Alle, der er geeks eller fysiknørder, vil vide at hovedårsagen til at teleportering endnu ikke er hvermandseje, er at for at flytte et objekt eller et levende væsen over længere afstand, vil ikke kun kræve en meget kompleks maskine, der kan holde rede på alle atomernes gensidige forhold, men især fantastiske mængder af energi, som skal tilføres før det kan lade sig gøre.

Sådanne unødigt komplicerede tanker bør man dog slet ikke have før man sætter sig til rette med slik, snacks og sodavand til præcis halvanden time i selskab med David, der bare ved at koncentrere sig om det kan teleportere sig selv og det han rører ved til alle tænkelige steder i verden.

Da vi først møder David er det som ung folkeskoleknægt, der har købt en gave til hans udkårne Millie. Han drilles af skolens bølle, der flår gaven ud af pigens hænder og kaster den ud på den frosne flod. David bevæger sig forsigtigt ud på isen, braser igennem og fanges af strømmen, der hurtigt trækker ham af sted i det iskolde vand. Han kan ikke komme op og trække luft, men i næste splitsekund rives han ud af det kolde vand og ligger pludselig på gulvet i det lokale bibliotek, drivvåd - men så afgjort i live.

David opdager hurtigt at han kan kontrollere denne nyfundne evne, så han flytter til New York og bruger den på at materialisere sig ind i bankbokse. Vi springer i tid og David er nu blevet en ung mand, der takket være sin unikke evne, kan få morgenmad i Thailand, holde frokost på Sfinxens hoved og vende hjem til sin luksuslejlighed i NYC om aftenen. Hvad han derimod ikke er klar over er, at han hverken er den eneste der har disse evner eller at han for den sags skyld godt kan fanges.

En mystisk fremmed, Roland, står pludselig i Davids lejlighed og udstyret med en mellemting mellem en kvægstav og en pisk forhindrer han David i at foretage sine sædvanlige spring. David undslipper med nød og næppe og da han endelig møder en anden jumper - den mere erfarne Griffin - får han at vide at Roland tilhører en gruppe af Palladins, som har svoret at dræbe alle Jumpers. Tydeligvis er det ikke noget nyt fænomen, for disse Palladins har jagtet folk med teleporteringsevner siden middelalderen. Al denne mytologisering af ”jumpers” mod Paladins er grundlaget for en ganske flot, actionpræget popcornsfilm, der primært synes at henvende sig til teens.

Hayden Christensen er for mange synonym med en dårlig Anakin Skywalker, men heldigvis er hans papfigurspræstationer i Star Wars ep. 2 & 3 ikke repræsentative for hans generelle evner. En ordentlig personinstruktør kan få ham til at spille skuespil, selv over for en meget forudindtaget anmelder.

Jumper er baseret på en roman af Stephen Gould og er blevet omsat til fim af intet mindre end tre screenwriters. Fortvivl ikke – for de tæller bl.a. Jim Uhls der skrev Fight Club-scriptet til Fincher og David S. Goyer som bl.a. skrev manus til både Batman Begins og de tre Blade-film. Der er derfor dømt rendyrket tegneserie-action med en smule kærlighed drysset nænsomt på toppen, så man på den måde også har en undskyldning for at slæbe Henriette fra 2.C en tur ind i bioografens mørke.

Filmen er ikke noget mesterværk, men grundideen om teleportation ved viljens kraft er fed og bliver udnyttet godt, både i forhold til narrativen og ikke mindst rent visuelt. Kampe, der foregår på tværs af kontinenter, er nu engang meget underholdende at se på og effekterne er - for det meste – ret overbevisende.

Filmen serverer heldigvis heller aldrig en logisk eller troværdig forklaring på fænomenet og går på den måde ikke Highlander II-fælden. Filmen viser blot at der er nogle mennesker som er født med denne evne og nogen, der af helt andre - muligvis religiøse - årsager, lever for at dræbe dem. Der antydes derfor en mytologi, som muligvis kan udvikles i flere film – for filmens slutning synes at lægge op til, at dette måske ikke er sidste gang vi skal være i selskab med teleporterende teens. Om en eventuel anden del vil forsøge at forklare fænomenet, må tiden vise.