Det virker som om filmmagere pludselig har genopdaget det westernpotentiale, der er i at finde i den danske provinsby – ud over sidste års Frygteligt lykkelig har vi i film som Mørke og Kunsten at græde i kor oplevet de mest nederdrægtige sider ved den landlige idyl, men ingen af disse er så rendyrkede gotiske som Ole Bornedals nye drama Fri os fra det onde.

I vant stil lader Bornedal filmen åbne med en konkretiseret fortæller, der både eksplicit peger på fiktionens overdrev, men som samtidig lægger sig i forlængelse af en stolt tradition af narrative stemmer, der forankrer alle de ting, vi ser i filmen. Man skal dog ikke kun forvente sig en rendyrket, postmoderne fantasmagori fra Bornedals side, der udelukkende har sat sig for at dekonstruere en Morten Korch’sk landlig idyl og erstatte denne med en mareridtsagtig vision, der kunne være, som den er kalkeret direkte ovenpå en våd drøm fra Dansk Folkeparti – Fri os fra det onde er nemlig på en gang hverdagsdrama, shakespeariansk tragedie, hommage til en lang række amerikanske thrillers, kulsort satire og et gotisk kammerspil, der - ganske som den lastbil, der i sætter filmens handling i gang – fræser tilskueren i møde.

Fri os fra det onde starter med et dødsfald. Den fordrukne, frustrerede, bonderøv Lars laver alt andet end af se på vejen, da han rammer en gammel kone fra byen. For at skjule sin udåd, gemmer han hendes scooter og hendes lig i en grøft. Dernæst giver han lokalbefolkningens eneste udlænding - Alain - ansvaret for at aflevere lastbilen til vognmanden, der tilfældigvis er gift med den nyligt afdøde. Alain er ikke kun dårlig til at tale dansk, men han er også meget indadvendt – for vi lærer, at Alains familie blev slået ihjel, da krigen på Balkan rasede, og det gør ham jo til den perfekte syndebuk.

Lars’ bror Johannes er også oprindeligt fra den unavngivne vestjyske by, som filmen foregår i, og han er efter endt advokatstudie flyttet tilbage til hjemstavnen sammen med sin smukke kone og deres to smukke børn. Livet her synes mere enkelt, og vi møder første gang en nærmest lykkelig Johannes i færd med at købe en ny kraftig sømpistol i den lokale isenkrambutik. Han er ved at sætte fødegården i stand, og alt synes godt, lige indtil byfesten går i gang. Liget bliver fundet og en desperat Johannes forsøger at hjælpe Alain væk fra de lokale selvtægtsmænd, der allerede er ved at piske en lynchstemning op under ledelse af Lars.

Hvor filmen indtil dette punkt har været en ekstrem provinsfilm med mørke billeder, en masse intolerant dialog placeret i munden på de største bonderøve og ikke mindst pæn portion ironisering over det hyggelige landsbyliv smidt oven i, synes filmen mod slutningen at blive en hyldest til den klassiske amerikanske spændingsfilm, hvor en mand må forsvare sit hjem overfor en bande galninge. Den mest åbenlyse parallel synes at være Straw Dogs, men i Bornedals fascination af det brutale overgreb som fortælleelement, synes der også at være fundet inspiration i en hel række andre klassikere, der ikke nævnes her, af frygt for at afsløre alt for meget.

Bornedals film er stilsikker, han viser med al tydelighed, at han stadig mestrer at skabe intense, tryggende spændingsscener såvel som befriende humoristisk dialog. Et fantastisk eksempel er i scenen, hvor bøllerne er i færd med at sætte ild til Johannes’ hus. Johannes griber fat i en olielampe for at lave den til en improviseret molotovcocktail,og hans kone siger: ”Hvad er det du laver Johannes? Den har vi jo fået af Per og Gitte… det var jo en bryllupsgave!” Den slags replikker er der rigtigt mange af i filmen. Filmen er sine steder utroligt ubehagelig, men i bund og grund fortæller den stadig en menneskelig historie om arv og miljø, om holdninger, kærlighed, skyld, ansvar, og især synes filmen at have en meget tydelig subtekst, der vil vise det ubehagelige provinsielle hul Danmark har forvandlet sig til siden Pia & Co. fik taletid i folketinget.

Langt de fleste har nok allerede hørt, at det er to kendte ansigter, som spiller Johannes og hans smukke kone, nemlig stand-up komikeren Lasse Rimmer og Lene Nystrøm, der måske bedre er kendt som Aqua-Lene. Men der er på ingen måde grund til at være bekymret over deres talent udi det dramatiske, for i hænderne på en så dygtig instruktør som Bornedal, bliver de i stand til at kaste deres kendisstatus af sig, og i stedet kommer de begge til at fungere som troværdige karakterer.

Der er sikkert de, der vil mene, at Bornedals seneste film er alt for karikeret, men det gør på ingen måde dramaet mindre, for i Bornedals univers er det filmen og den dramatiske fortællingen og ikke socialrealismen, der er det centrale – og tusind tak for det!

Tidligere har vi oplevet Bornedal på ekskursion i provinsens kulturkløft eksempelvis i tv-serien om Charlott og Charlotte, men modsat den er Fri os fra det onde langt mere stilren og væmmelig. Det lykkes virkelig Bornedal at give tilskueren lyst til at flytte til den nærmeste større by, for bandevold, Black Cobras, HA, autonome, ludere, bumser og narkomaner synes ligefrem godt selskab oven på de idioter som befolker Bornedals landsby. Bornedal udtalte forleden på DR2, at han så sin film som en ”folkekomedie i mol” og det er faktisk ret rammende – for ikke alene er det barskt og ubehageligt, men det er også vældigt underholdende.