Det er intet mindre end hjerteskærende. Scenen optræder i starten af dokumentarfilmen Racing Extinction og i den er filmens instruktør på besøg hos en forsker, der har sat sig for at skabe en form for lydarkiv, der kan dokumentere alle verdens dyrelyde. Fra blåhvalers sang, der ikke kan opfanges af det menneskelige øre, til de mindste insekter. Specialisten afspiller en lydfil lyd fra den sidste såkaldte Kauai O’o-fugl fra Hawaii. I scenen kommenterer forskeren på at hanfuglen her kalder på en hunfugl, en som med garanti aldrig vil svare ham, for han er den sidste af sin slags. Den sidste O’o i verden. Melankolien rammer som en hammer.

Det er naturligvis straks enkelte kynikere, der vil mene at filmmagerne på denne måde antropomorficerer dyr – et let trick der skal sørge for at den ellers så hærdede seer nemmere vil kunne forholde os til det, som reelt er en tragedie og filmens egentlige budskab. Nemlig at dyreart efter dyreart udryddes i trit med vor konstante jagt på råstoffer, kinesisk naturmedicin, snigskytters grådighed, overforbrug af energi og alle de mange andre trusler, der eksister mod vores planet.

Heldigvis er Racing Extinction (der i øvrigt er lavet af samme instruktør som i sin tid stod bag den rystende The Cove) ikke en film der udelukkende består af nedslående beretninger om dyr som vores børn og deres børn med garanti aldrig vil se på andet end arkivfilm eller animeret i computerspil. Indrømmet, den handler om klodens meget skrøbelige tilstand og udsigten om at vi er ved at udslette os selv i trit med resten af planeten, men det er heldigvis også en film, der tør give et forsigtigt optimistiske syn på samme. For filmen viser også sin seer den folkebevægelse, der heldigvis er ved at få momentum i disse år. En bevægelse drevet frem af en øget bevidsthed blandt folk på tværs af køn, religion og lande som støtter op omkring et paradigmeskifte i den måde vi opfører os på.

Selv om mange sikkert har hørt det før, så er det nemlig vores fælles ansvar om at støtte bæredygtig produktion, alternative energiformer og ikke mindst at sørge for at donere lidt af vore sparekroner til de ildsjæle og organisationer, der har viet deres liv til at beskytte naturen og de væsener, der bor i den. For er der noget Racing Extinction viser seeren, ud over de tragiske billeder af hajfinneproduktion, ødelagte koralrev og bestialsk jagt på de majestætiske djævlerokker, så er det også en masse blændende flotte billeder af den natur som stadig eksisterer omkring os. Af det dyreliv som stadig er så ufatteligt mangfoldigt, fascinerende og utroligt smukt.

Det er derfor ikke en film der sin titel til trods konstant blæser i dommedagsbasunerne, men som har et enkelt og klart budskab: hvis verden skal reddes, så er dit og mit ansvar! Et ansvar også du kan være med til at løfte helt lavpraktisk, hvis du eksempelvis starter med at indføre kødløs onsdag, skifter til en Tesla næste gang, der skal handles bil, eller for den sags skyld selv kaster dig ud i kampen som aktivist. Alt gør en forskel og har man set filmen, er det svært selv som garvet filmanalytiker ikke at blive overbevist om dens budskab, uanset hvor meget den end forsøger bevidst at manipulere os. For som filmmagerne selv siger, sker der ikke nu, så kan 50% af alle arter om 100 år være uddøde og er dette virkelig en pris vi er villige til at betale i fremskridtets og kapitalens hellige navn?

Filmen viser også hvordan folkene bag har benyttet skjulte kameraer for at kunne begive sig ind på illegale markeder og restauranter rundt om i verden. Her afslører de der handler med truede dyr. Det er både rystende og meget foruroligende scener, men heldigvis viser filmen også at disse optagelser rent faktisk har fået en effekt, i forhold til både lokal og international lovgivning på området.

Filmen fortæller, at hvis man bruger filmmediet kløgtigt og får afsløret den slags kriminalitet, eller hvis man formår at lave en effektiv oplysningskampagne, så kan man ligefrem skabe holdningsændringer hos forbrugerne. Et glimrende eksempel er den målrettede kampagne mod hajfinnesuppe, som ifølge Racing Extinction både har gjort at mange kinesere har ændret deres kostvaner og at de fiskere, der tidligere levede af fangst, nu i stedet tjenere endnu flere penge end tidligere på turister, der hellere vil dykke blandt hajflokkene end at sætte dem til livs.

Racing Extinction er en vigtig, uhyggelig og smuk film om klodens tilstand anno 2015. Det er en film, der giver et velfortjent indspark af paranoia og dødsangst til alle, der render rundt og er bekymrede om klimaforandringer, men lige så meget en film til Bjørn Lomborg-typerne, der måske ikke mener at tingenes tilstand er så galt, at vi ikke kan nå at gøre noget ved problemerne.

Filmskaberne viser også hvordan aktivister forsøger at ændre folks holdninger, både ved at søge indflydelse i de organisationer som verdenssamfundet har skabt til at diskutere netop klima og natur men også helt utraditionelt ved hjælp af projektorer, animationer og en ombygget Tesla-bil. Få selv et indblik over hvad du kan gøre, ved at gå ind på den hjemmeside som folkene bag filmen har oprettet.

Racing Extinction er derfor en film som hele familien burde sætte sig ned at se. Ikke kun hippie- og hipster-forældrene men alle folk på tværs af samfundslag. Klodens ve og vel er reelt en ting, der vedkommer os alle, høj som lav. Indimellem glemmer mennesket at vi også selv, basalt set er dyr og passer vi ikke på, er der stor chance for at det er os der står for tur næste gang, en race bliver udryddet.