En snart midaldrende, gråhåret mandsperson hører sikkert ikke til den primære målgruppe, når filmen, der skal anmeldes er en amerikansk, high school-teenage-komedie. Ikke desto mindre skal man indimellem også udfordre sig selv og kaste sig over film, der ligger en del uden for ens normale kompetencefelt. For om ikke andet, så kan mødet med en film som Barely lethal minde undertegnede om præcist, hvor gammel han egentligt er.

Filmen præsenterer sig via sit omslag som en rendyrket agentfilm, men det skal man selvsagt ikke lade sig narre af, for det viser sig hurtigt, at filmen fraviger agentmiljøet til fordel for en metabevidst skildring af amerikansk ungdomsliv. For filmens kvindelige hovedperson: Agent 83 (der senere går under det noget mere mundrette navn Megan) ser, mens hun er på en opgave, sit snit til at smutte væk fra den tophemmelige organisation, som har trænet og oplært hende til at være en naturligt født dræber fra, hun var en ganske lille pige.

Selv om hendes overordnede konstant har advaret sine agenter om farerne ved at knytte bånd til andre, er der intet i verden, Megan hellere vil. Så hun iscenesætter sin egen død. Herefter finder hun en værtsfamilie, som hun kan bo hos under påskud af at være udvekslingsstudent fra Canada. Selv om Megan ikke har problemer med at kaste sig ind i nærkamp mod fem voksne mænd, er der ikke nogen, der har forberedt vor unge heltinde på, hvor hårdt det kan være at skulle navigere gennem et high school-miljø fyldt med intriger, sladder og mobiltelefoner, der hele tiden er klar.

I forsøget på at klare overgangen fra agentlivet til familielivet bedst muligt kaster Megan sig naturligvis over gamle episoder af Beverly Hills 90201 og film som 10 Things I hate about you, Clueless og lignende som research. Dette gør selvfølgelig, at hun indledningsvist optræder ganske kikset i sine nye omgivelser. For den high school, hun er begyndt på, er slet ikke som dem hun kender fra filmene. Megan er dog langt fra den eneste elev på skolen, der konstant smider om sig med referencer til andre populære film, der foregår i disse miljøer. Eksempelvis kan man i en scene ganske sent i filmen opleve en af de medvirkende citere en nøglescene fra Breakfast Club.

På den måde leger filmen ikke kun med de klicheer, vi kender fra teenagefilmen, men samtidig med alle dem, vi forbinder med agentfilmen. Det gør den egentlig meget godt, men det er også en film, der lider af den samme form for skizofreni som sin hovedfigur – for filmen synes også at have lidt svært ved at beslutte sig for, om den helst vil fokusere på spiondelen eller ungdomskomedien.

Der kan sikkert være enkelte, der kan indvende om ikke Barely Lethal sagtens kan både spion- og ungdomsfilm samtidig. Det kunne den i princippet også godt. Sagen er blot den, at selv om den både har gode intentioner og et rimeligt budget i ryggen, så er der flere ting, som ikke fungerer helt optimalt. Dette handler ikke kun om, at filmen selv forfalder til mange af de genreklicheer, som den så ivrigt citerer og leger med. Det er også, fordi hverken dens actionelementer eller dens high school-fortælling når at komme ind under huden på en. Uanset om man er gammel anmelder eller om man hører til dens primære målgruppe.

Der er dog stadig en række morsomme figurer og scener i filmen, som eksempelvis faderen til skolens tekniknørd, der er så stygt pinligt, at det er nærmest uudholdeligt. Desuden er filmens grundlæggende morale en, vi har set et utal af gange før, men som sagtens kan klare gentagelse. For filmen viser jo sin tilskuer, at uanset hvor utilpasset man end må føle sig, så skal det nok lykkes at finde venner og en plads i fællesskabet, også selv om der både er væmmelige klassekammerater, hemmelige agenter og ondskabsfulde terrorister, der allesammen forsøger at forpurre dette.

Barely lethal er en film, der vinder ved at være så selvbevidst, som den er, for idet filmens figurer ikke tager dem selv så alvorligt, så bliver det også lidt nemmere at holde af dem. Denne ironiseren over begge genrer kommer samtidig til at være filmens akilleshæl, da tilskueren på denne vis også bliver distanceret fra figurerne i den.

For en film, der leger med disse genrer, ville det have været ønskværdigt, at den måske tog dem begge lidt mere alvorligt, så seeren også ville kunne det. I det mindste burde filmen have forsøgt at gøre noget helt andet med sin fortælling end udelukkende at følge de helt traditionelle handlingsmønstre, som de film, den konstant kommenterer på, også benytter.

Den endelig dom over Barely lethal er, at det er en helt igennem middelmådig ungdomsfilm, der blander action med ungdomsproblemer. Der findes dog en masse film (både de, der handler om agenter, og de, der handler om unge menneskers liv), som er langt mere seværdige end denne. Derfor egner den sig sikkert bedst som et hurtigt fix på pigeværelset. En munter lille film, man kan se sammen med veninderne, men sikkert ikke en film, som kan tåle mere end et enkelt gensyn, uanset hvor sød ham den unge mand med guitaren ellers er.