Een af de første ting man hører, idet man åbner op for godteposen med ekstramateriale på BluRay-udgaven af The Equalizer 2 er at dette er den første gang hvor man kan opleve Denzel Washington spille med i en fortsættelse.

Tydeligvis har skuespilleren været så glad for rollen som Robert McCall, i den første film som kom i 2014, at han valgte at sige ja til to’eren. Kapellet missede desværre den nye film i biograferne, men heldigvis er den netop kommet ud på DVD, Bluray og en række streamingtjenester.

I anmeldelserne af den første film, var det helt undgået Kapellets ellers så vågne falkeblik, at filmen er baseret på en tv-serie skrevet af Richard Lindheim og Michael Sloans, der kørte fra 1985-1989. Her blev rollen som McCall spillet af Edward Woodward, men det er tvivlsomt, hvor mange der kender denne serie på vore breddegrader.

I The Equalizer 2 møder vi atter engang den stilfærdige Robert, der godt nok er flyttet fra sin forrige adresse, men som stadig har hjertet på rettet sted og samtidig ikke er bange for at ty til brutalitet og mord, for at beskytte de svage og sørge for at retfærdigheden sker fyldest. Eksempelvis oplever man i filmens åbningsscene, hvorledes Robert er i stand til egenhændigt at nedkæmpe en flok stærke bodyguards i en togkupe, hvorefter han konfronterer den mand, som er hans egentlige mål. Robert fortæller at manden, at han ikke bare sådan kan kidnappe et barn, selv ikke hvis det er mandens eget. Kort tid efter ser man moderen blive genforenet med dette barn og alle er glade. Selvtægt er muligvis ikke lovligt, men det virker som det rigtige, når det er Denzel der står for det.

Fortsættelser er som regel svære, men heldigvis har filmen fået tildelt en instruktør, der ved hvad han gør. Samme instruktør som stod for etteren, i øvrigt. Filmen fortælles ikke i et rasende tempo, men afvikles stille og roligt, så scenerne med voldsudøvelse også kommer til at fremstå en del vildere. Både i den første film og i den nye, møder vi Robert, der godt nok har en fortid i såvel militæret som CIA, men som udadtil har opgivet dette liv for længst. I den første film arbejdede Rob i et byggemarked, i den nye er han Über-chauffør. Indimellem kan han dog ikke lade være med at få tilbagefald og myrde løs, men dette sker kun hvis hans retfærdighedssans virkelig krænkes.

Dette træk gør selvsagt vores hovedperson til en meget sympatisk voldsmand og morder, for alle hans drab og voldsgerninger er klart motiveret. Alle de der selv har misbrugt deres magt eller styrke, får som fortjent. Eksempelvis er det svært ikke at frydes over scenen hvor vor hovedperson tager tilbage til en flok rigmandsdrenge, efter han har kørt den prostituerede, som gutterne har mishandlet, på hospitalet. De får som fortjent. Selv om scener som denne jo er drivkraften i selvtægtsfortællinger, så er det sikkert ikke en form for underholdning der vil appellere til alle. Især ikke de, der holder fast i at man skal lade ordensmagten klare den slags problemer – også på film.

Plottet i The Equalizer 2 er ikke synderligt kompliceret, selv om det indledningsvist måske virker sådan. Sagen er den af en af Roberts forhenværende arbejdskollegaer fra efterretningstjenesten er blevet dræbt og dette vækker nærmest per automatik Hr. McCalls evne til at finde frem til og konfrontere skurkene med deres ugerninger. Det gør han til trods for at de folk Robert skal nedkæmpe viser at være i en vægtklasse, der er tættere på hans egen, især sammenlignet med de andre typer af skurke som Robert normalt går i håndgemæng med.

Grundhandlingen om at opnå retfærdig hævn er derfor ganske ligetil men der gives også som i den forrige film plads til kortere hævnfortællinger og til at Robert møder nye mennesker i sit liv. Et af de bedste eksempler er hans venskab med en ung, sort fyr, der bor i samme boligkompleks som han selv. Han frygter (med rette skal det vise sig) at den unge mand er på vej ud i noget snavs, men da Robert kan se potentialet i fyren, forsøger han at hjælpe ham.

Selv om der er lighedspunkter med den første film, er det ikke en egentlig karbonkopi. Der er ikke nær så meget fokus på McCalls OCD (eller som en kammerat jokede med ”CDO, hvis det skal være i alfabetisk rækkefølge” – red.) eller på årsagen til at han er så ”glad” for at læse. Det skal man nok have set den første film, for at kunne forstå. Der genbruges også den idé med at vor hovedperson timer sig selv, når han skal dele lammere ud. Det skal samtidig siges, at voldsscenerne desværre ikke lige så opfindsomme denne gang som de var i den første film, hvilket er lidt skuffende, for Kapellet havde da håbet på at to’eren ville blive endnu vildere.

Antoine Fuqua er bestemt en hæderlig instruktør. Han kan sit kram og Denzel spiller med vanlig elegant indlevelse. Selv om der måske ikke er mange nuancer at arbejde med, så er det ret utroligt at han kan tilføre så meget charme og liv til en figur, der ret beset er ganske todimensionel. Rent teknisk er filmen også flot at skue, godt klippet og heldigvis byder den på nok actionscener, til at de opvejer filmens mere handlingsbærende scener.

The Equalizer 2 ender derfor med at vare en ganske hæderlig to’er, der både bygger fint videre på figuren fra den første film og som giver seeren det som man kan forvente. Blot ærgerligt, at der på udsatte steder plankes så meget direkte fra film nummer et og at actionsekvenserne ikke helt kan leve op til forgængerens ganske opfindsomme klimaks i byggemarkedet.