Langt de fleste børnefamilier, eller de der holder af mainstream fantasyfilm, vil sikkert kende filmene om opsynsmanden Larry, der kastes ud i et fantastisk eventyr, da det viser sig, at alle statuer, udstoppede dyr og modeller på det museum, han arbejder, på bliver levende om natten. I de to første Nat på museet-film, fandt tilskueren ud af, at det var en oldgammel, ægyptisk stentavle, der var årsagen til denne mirakuløse forvandling, og det er netop dette magiske artefakt, som bliver omdrejningspunktet for den tredje og sidste film.

Nat på museet: Gravkammerets hemmelighed genanvender en lang række velkendte elementer fra de forrige film for at maksimere genkendeligheden og ikke at tage for store chancer, der potentielt ville kunne skræmme kerneseeren væk. Samtidig forsøger den også at føje lidt nyt til formlen ved både at føje nye figurer til galleriet og ved at lade en stor del af handlingen, ganske som toeren, foregå på et nyt museum.

Den magiske tavle opfører sig, da filmen starter, alt andet end normalt. Faktisk er der noget, der tyder på, at den er ved at gå i stykker eller løbe tør for sine magiske egenskaber, hvilket bekymrer både Larry og ikke mindst alle de, der hver aften bringes til live takket være tavlen.

Derfor beslutter Larry og en håndfuld af hans mest betroede museumsgenstande at rejse til British Museum i London, hvor mumierne af den farao som i sin tid skabte tavlen, er udstillet. Det gør det i håb om, at den gamle farao kan hjælpe dem med at få tavlen repareret. Dette er selvsagt ikke uproblematisk, idet der også er andre, der meget gerne vil have fingrene i den magiske genstand.

En af de nye figurer, vi møder denne gang, er Lar, en stenaldermand, der er modelleret efter Larrys udseende (og som også spilles af Ben Stiller). På BluRayens ekstramateriale, som i øvrigt er dejligt omfattende, kan man således høre, at det egentlig var tanken, at Lar blot skulle være med i en eller to korte scener, men da Stiller først begyndte at lege med figuren, blev filmmagerne nødt til at give Lar en større rolle i filmen. Det var et godt valg, for når man ser filmen, er Lar en af de mest morsomme figurer.

Det er hyggeligt, at filmen, lige som toeren, introducerer et nyt museum, så handlingen ikke udelukkende foregår på det Naturhistoriske museum i New York. Når det er sagt, så vil de fleste, der kender British Museum godt, hurtigt opdage, at filmfolkene har taget sig en del friheder i forhold til virkelighedens version. Selv om man, som stor fan af dette ikoniske museum, godt kunne have ønsket, at der var flere af scenerne, som faktisk var optaget dér, kan man godt acceptere dette valg, da det næppe er realisme, som gennemsyrer en produktion som denne.

Filmen følger i store træk samme opbygningen, og forløbene, som man husker fra de andre film i serien. Der er et problem, som skal løses, og dette bliver selvsagt udelukkende løst gennem en fælles indsats fra Larry og hans nærmeste - de snarrådige figurer som hjælper ham. I flæng kan nævnes Djengis Khan, Sir Lancelot, den næsvise abe Dexter og endelig Robin Williams, der her i en af hans allersidste roller gentager rollen godmodige, amerikanske præsident Ted Roosevelt.

Nat på museet: Gravkammerets hemmelighed er mindst lige så vellykket som de andre film i serien. Den er virkelig flot og fantasifuldt eksekveret, effekterne fungerer upåklageligt og tempoet er højt hele vejen gennem denne familievenlige actionkomedie.

Det er ikke svært at forestille sig, at grundtanken med filmene har været at præsentere museer som noget eventyrligt og magisk for de børn, der ellers hænger med hovedet og sukker indtrængende, hver gang snakken falder på at besøge et museum, men selv om filmene måske gerne vil lokke flere besøgende til de virkelighedens museer, så kan man altså også godt være lidt ærgerlig over, at filmene heller ikke denne gang udnytter formatet til også at præsentere lidt flere brugbare facts undervejs, så de yngste seere måske ligefrem kunne lære noget om de figurer, der optræder, i stedet for udelukkende at benytte verdenshistorien og de mest prominente figurer såvel som helt andre fiktive figurer.

Så selv om man måske godt kunne begræde, at filmen ikke benytter chancen for at informere samtidig med, at den vil underholde, så lykkes det ganske godt at levere sidstnævnte, for slutresultatet er blevet en ganske morsom familiefilm, som desværre genbruger sin formel lidt for meget til, at det nogensinde bliver virkelig originalt. Derfor er det også nok til det bedste, at serien stopper her, for selv om Hollywood nok sagtens ville kunne skabe endnu flere fortsættelser, er der ret beset ingen grund til det.