølvpapirshatten og på konspiratorisk vis hævde, at filmen er én lang hyldest til advokater, der normalt på film fremstilles som de rene røvhuller, men som i Donovans skikkelse faktisk bliver fremstillet som regelrette, hårdtarbejdende folk, der har menneskets bedste interesser i sinde, selv de mennesker, som af alle andre ses som folkefjender og forrædere. En slags advokatversion af Oscar Schindler, som en af mine medanmeldere bemærkede.

Endnu mere aktuel forekommer filmen at blive set i lyset af den aktuelle verdenssituation, hvor Europa tydeligvis ikke har lært ret meget af samtidshistorien. I skrivende stund bliver der rejst mure overalt i Europa for at forhindre menneskers frie bevægelighed. Man kan frygte, at ligesom det var tilfældet med Berlinmuren, så truer de mange nye barrierer i Europa med at splitte familier ad og skabe store menneskelige katastrofer på lang sigt, ligesom den splid der er mellem alle de politikere, der lader murene opføre. Disse elementer (blandt flere) er også med til at smide benzin på det åndelige bål, der optænder den generelle utryghed i samfundet, noget som i den grad karakteriserede Den kolde krig. Af samme grund er Spielbergs historiske drama desværre alt, alt for aktuelt og en reel påmindelse om, at vi måske burde lære noget af historien i stedet for bare at arkivere den i en bog på en støvet reol.