I 2005 overraskede den skotske instruktør Neil Marshall mange gyserfans med den utroligt stemningsfulde og klaustrofobiske grottegyser The Descent, hvor seks veninder, der ellers skulle have haft en hyggelig dag med at klatre rundt i en drypstenshule, pludselig indser at hulen er befolket af lynhurtige, kannibalistiske uhyrer kaldet Crawlers. Filmen blev så populær at den omkring sin udgivelse fostrede flere ret triste efterligninger, som eksempelvis The Cave og Caved In. Disse film forsøgte alle at lukrere på interessen for uhyre-hule kombinationen. Spørgsmålet er så om den officielle efterfølger The Descent part 2, der på dansk har fået undertitlen Tilbage til helvede, kan leve op til sin forgænger?

Det er Jon Harris der afløser Neil Marshall som instruktør. Harris var klipper på den første film og filmen tager tråden op næsten umiddelbart efter det sted hvor den første sluttede. Den eneste overlevende fra den første film, Sarah, vågner op på hospitalet. Hun er tilsyneladende så traumatiseret over hændelserne, at hun ikke har nogen som helt erindring om hvad der er skete nede i hulen, endsige at den var beboet med sultne, hvide kannibaler. Men hun skal nok få hukommelsen tilbage, for der er sat en storstilet eftersøgning i gang, da en af tøserne fra den første film tilsyneladende var datter til en fremtrædende politiker.

En gammel, lokal, politispradebasse insisterer på at hive Sarah ud af hospitalsgevandterne, smække en hjelm på hovedet af hende og trække hende tilbage til grottesystemet, dels i håb om at Sarah måske kan huske, hvor hendes veninder er blevet af og dels fordi hun på den måde måske pludselig bedre kan huske, hvad der egentlig skete.

Den grundlæggende præmis for filmen er derfor næsten det samme som i den første, idet man skaber en grund til at et hold mennesker skal ned i en hule, for så en efter en at blive nakket af Crawlers. Forskellen er nu at der denne gang også er mænd blandt de klatrende. En af de meget fine ting ved den første film, var hele konceptet om at alle medvirkende (kannibalerne undtaget) var kvinder – for det syntes at være en virkelig god pointe i at vise hvordan veninder pludselig bliver dødsfjender og at der faktisk også opstår ”alfa-hunner” i sådanne ekstremt pressede situationer.

Som man kan se i ekstramaterialet til filmen, var det et helt bevidst valg fra det nye holds side ikke at ”lave en Aliens” som de kalder det – det vil sige, at der næppe var megen idé i at lade svært bevæbnede kamptropper klatre ned i hulen for at kæmpe mod Crawlers. På den måde ville stemningen gå tabt mente de og det kan de godt have ret i. Omvendt set så kunne man også mene at The Descent part 2 også forekommer alt for meget som en gentagelse af det som gjorde etteren så populær.

Skuespillet er hæderligt, men også forventeligt overspillet, som man nærmest regner med i film som disse, til gengæld er stemningen i det meste af filmen ganske god, for idet vore menneskelige madpakker efter tyve minutter ankommer i hulens dyb, kan man alligevel ikke undgå at blive en smule interesseret i hvad der vil ske med dem.

For de blandt kapellets læsere, der holder af ulækre splatter- og gross-out effekter, så er der også rigeligt at nyde i denne fortsættelse. For nu at komme med en lille spoiler og personlig favorit: så kan man ikke helt undgå at tænke tilbage på maddike-poolen i Dario Argentos Phenomena (eller Creepers som den måske bedre kendes som) når vi i The Descent part 2 er vidne til en håndfuld overlevende, der pludselig dumper ned i, hvad der skal vise sig at være det sted som hulens lokale beboere benytter som latrine.

Det til trods er The Descent part 2 på ingen måder hverken lige så opfindsom, klaustrofobisk eller intens som sin forgænger, men sådan er det jo oftest tilfældet med fortsættelser. Ikke desto mindre er det heller ikke en film, som udelukkende virker som et metervareprodukt eller en film man bør gå i en stor bue udenom. Der er tænkt godt over handlingen, de karakterer der optræder igen og så kan man faktisk godt se begge film i rap uden alt for store uoverensstemmelser. Dertil kommer at der findes reelle spændingsmomenter og et på gode overraskelser i filmen. Overraskelser som nok kan tilfredsstille de selv de mest hårdnakkede fans af den første.