Mistanken vækkes allerede på bagsiden af Bogtyven – filmatiseringen af Markus Zusaks bestseller af samme navn. Sidste linje i bagsideteksten omtaler filmen som ”den fantastiske og anmelderroste film instrueret af Brian Percival”. Men såvel forside og bagside er fuldstændig blottet for citater fra både danske og internationale anmeldelser af filmen, selvom filmselskaberne normalvis svælger i oneliners fra gode anmeldelser. Sagen er nemlig den, at filmen har fået rædsomme anmeldelser.

Filmen handler om den unge Liesel, der bortadopteres af sin mor til et tysk par. Omkring hende har nazismen for alvor fået fat, og da byens nazister kort efter Krystalnatten begynder at rense byen for ulødig litteratur, begynder Liesel selv at samle og læse bøgerne. Hun kan ikke selv læse, men med hjælp fra sin adoptivfar flygter hun ind i en verden af bøger. Denne åndelige redningsplanke bliver endnu vigtigere, da adoptivparret også hjælper jøden Max på flugt fra nazisterne.

Bogtyven er en enormt velmenende film, der svælger i den skræmmende nazistiske ikonografi. På den ene side har vi Liesel, der er en lille og sød pige med hjertet på rette sted. På den anden side har vi højtråbende og mørkklædte nazister, der brænder bøger af og tæver jøder og kommunister i gaderne. Den storladne stemning i filmen mister med andre ord troværdighed i mødet med et ekstremt melodrama, der mest af alt ligner en Disney-udgave med en ond nazistisk snedronning.

Stilmæssigt er filmen ellers tilrettelagt pænt og nydeligt. Scenografien fungerer godt, mens især castet af Geoffrey Rush og Emily Watson som adoptivparret i udgangspunktet tegner lovende. Et dårligt manuskript kan dog heller ikke tvinge Rush til en helt dårlig præstation. Men det er faktisk pinligt at høre på tyskere, der taler en blanding af tysk og engelsk, som kammer over i et gebrokkent tyskerengelsk, der ellers hørte til klassiske action-karikaturer af nazisterne.

Filmens formanende og – ifølge denne selv – overraskende voice over er også for meget. Tricket er naturligvis, at vi hurtigt skal fange nazismen som et åndeligt mørke, der kun kan reddes af Liesels – og oplysningens – frie og åndelige vingesus. Det siver ret hurtigt ind, og derfor bliver resten af filmen til et narrativt mørke, hvor budskabet gentages i det uendelige. Bogtyven er den svageste og mest selvhøjtidelige film om Anden Verdenskrig meget længe.

Det er med andre ord ikke uden årsag, at distributionsselskabet har haft svært ved at finde citater til forsiden. Det er ganske simpelt en rigtig dårlig film. Og det er lidt af en tilsnigelse at sælge filmen som anmelderrost. For det er den faktisk slet ikke.