Blandt gyserfans skelnes der normalt mellem to slags gys: det fysiske gys, der tager sit udgangspunkt i den udkrængede krop, som det man oplever i splatter- og slasherfilmene, og det psykologiske gys, der i stedet fokuserer på stemningsopbygning og forestillingen om at der er noget ondt, uhåndgribeligt måske endda usynligt, der lurer og truer.

I den amerikanske gyser The Possession placerer Ole Bornedal sin film solidt i den sidstnævnte kategori, for som titlen antyder, så er der tale om en film om en ondskabsfuld dæmon der, sikkert ikke overraskende for de filmelskere der holder af genren, besætter en lille pige. Herefter følger en beskrivelse af familiens kamp for at få uddrevet dette væsen fra stakkels, lille Emily, som hun naturligvis hedder. (Fans af besættelsesfilm vil selv kunne finde referencen)

Filmen starter dog et helt andet sted, for i anslaget oplever vi en ældre dame, der tilsyneladende har et meget anstrengt forhold til en mærkværdig trækasse som står på hendes kaminhylde. Kassen er udstyret med hebraiske skrifttegn og det er som om noget i kassen hvisker til hende. Hun forsøger at dæmpe sin uro ved at sætte lidt musik på, men i næste nu flår en usynlig kraft den ældre dame rundt i stuen og kaster hende ind i både vægge og stueborde med en voldsom kraft.

Fokus flyttes i næste nu til kernefamilien, der har deres egne, mere mondæne problemer at slås med. Mor og far er ved at blive skilt og selv om de stadigvæk holder af hinanden, synes skilsmissen at tage ganske hårdt på deres to piger, teenagedatteren Hannah og lillesøsteren Emily. På et besøg hos farmand, tager de på et loppemarked, der afholdes på græsplænen foran det hus, hvor den gamle dame blev revet rundt i den første scene og naturligvis får Emily lov til at købe det skæbnesvangre skrin og tage dette med sig hjem.

Inden man kan nå at nynne temaet fra Tubular Bells er den rivende gal med den yngste datter. Faderen ser hende tale til skrinet og store møl invaderer hans nyindkøbte hus. Emily, der førhen var så aktiv i skolen, får nu en masse problemer, trækker sig ind i sig selv og langt de fleste voksne tror naturligvis at grunden skal findes i førnævnte skilsmisse. Tilskueren ved dog allerede udmærket at det er den mærkværdige kasse, som er årsagen.

The Possession er meget løseligt baseret på artiklen “Jinx in a Box” af Leslie Gornstein og selv om ideen med dibbuk-kassen er ny, er resten af handlingen dog ufatteligt generisk. Der er ikke noget nyt under solen her og har man set mere end to spillefilm om besættelse, så vil man næppe blive overrasket. Det til trods, er der al mulig grund til at give filmen en chance hvis man er fan af denne type horrorfilm, for de danske fingeraftryk som er blevet sat på filmen kan faktisk mærkes.

Ikke alene er fotograf Dan Lautsens billeder meget flot komponeret og stemningsfulde, men man kan også mærke at der har været en instruktør med virkelig talent for personinstruktion med på vognen. Der er derfor en mærkbar forskel på atmosfæren og troværdighedsgraden hvis man sammenligner The Posession med en lang række andre generiske besættelsesfilm. Den tager både sine figurer så tilpas seriøst at de bliver troværdige – især parret spillet af Kyra Sedwig og Jeffrey Dean Morgan, men også unge Natasha Calis er uhyggeligt skizofren i rollen som Emily. Dialogscenerne er gode, igen især mellem skilsmisseforældrene og selv om filmen i den sidste tredjedel skruer tempoet så meget op, at den får lidt for travlt med at få nå mod slutningen, holder resten af filmen et godt tempo, der giver seeren mulighed for at komme ind på livet af hovedpersonerne.

Endelig gør filmen brug af en virkelig god dramatisk effekt, idet mange, meget voldsomme scener, hvor der skriges højt mens musikken er skruet helt op, krydsklippes med totalskud, hvor kameraet pludselig svæver lydløst, højt over huse og bygninger. Denne bevidste brug af stilhed og distance virker virkeligt godt, selv om den er set før.

Har man derfor lyst til at se en velspillet, velinstrueret og underholdende film om dæmobesættelse så er The Posession et virkeligt godt bud, men man skal bare ikke forvente en film der er en fuldstændig nyskabelse af genren, i stedet kan man god glæde sig til at opleve solidt håndværk og et par gode gys.