Close Encounters of the Third Kind, Collector’s Edition (3 dvd) indeholder Original Theatrical Version, Special Edition, og Director’s Cut.

Steven Spielbergs Close Encounters of the Third Kind – Nærkontakt af 3. grad – fra 1977 er nu udsendt i en Collector’s Edition, en boks med de tre udgaver af filmen, der findes. Der er den originale version fra 1977, Special Edition fra 1980 og Director’s Cut fra 1998. Det er især glædeligt, at den oprindelige version nu er tilgængelig. Siden Special Edition kom i 1980 har det først og fremmest været den, der er blevet vist, først i biografen og senere talrige gange på tv.

Spielberg fik som bekendt sit store gennembrud med Jaws i 1975. Han valgte at følge den op med Close Encounters, en film om ufo’er, et emne der optog ham meget på det tidspunkt. Trods succesen med Jaws var Columbia Pictures ikke helt trygge ved projektet, og da selskabet samtidigt var i økonomisk krise, blev Spielberg tvunget til at færdiggøre filmen, før han selv følte den var færdig. Det blev en succes og derfor lykkedes det Spielberg at overtale Columbia til, at han klippede filmen om og tilføjede nye scener. Betingelsen var dog, at han også tilføjede en ekstra scene til slut, hvor vi kommer ombord på det fremmede rumskib. Spielberg brød sig ikke om den ny slutning, så i 1998 klippede han den ud igen og indsatte atter nogle af de scener, der blev klippet ud i 1980. Denne Director’s Cut er derfor den version, der er i bedst overensstemmelse med, hvordan Spielberg selv har ønsket filmen.

Handlingen er formodentlig kendt. En række mystiske fænomener, hvor fly der forsvandt over Bermuda-trekanten i 1945 pludselig dukker, ufo’er forstyrrer flytrafikken og børn forsvinder, hærger verden. Et internationalt forskerhold under ledelses af franskmanden Lacombe (Francois Truffaut) undersøger fænomenerne. Samtidigt oplever almindelige mennesker, der har haft nærkontakt med ufo’erne, underlige syner og en uimodståelig trang til at følge ufo’erne. Vor helt er Roy Neary (Richard Dreyfuss), en elektriker der driver sin familie til vanvid og på flugt med sin besættelse af en bestemt figur, som han desperat forsøger at rekonstruere. Det lykkes forskerne at afkode ufo’ernes signal, der viser vej til nationalmonumentet Devil’s Tower i Wyoming. Området bliver evakueret af militæret, men det lykkes Roy og andre at nå frem, hvor de overværer det første møde mellem mennesker og en fremmed civilisation.

Der er flere grunde til, at filmen vakte opsigt i 1977. Dels havde man forventninger til Spielberg efter Jaws, men havde nok også forventninger om endnu en skrækfilm. Close Encounters overraskede ved at give et positivt billede af de fremmede. Samme år kom George Lucas’ første Star Wars, der brugte science-fiction rammen til at lave en eventyrfilm. Close Encounters var et langt mere seriøst forsøg i genren, der trak linjer tilbage til Kubricks 2001. Ikke helt tilfældigt, da Douglas Trumbull stod for special visual effects i begge film.

Men netop effekterne kom også til at overskygge filmens handling og budskab. Spielberg blev set som en instruktør, der nok havde et suverænt greb om håndværket, men først og fremmest var optaget af mekanikken og ikke havde så meget at sige. Set i dag slår det stadig én, hvor betagende Trumbulls visuelle effekter er. Dette er før computergrafikkens tid, men der er ikke noget forældet over effekterne. Det kan stadig tage vejret fra én, når det store rumskib hæver sig op bag Devil’s Tower. Men det, der med årene er kommet til at stå stadig tydeligere, er, at Close Encounters først og fremmest handler om almindelige mennesker og deres utopiske længsler. Blandt de scener, Spielberg har genindsat i forhold til Special Edition, er skildringen af familien Neary. Det er ikke nogen harmonisk eller idealiseret American Family. Der er konstant larm og uro i det rodede hjem, hvor den hårdt prøvede hustru (en fremragende Teri Garr) forgæves forsøger at skabe lidt orden. Centralt i filmen står også den enlige mor Gillian (Melinda Dillon), hvis barn (eminent godt spillet af den 3-årige Cary Guffey) bliver ’bortført’ af de fremmede. Den splittede familie – og den fraværende far – er et genkommende tema i Spielbergs film. Det er disse mennesker, for hvem the American Dream ikke er gået i opfyldelse, der er modtagelige for de fremmedes budskab. Det er længslen efter noget, der kan udfri dem af en tilværelse, som ikke lever op til drømmene, der driver disse mennesker til at opgive alt for at opsøge et rendezvous med de fremmede. Derfor kan man også kun være enig med Spielberg i, at scenen hvor man kommer med ind i rumskibet, ikke hører hjemme i filmen. Rumskibet er det, hvorpå de utopiske længsler og drømmes projiceres. Ved at vise os, hvad der er inden i, forsvinder meget af fortryllelsen.

Close Encounters fremstår i dag som Spielbergs første ”jødiske” film. Der er et oplagt messiansk tema i filmen, noget der bliver endnu tydeligere i E.T. Spielbergs egen jødiske baggrund har spillet en stadig større og mere eksplicit rolle i hans senere ”voksne” film. Men genset i dag fremstår Close Encounters som en seriøs film, noget succesen med Jaws skyggede for tilbage i 1977. Det fremgår også tydeligt af den grundige The Making of..., der er med som ekstramateriale, at det er en film, Spielberg selv sætter højt, skønt han også har et nøgternt blik for filmens svagheder. Det har også plaget Spielberg, at han ikke blevet taget seriøst; hvilket delvis har forceret hans trang til at lave ”seriøse” film, noget der i visse tilfælde har gjort disse film mindre seriøse end Close Encounters, der i dag fremstår som et hovedværk.