Mikael har set sig selv synke ind i anonymitet og stilstand, og søger forandringer, der kan bringe ham ud af sin mentale tristesse. Han tager derfor orlov fra sit arbejde, og har – på det tidspunkt, vi træder ind – gået hjemme i et stykke tid. Det har ikke helt hjulpet ham, hvilket får ham til for det første at nedskrive sine tanker i dagsbogformat (der bliver til filmens voice over), men for det andet finder han en udfordring, da hans svoger – der er læge – fortæller ham om et forsøg med nye antidepressiver, han driver. Mikael melder sig til forsøget, og indtræder deri, selvom svogeren forsøger at tale ham fra det. Mikael føler hurtigt forandringer til det bedre. Han får et indblik i sig selv, som han ikke normalt har haft – men andre processer, der er mere ukontrollable, begynder også at tage form.

Filmen er lagt an som et familiedrama med et væsentligt snit fra den psykologiske thriller oveni. Stilen er kølig, og afspejler den mentale situation, som Mikael er i. Hjemmet er stilrent og pletfrit, men det er samtidig uden sjæl. Mikael har længe ført et pletfrit og velordnet liv uden afvigelse fra det udstukne spor – og netop derfor føler han sig motiveret til at træde lidt ved siden af. En mulighed disse nye antidepressiver tilsyneladende hjælper på vej. Mikaels kone er – uden antageligt helt at ville det – en smule kontrollerende, og af samme grund søger Mikael også væk både fysisk og mentalt. Det er ikke et skilsmissedrama, men Mikael føler sig dog hengemt i et rum uden udfoldelsesmuligheder.

Kristian Levring står bag instruktionen. Det er ikke tit, han sætter sig i den stol, og Den du frygter er blot hans anden film efter gennembrudsfilmen The King Is Alive fra 2000, der var den fjerde dogmefilm. Der er dog en række abstrakte lighedspunkter med denne, der er værd at nævne. En bus bryder – i dogmefilmen – sammen i midten af en ørken, og passagererne må forsøge at overleve i ensomhed, mens de venter på hjælp. Afsondring er også en kilde til selv(indsigt) i Levrings opfølger til The King Is Alive, nemlig The Intended fra 2002, hvor det er den malaysiske jungle, der er omdrejningspunkt. Disse passager leder til en skildring af ensomhedens og det afsondredes indflydelse på det enkelte menneske, hvilket også er kendetegnende for Den du frygter, hvor Mikael rejser til sit gamle fødehjem, der nu står tomt, for at få rum til refleksionen. Her opdager han sider af sig selv, han ikke anede han havde – og han vender hjem med en fornyet kraft, der ikke just viser sig at være frugtbar for hverken parforhold, familie eller venner.

Den du frygter er – som titlen antyder – også derfor et forsøg på at afsøge perspektiver i frygten. Det skal selvfølgelig ikke afsløres her, hvor og hvordan frygten kommer til udtryk, og det bliver da heller ikke gjort helt klart undervejs, hvem du’et i titlen rent faktisk henviser til. Denne uvished ligger latent filmen igennem, hvilket selvfølgelig er en kilde til diskussion af frygtens struktur. Præmissen for filmen er derfor i særdeleshed interessant, og de første personlige portrætter af den forstenede Mikael fungerer da også godt – særligt med det kølige hjem og den golde natur som bagtapet undervejs. Desværre fortager dette personlige portræt sig undervejs til fordel for en alt for overvurderet grundstruktur hentet fra thrilleren. Hvor den første del af filmen for alvor formår at internalisere frygten uden kilde, så tager den anden halvdel fat på frygten i mere eksternaliseret format. Portrættet af Mikael, der fungerede så godt i starten, mister derved sin troværdighed.

Med andre ord er Den du frygter en fortællemæssigt og stilmæssigt blød mellemvare, der ikke opretholder den hårde kant, som den rent faktisk plæderer for til at starte med. Afrundingen kommer selvfølgelig – som det sig hører til – bag på seeren, men på det tidspunkt er den psykologiske profil kørt så langt ud, at det er blevet relativt uinteressant. Hvor The King Is Alive er en af de mest undervurderede dogmefilm, så er Den du frygter desværre en smule overvurderet.