”Jeg var en fejl”, siger Emma, spillet af Fanny Leander Bornedal, i begyndelsen af faderen, Ole Bornedals nye film Nattevagten II. Ikke blot er denne film, den svære to´er, mindst lige så vellykket som etteren, Nattevagten fra 1994, men Emma viser sig i den nye thriller som alt andet end en uønsket datter, tværtimod: en spændende og helt afgørende drivkraft i Nattevagten 2 – dæmoner går i arv.

Ole Bornedals Nattevagten blev set som et nybrud i dansk film noir, en gyser, der høstede ikke blot gysser, men også begejstring hos et bredt publikum. I de mellemliggende år har multidramatikeren Ole Bornedal skabt en lang række TV serier, herunder Charlot og Charlotte (1996) og 1864 (2014), samt de prisbelønnede film Dybt vand (1999), I am Dina (2002) og Vikaren (2007). Hertil kommer filmen Skyggen i mit øje (2021) om de børn og nonner, der omkom, da Royal Air Force ved en fejl kom til at bombe Den franske skole i slutningen af Anden Verdenskrig. Endelig blev der tid til mellem 2002 og 2004 at skrive teaterforestillingerne Skrigerne og Mænd uden noget til Aveny Teateret.

Nightwatch fra 1997 var en amerikansk genskabelse af Nattevagt I, der trods en stjernebesætning med bl.a.Ewan McGregor, Patricia Arquette, Josh Brolin og Nick Nolte. fik en blandet, overvejende negativ modtagelse. Der syntes at være enighed blandt amerikanske kritikere om følgende konklusion: ”Nightwatch taber meget af den inspiration, som inspirerede dens danske originalversion – og dokumenterer, at genskabelse af en udenlandsk film og ansættelse af den oprindelige instruktør ikke er nogen garanti for succes.”

Det har heldigvis ikke afholdt Ole Bornedal fra at følge op på den danske version af Nattevagten.

Nattevagten 2 kan sagtens ses uden forhåndskendskab til forgængeren. Særligt i begyndelsen af det ny kapitel trækkes der et væld af tråde tilbage til det, der skete i kælderen på Retsmedicinsk Institut for knap 30 år siden. Den forbrydelse er aldrig blevet glemt, og det er ikke tilfældigt, at Emma har taget jobbet som nattevagt netop det sted, hvor den psykopatiske seriemorder, kommissær Wörmer, forsøgte at dræbe hendes forældre. Siden dengang har de været hjemsøgt af erindringen om den nat, og med denne fortielse er Emma vokset op og har arvet forældrenes traume.

Emma beslutter sig for at udrede, hvad der egentlig skete dengang med Wörmer. Hun får iværksat et uautoriseret møde med ham i hans isolationscelle. Men oplevelsen trækker den dømte kommissær ud af sin koma og sætter en kæde af skæbnesvangre begivenheder i gang. Nu starter et blodigt hævntogt mod alle dem, som i sin tid beseglede Wörmers skæbne som der skrives på Filmdatabasen fra Det danske Filminstitut. Tredive års interval har ikke forhindret visse skuespillere fra at genindtræde i rollerne fra originalen. Nikolaj Coster-Waldau er faderen Martin, traumatiseret efter hustruens selvmord. Kim Bodnia er den tics og tourette-plagede politimand Jens, der forhindrede det modbydelige mord på begge ægtefæller, som kommissær Wörmer var ved at begå og så har Ulf Pilgaard genindtaget sin skrækindjagende skurkerolle som kommissæren, der nu lader til at være en afkræftet grønsag i et mørkelagt rum på sindssygehospitalet St. Hans.

Coster-Waldau’s præstation forekommer især i begyndelsen noget famlende, karakterløs. Skæbnen har jo været hård ved ham, og han er tilsyneladende naglet fast til en zombie-tilværelse spundet ind i Wörmer’s djævelske manipulation og magi. Det giver dog baggrund for at nyde Emma’s troværdige rolle som datteren, der prøver at banke liv i faderen. Og Emma får godt modspil fra tre venner, især Frederik (Alex Høgh Andersen).

Fra den helt igennem velcastede rollebesætning fortjener Paprika Steen omtale som skrap, kontant politikommissær , Sonja Richter som den velmenende psykiater på St. Hans og Casper Kjær Jensen som en uhyggelig psykopat, Bent

Som spændings-gyserhistorie holder filmen hele vejen igennem. Farver og belysninger i hospitalets dystre kælderregioner er ægte noir. Spændingen holder til det sidste og lydeffekterne understøtter uhyggen: pseudoblid musik afløst af voldsomme ’udbrud’ af musikstumper, som givetvis indeholder en masse symbolik, stilethæles klikken mod cementgulvet i gulmalede kældergange. Som en af Ole Bornedals figurer ´den gale mand´ fra TV-programmet Den gode, den onde og den virk’li’ sjove (1990-91) udbrød : "Det' fan'me uhyggeligt, du!".

For det er Nattevagten 2 helt igennem, uhyggeligt uhyggelig, men også med strejf af humor og ironi, der for alvor giver uhyggen autenticitet, og som nok skal tiltrække et stort publikum.