Et ansigt, helt nært. Pande til hage dækker lærredet. Ansigtet, musikken, bevægelser, fortæller at vi er på dansegulvet. Kameraet fastholder det svedende udtryk. Musikken er intens pågående. En ung mand, vel midt i tyverne. Vi har god tid til at studere næse, mund, øjne, hver eneste hudorm og skønhedsplet. Han drikker, er fortumlet på vej ud i morgenlyset, smider sig ind i en taxi – hele tiden er kameraet låst fast på fysiognomiet, medens Ray Charles ”Dont let the sun catch You crying” lyder i ørebøfferne. Vi er tæt på, meget tæt på James.

Og nu kommer forteksterne: James White. For det er hans historie – eller rettere hans og moderens.

Vi er i New York, den bedre del endda, 88 Street, West – et kreativt miljø. Forældrene, et fraskilt redaktør- og skolelærerpar, hvor faren netop er død. Enebarnet, James, tuller rundt, uden rigtig at kunne/ville finde fodfæste, skrive lidt, måske? Mest opholder han sig på mors sofa. For mor har brug for hjælp, en truende kræftsygdom har svækket hendes livskraft. James er ikke ligefrem noget at samle på, men i sin nærhed til mor oplever vi dog, gennem hendes øjne, glimt af en kærlig menneskelighed hos James. De to er tætte, men da mor er i bedring, opfordrer hun ham til at forlade sofaen og få sig et job. Men først skal James til Mexico, for at finde sig selv. Her, sammen med sin bedste ven, der arbejder som hotellets klovn(!), møder han en yngre pige, som måske er egnet til at muntre ham op.

I et mobilopkald forstår han, at kræften har bredt sig – at mor nu er tæt på sygdommens sidste stadie. Sammen skal de, de næste par måneder, desperat kæmpe mod det uundgåelige. Det er den kamp, der i al sin intimitet og usminkethed, berører os dybt. En akut hospitalsindlæggelse er helt Kafkask i sin bureaukratiske umenneskelighed, hvor afdelingerne er underlagt computerskemaer. Sund fornuft og almindelig menneskelighed hersker ikke længere.

Sjældent har vi været så nær på en kvindes dødskamp, Cynthia Nixons kropslige forfald og samtidige livsvilje er en næsten umenneskelig skuespillerpræstation. Lille, afpillet og tætklippet efter kemobehandlingerne, klynger hun sig med en nærhed til James og livet. James skøjten hen over problemerne forvandles langsomt, jo mere hendes tilstand forværres, til et ansvarsfuldt og dybt kærlighedsforhold til moderen. Christopher Abbott yder, som den forkælede tidstypiske James, en mesterlig indleven og en troværdig modning.

Instruktøren Josh Mond har i sin debutfilm formået, at gå tæt på de to mennesker og skabt et univers af nærhed, der ikke kan undgå at røre og tager fat i os. James White er nok en lille historie om mor og søn – men stor i sin almenmenneskelighed og autentitet. Ikke mindst takket være de to fremragende skuespillerpræstationer – hvor det ofte afsøgende håndholdte kamera, når tæt ind på deres – og dermed vores - følelsesliv. Blottede nerver og intime nærbilleder, giver en sjælden troværdighed. En film, der på den smukkeste måde, nærmer sig tabuemnet: vores forhold til døden.

Vi er med til det sidste uomgængelige billede. Et sjælden ægte og uafrystelig forløb, der rammer midt i hjertekulen. Ingen går uberørt fra filmen. Garanteret.