Det er næppe tilfældigt, at det blev Stephen Spielberg, der påtog sig opgaven at lave en filmatisering af Ernest Clines bestseller Ready Player One. Clines hyldest til D&D, klassiske konsolspil, 80’erne, John Hughes og ikke mindst nørden i os alle – den utilpassede yngling, der med mangler sociale færdigheder, men uden at blinke kan nå frem til bane 256 i Pac Man – er en roman der bare bliver bedre og bedre, jo flere gange man læser den.

Gentagelsens glæde finder man også i Steven Spielbergs filmversion af romanen. Filmen er muligvis ikke 100% trofast overfor sit forlæg. Eksempelvis er flere af de ledetråde og prøvelser vores hovedpersoner skal igennem meget forskellige fra dem man kan opleve i romanen, men lad os være ærlige, der er ikke mange lækre billeder i at lade figurerne spille Dungeons & Dragons, eller navigere sig gennem det tekstbaserede Zork-spil. Til gengæld formår filmen stadig at indkapsle både romanens overordnede fascination af alle de ting som Spielberg, Cline og alle vi andre, der husker 80’erne knuselsker og så formår filmen tillige at tilføje mange flere intertekstuelle referencer til den bredere popkultur, end romanen gør.

De visuelle og verbale referencer i filmen appellerer på samme måde som bogens referencer til det samme kernepublikum. Bare for at nævne en håndfuld af filmens elementer, hvoraf nogle kun optræder et splitsekund, så er det muligt at spotte Jason Vorheers, Space Invaders, Buckaroo Banzai, Street Fighter, Freddy Krueger, dansegulvet fra Saturday Night Fever, osv. men der er også ting, der ikke nødvendigvis knytter sig til 1980’erne, så som Minecraft, Jernkæmpen, klassiske animationsfigurer, Master Chief, figurer fra Overwatch o.m.a.

Selv om alle disse ting, måske ikke har utrolig megen indflydelse på selve filmen, så gør alle disse referencer, at man som tilskuer selv sidder og leder efter de mange bevidste ”easter eggs” der er lagt ind i filmen. Prøv eksempelvis om du kan spotte Arnold Schwarzeneggers navn helt i filmens start? Denne gang, er det modsat i biografen, er det muligt at sætte filmen på pause, spole tilbage eller se ting i langsom gengivelse, hvilket indimellem er nødvendigt hvis man sætter sig for at fange alle referencerne.

Genser man filmen opdager man hurtigt at det grundlæggende element af udforskning, jagten på det eftertragtede ”Easter Egg” som den afdøde spildesigner Halliday har gemt i hans enorme virtuelle univers kendt som ” Oasis”, er det samme. Præmien til den heldige, der finder de tre nøgler og efterfølgende det eftertragtede påskeæg, er at vedkommende får aktiemajoriteten i firmaet der ejer og kontrollerer Oasis. Af samme grund er det ikke kun vores hovedperson Wade og dennes online venner der forsøger at vinde, men også en konkurrerende tech-gigant, der både har ansat horder af spillere og deres egen hær af nørder, så de kan overtage dette virtuelle rum og på sigt fylde det med reklamer.

Ready Player One er en film der virkelig fortjener at blive set i 3D. Selv om faste læsere allerede ved at undertegnede er lidt for begejstret for effekten, så kan det ikke anbefales stærkt nok at du også bør opleve filmen i 3D (såfremt du altså har hardwaren hjemme – red.). Der er nemlig i Ready Player One tænkt ganske grundigt over filmens dybdevirkning, ulig mange af de andre 3D-film der udkommer. Dette handler ikke kun om svimlende flyveture rund blandt de mange tusind verdener i The Oasis, men eksempelvis er filmens indledende vædeløb endnu mere forrygende intenst at opleve med denne ekstra effekt, ligesom filmens ustyrlige klimaks hvor der udkæmpes et gigantisk slag i spilverdenden, er om muligt endnu flottere i 3D.

Når man går i gang med det ganske omfattende ekstramateriale (der til sammen varer lidt under 2 timer sammenlagt) på den Blu-Ray der medfølger 3D-BluRay’en, kan man også selv få syn for, hvordan Steven Spielberg, sammen med hans effektfolk har udviklet en teknik, der gjorde det muligt at optage enkelte scener i denne spilverden i virtual reality. På den led har Spielberg selv stået bag ”kameraet” i over 600 indstillinger fortælles der.

Ready Player One er en film, der er proppet til randen med visuelle effekter, men det bliver ulig andre, lignende film, aldrig trættende at se på, mest af alt fordi det er så flot og overbevisende eksekveret. Filmen fungerer primært i to tråde, den der foregår udenfor og den der foregår inden i The Oasis – men begge dele har hvert deres unikke look. Det er i den grad lykkedes filmfolkene at skabe en film der vitterligt føles som om man selv er i færd med at spille et videospil, uanset om man gør dette i 2D eller 3D.

Ready Player One tager i Kapellets optik prisen som den bedste science-fictionfilm i 2018. Den viser ikke kun at Spielberg stadig formår at finde sit indre legebarn frem og fyre alle sine opfindsomme filmkanoner af. Det er også en film der på næsten perfekt vis hylder mandens tidlige film, de glade firsere og ikke mindst er det en film der bliver en ublu hyldest til nørden. Den formår at omsætte en svært filmatiserbar roman til en bragende flot filmisk oplevelse og så er det en af de film der sagtens kan genses mere end en gang. Når der er kælet så meget for alle detaljerne, så er der sikkert også en hel del elementer man stadig har til gode, selv efter at have set den 2 eller tre gange.

Som et Post Scriptum kan tilføjes, at ekstramaterialet byder også på en virkelig god nyhed, for i det segment der hedder Ernie & Tye’s Excellent Adventure (en slet skjult reference til den første Bill & Ted-film), hvor Ernest Cline til sidst fortæller filmens hovedrolleindehaver, at han faktisk er i gang med at skrive Ready Player Two. Bliver fortsættelsen blot halvt så god som den første roman, er der allerede en anmelder (og sikkert en masse ivrige med-nørder) der allerede kan begynde at glæde sig.