Siden den teknologiske udvikling tog fart, har også filmediet nydt godt af nye sprudlende talenter med kunstneriske visioner og teknisk animationskunnen. Det oprørske independentstudio Pixar udfordrede (og vandt?) over primært Disneys men også Dreamworks’ ellers faste dominans på børne- og ungdomstegnefilmsmarkedet med globale succeser som Toy Story, Finding Nemo, Up og for tiden venter vi spændt på seneste skud på stammen, Inside Out! med Amy Poehler og Mindy Kahling bag stemmerne.

Fra at have været klassens frække og uafhængige rebel, så er Pixar nu selv et etableret millionimperium opkøbt af Fader Disney, som følgeligt skaber og repræsenterer mainstreamfilm. Denne forudsigelige udvikling gør det endnu mere forfriskende at få fingrene i vinderfilmen fra dette års udgave af den danske børnefilmsfestival Buster: Den belgisk-franske Drengen med det tikkende hjerte, der er produceret af fransk spillefilms legebarn, Luc Besson.

Grundlæggende er det en enkel historie med en enkel pointe: Vi befinder os i 1900-tallets Edinburg, hvor vi er med til fødslen af vores hovedperson. Drengen Jack kommer til verden med et ishjerte, da hans mor føder ham midt i en isnende kulde. Da han adopteres af en heks udskifter hun hans frosne hjerte med et kukur, hvilket redder hans liv men også tvinger ham til at vokse op med og leve efter tre strenge regler: Han må ikke røre urets visere, han må ikke lade sit temperament løbe af med ham, og han må ikke blive forelsket.

Urhjertet kan altså ikke tåle nogen som helst form for følelsesmæssige udsving, og hele filmens udfoldning af plot centreres omkring denne spænding mellem polerne i den menneskelige eksistens allerede fra fødslen af: For hvordan gå i gennem et liv uden at udvikle følelser af raseri, frustration, glæde, lykke, forelskelse? Denne grundkonflikt stilles Jack overfor da han ser en smuk ung pige synge på gaden, som han forelsker sig i og beslutter at følge. Symbolerne er m.a.o. til at tage at føle på – det mekaniske, hårde, kolde, kukur af jern overfor et rigtigt levende, bankende, blødt og påvirkeligt menneskehjerte.

Jacks rejse og udfordringer undervejs inden den forudsigelige, men ikke desto mindre tilfredsstillende, slutning er måske en enkel pointe, men det er opbygningen af plottet ikke. Andre anmeldelser har beskrevet filmen som rodet og ujævn, men for undertegnede giver det mere end god mening at en fortælling om mødet med de store følelser og dilemmaer i eksistensen kan fortælles i en diggressiv struktur – livet er netop ikke én lang lineær rejse uden svære udfordringer og umulige eller ulogiske valg, og den pointe kan børn sagtens forstå og identificere sig med. Dette ses desuden også i klipningen, der både er mere abrupt og samtidig glidende i dens skift og overgange fra scene til scene.

De vil elske sammenhængende mellem form og indhold, ligesom den lidt gammeldags animationsmetode og valget af et nostalgisk gyldent-brunt lys vil appellere til et ungt publikum vant til f.eks. Disney og Pixars distinkte udtryk. Derfor giver det også god mening, at filmen ikke er én lang latterrejse fyldt med falden-på-halen-tricks og platte jokes. Børn kan sagtens tåle at se historier om store, alvorlige emner og med et snert af melankoli. Måske vil Drengen med det tikkende hjerte endda inspirere poderne og forældrene til en god snak bagefter om det der mærkelige, men også fantastiske, menneskeliv fyldt med både smerte og hjerte.