Kunst er en underlig størrelse. Kunst ændrer sig – alt efter hvilke øjne, der betragter den. Nogen mener, at det højkulturelle kommer fra malerier, skulpturer og arkitektoniske vidundere. Andre er af den mening, at den bedste kunst stammer fra musik, film, fotografier og teater. På trods af uenigheder kan det betragtes, at alle meninger ikke desto mindre er rigtige. Kunst kan – og burde – være for masserne, uanset hvor du kommer fra i samfundsklasserne.

Filmskabere som David Lynch og Lars Von Trier bliver ofte nævnt i forbindelse med den visuelle kunst. Disse instruktører er ikke filmmagere, de er kunstnere. Lidt længere nede på rangstigen finder vi etablerede instruktører med mange år på bagen som Steven Spielberg og Martin Scorsese, som appellerer mere til et større publikum. Men de bliver stadig betragtet som kunstnere af filmmediet. Nederst i rangordenen rumsterer instruktører som Michael Bay. Af en eller anden grund bliver Bays film ikke betragtet som kunst – i det mindste ikke på lige fod med førnævnte navne, på trods af at Bay tiltrækker enorme masser til sine film. Og indtjener millioner af dollars.

Hvorfor er Michael Bays film ikke kunst? Er det fordi, han ofte instruerer actionfilm med fjollede historier og lige så fjollede karakterer? Sikkert, ja. Men bag hans film skjuler der sig tit et smukt budskab, som bliver fortalt gennem det visuelle og tekniske. I The Island handler det om individualitet og det videnskabelige ansvar, i Armageddon handler det om de undertippedes sejr over uoverkommelige odds, i Bad Boys er det den klassiske fortælling om det godes triumf over det onde, mens vi i Pain & Gain ser på den amerikanske drøm.

At lave film som Michael Bay gør det, kræver teknisk snilde og en ufattelig god indsigt i, hvordan det færdige produkt skal se ud. Ikke alle kan gøre det, som Bay gør. Derfor – på lige fod med så mange andre – er han en kunstner, som formår at lave artistiske actionfilm. Det betyder ikke, at han ikke kan lave fejl. Transformers 2 er et godt eksempel på, at manden gabte over mere, end han kunne rumme. Og nu, efter tre Transformers-film i træk, er han endelig tilbage i sin normale boldgade med almindelige mennesker i ekstraordinære situationer (som ikke involverer udenjordiske robotter).

Pain & Gain er hans mindste film til dato med et budget på cirka 26 millioner dollars. Men det er også hans mest jordnære. Og ligesom hans andre film er Pain & Gain ikke for alle. Men hvis du føler dig nogenlunde underholdt af hans tidligere produkter, er dette nok også noget for dig. Selv hvis du hader Michael Bay, og alt det han står for, burde du give denne film en chance. Det er snarere en sort komedie, end det er en actionfilm med irriterende stereotyper.

Vores historie finder sted i midt-90’erne. Lugo (Mark Wahlberg) får et job som personlig træner hos et fitnesscenter i Miami. Han ønsker at få den amerikanske drøm opfyldt og kidnapper derfor en af sine rige klienter (Tony Shalhoub) for at få hans rigdomme. Som led i sin plan rekrutterer han sine kolleger: Bodybuilderne Doorbal (Anthony Mackie) og nyreligiøse Doyle (Dwayne Johnson). Men planen går langtfra som planlagt.

Denne enkle, virkelighedsnære historie ligner slet ikke det, Michael Bay er vant til. Der er stadig eksplosioner, skudepisoder, barmfagre kvinder, muskuløse mænd og generelt helt vanvittige scener. Helt i Michael Bays ånd. Men det bliver holdt nede på et fornuftigt, komisk plan, så det ikke overskygger det faktum, at Pain & Gain er bygget på en sand historie.

Tre fitnesstrænere kidnappede rent faktisk en af deres klienter, selvom de ikke havde nogen som helst anelse om, hvad de havde sat i gang. Selvom det lyder morsomt, var det ikke desto mindre en meget voldelig sag for dem, der blev udsat for Lugo, Doorbal og Doyles brutaliteter. Filmskaberne formår at minde os om den vold, der foregik i virkeligheden, uden at miste filmens sans for underholdning og absurditeten.

Men heldigvis er det ikke selve historien, der bringer smilene frem hos os. Det er uden tvivl de tre hovedrolleindehavere. Mark Wahlberg er utrolig komisk anlagt, når han skal være det. Som Lugo er han charmerende og vi forstår, hvorfor han har taget på sine medsammensvorne. Han er overdrivelsen af den maskuline stereotyp: han er i god form, kan klare sig selv i en slåskamp, og er følelsesmæssig distanceret fra kvinder. Det er også nemt at elske ham, hvilket gør det svært at se, at han hele vejen igennem er et arrogant, frastødende og voldeligt menneske. Hans interaktioner med Anthony Mackie er filmens falde-på-halen humor, som kun Gøg og Gokke kan gøre det.

På lige fod med Wahlberg, får vi Dwayne ”The Rock” Johnson for alle pengene. Han spiller sin rolle som et sensitivt og forstyrret individ, som et vildt, utæmmet dyr ude af sit bur. Han er ikke til at kontrollere og fuldstændig nådesløs mod andre, der gør ham ondt. Han er gruppens svage led, indtil han ligefrem bliver en hæmsko for de andre. Johnson, ligesom Wahlberg, har god humor og udnytter sin status som muskelbundt til at more os. Det er ikke drama på højt niveau, men det er en varig fornøjelse at se Johnson høj på kokain og brage gennem skærmen som toget i Lumière-brødrenes film.

Pain & Gain er en bombastisk film, men den ér altså meget nede på jorden. Michael Bay og hans manuskriptforfatter balancerer let og elegant mellem humoren og karaktererne og overdriver for en gangs skyld ikke med inddragelse af ”komiske”, intetsigende bifigurer. Filmskaberne holder sig til plottet, men præsenterer også en flot og medrivende visuel stil.

Blu-Ray: Dette er en dejlig, knivskarp udgivelse med blændende farver og tydelige detaljer. Hver mursten kan tælles på vægge og bygninger; bogstaver på aviser, på siden af biler, labelerne på flasker og reklameskilte er sprøde og diskrete; og hvert græsstrå og palmetræ er slående og veldefineret. Skuespillernes close-ups er utrolig røbende og blotlægger hver eneste hudpore med realistiske teksturer. Alt taget i betragtning er det en flot højdefinition præsentation. Og så lyder det også godt!

Ekstramateriale: Bag kameraet, delt op i små afsnit. I et enkelt afsnit bliver der snakket om den rigtige sag og det er ganske interessant, men desværre alt for kort. Jeg kunne godt have brugt en times dokumentarfilm omkring den virkelige kidnapning og efterfølgende retssag. Resten (som bl.a. omhandler snak om manuskriptet, locations, stilen, instruktøren m.m.) er typisk for ”bag kameraet”-dokumentarer. Hvert afsnit varer omkring fem til minutter og i alt ikke mere end én time. Det er sparsomt, men bedre end ingenting.