Ens forventninger til en given film har en ganske stor indvirkning på filmoplevelsen. Det handler blandt andet om, at man forventer cowboys, saloons og skuddueller, når filmen betegnes som en ”western”. Oplevelsen kan også blive skuffende, hvis man eksempelvis havde regnet med at se et boksedrama, men i løbet af filmen finder ud af, at boksningen slet ikke fylder nær så meget som de dramatiske elementer. Det er nemlig præcis hvad denne anmelder oplevede, da den nye film Southpaw kom i afspilleren.

Det er instruktøren med det noget særprægede navn Antoine Fuqua, der står bag, og han laver normalt film, der både byder på drama, men også en god portion effektiv action. Det var Fuqua der lavede den første film med den kinesiske superstjerne Chow Yun-Fat i Hollywood, The replacement killers, foruden den barske politifilm Training Day og selvtægtsfilmen The Equilizer.

Selv om traileren måske godt kunne pege i retning af, at Southpaw i virkeligheden var en far/datter-film mere end en regulær boksefilm, så kunne man også opleve Jake Gyllenhaal forvandlet til hårdtpumpet sværvægtsbokser, der med blod ud af munden raser mod seeren.

Gyllenhaals fysiske forvandling er en ganske imponerende bedrift, især når man ser på mandens fysik i den fantastiske, men svært oversete Nightcrawler. Forventningerne pegede derfor i retning af en film, der naturligvis ville byde på drama, men også på mange, brutale boksekampe. Der bliver da bokset, men Southpaw er primært en karakterbåren film, der bruger størstedelen af spilletiden på at tegne et nuanceret portræt af en bokser og dennes personlige nedtur.

Da vi møder Billy, er han stort set på toppen af sin karriere. Han har et stort hus, en masse flotte biler, en datter i privatskole og en smuk kone. Billy vinder endnu en titelkamp og under pressemødet provokeres han af en rivaliserende bokser, der højlydt påstår, at Billy ikke tør møde ham. Dette nagende uvenskab bliver til decideret had, da et skænderi ved en gallafest senere opstår mellem dem. Det kommer til håndgemæng, og en håndlanger trækker en pistol, som affyres nærmest ved et uheld. Ingen af bokserne rammes, men derimod såres Billys kone alvorligt og udånder kort tid efter i armene på sin mand.

Billy er nu ikke kun enkemand, han er også alenefar og har utroligt svært ved at komme sig over sit tab. Samtidig kan hans manager fortælle, at han bliver nødt til at bokse videre, hvis han vil opretholde den ekstravagante livsstil, som han er blevet vant til.

Det leder til, at Billy uvilkårligt træffer nogle elendige valg, der betyder, at han pludselig har mistet både hus, formue og ikke mindst forældremyndigheden over sin datter. Tabet af datteren bliver samtidig til hans motivation, for Billy opsøger herefter træneren Tick Wilis (Forest Whitaker) og trygler om at få ham som sin personlige træner. Det var nemlig Tick, der i sin tid trænede den eneste bokser, som har slået Billy i ringen.

Ovenstående kan muligvis godt lyde som en helt typisk boksefilm, hvor den drastiske forskel blot er den, at vi ikke skal se hovedpersonen starte helt fra bunden, men at det derimod er en etableret bokser, der takket være uheldige omstændigheder og tåbelig opførsel tvinges til ydmyghed og til at finde tilbage til både sin sport og til sig selv. Det vil da også være rigtigt, men alskens træningssekvenser og billeder af Jake, der knokler for at komme i topform, mens Eminems ”Phenomenal” blæser ud af højtalerne, ændrer ikke ved det faktum, at det er en film, der satser mere på familiedramaet mellem far og datter, end en regulær boksefilm.

Man skal derfor være beredt på også at have lyst til at se en masse scener med en nedbrudt hoverperson, der må forlade børnehjemmet, fordi hans datter nægter at tale med ham, og en række rørende scener, hvor farmand skriger i puden, efter han grædende studerer fotografier af det, der engang var en ideel familielykke. Havde man vidst, at Southpaw var så melodramatik som udgangspunkt, ville det nok heller ikke gøre noget, men ser man på omslaget til filmen, flyttes ens forventninger altså et andet sted hen.

Det skal i al retfærdighed siges, at når der så bokses, så fungerer det også virkeligt godt. Gylenhaal er troværdig som fighter. Han både modtager og deler hårde tæsk ud. Muligvis for at gøre dramaet i filmen mere vedkommende, så er scenerne fra ringside så realistisk og voldsomt iscenesat, at det er svært at komme tættere på en boksekamp end det, som er tilfældet her.

Southpaw er en film, der sikkert ville være blevet bedømt langt mere positivt fra undertegnede, hvis der var blevet foretaget en grundig forventningsafstemning først. For som drama fungerer den virkeligt fint. Forventer man sig en boksefilm, bliver den mere end blot en anelse langtrukken, når man nu havde forventninger om at skulle se en masse svedige, blodige boksekampe.

Omvendt set, så har kapellet hermed givet dig - kære læser – en fair advarsel, for er du til et velfungerende personligt drama, så er Southpaw helt klart værd at opleve. Gyllenhaal og hans medspillere er alle rigtigt gode, og fortællingen er både opbyggelig, men indrømmet en anelse forudsigelig. Så er du til dramatik og godt skuespil, så bør du se Southpaw. Er du boksefan, så bør du finde en anden film.