For at vurdere films kvalitet grundigt, hvilket ret beset er det, som bør være filmanmelderens spidskompetence, er det indimellem nødvendigt at gense film, som fortjener det. I denne proces kan det forekomme, at gensynet enten forstærker og cementerer det indtryk af værket, som man havde ved første gennemsyn, eller også kan man risikere at det man indledningsvist blev begejstret for, desværre ikke fungerer lige så godt når man genser filmen. Det er også en måde at vurdere, hvor langtidsholdbar filmen er.

Indrømmet, der kan være forskel på at opleve en film i biografens mørke og så gense selvsamme film på tv’et i stuen, men fungerer filmen helt grundlæggende, så burde den sagtens kunne klare sig. Det var desværre bare ikke tilfældet med The Equalizer, som undertegnede ellers indledningsvist gav ganske mange roser med på vejen.

Denne ændrede vurdering kan muligvis skyldes, at filmen denne gang blev set umiddelbart efter, at nærværende skribent frådende havde kastet sig over John Wick , og at hovedpersonen McCall i The Equalizer tager sig langt bedre tid til sin hævnaktion end John Wick gør det i filmen, der bærer hans navn.

Det er dog ikke helt retfærdig udelukkende at kritisere filmen for at have et anderledes tempo end en anden vilkårlig virgilante-fortælling, der er nemlig flere grunde til, at The Equalizer i sidste ende kommer til at virke lidt mere træg ved gensynet. Først og fremmest så kender den erfarne tilskuer allerede fra starten af filmen fortællingen om McCalls baggrund. Så mysteriet om hvorfor denne tilsyneladende ganske almindelige mand pludselig er i stand til at udøve vold med så stor præcision og voldsomhed er ikke længere et fremdriftselement, der gør filmen spændende.

Dernæst kommer, at filmen har en masse mindre hævngerninger, som McCall også skal tage sig af ud over filmes hovedplot, der, som nævnt i biografanmeldelsen, handler om menneskehandel og nogle særdeles væmmelige russiske bagmænd. Ved første fremvisning virkede alle bifortællingerne egentligt fint, men idet man genser filmen synes disse at virke forstyrrende i forhold til filmens hovedplot. Man irriteres derfor en smule over, hvorfor McCall tager sig tid til at redde alle han støder ind i (ud over at han jo skal skildres som en hædersmand og helt igennem flink fyr), når nu langt mere alvorlige og farlige folk er ude efter ham.

Ovenstående skal dog ikke opfattes som om, det ikke er værd at bruge tid på The Equalizer, det skal blot læses som om, at filmen måske ikke er lige så langtidsholdbar, som mange andre actionfilm kan være det. Til gengæld har Universal/Sony sørget for at læsse BluRay-udgaven fuld af forskelligt ekstramateriale af svingende kvalitet, så er man uenig i undertegnedes dom over filmen, er der rigeligt materiale at give sig i kast med, hvis man vil tættere på, hvordan den er blevet til.

The Equalizer er en både solidt fortalt og teknisk fint lavet actionfilm, men dens ofte lidt dvælende tempo, der indledningsvist er med til at skabe stemning, kommer i sidste ende til at modarbejde filmens generelle tempo. Der kunne godt være skåret tyve minutter af filmen, uden den havde taget skade af dette.

Denzel gør det ellers virkeligt godt i hovedrollen for McCall, for det lykkes skuespilleren at skabe en ganske troværdig og charmerende selvtægtsmand, mens den russiske übergangster godt kan virke en anelse karikeret. Der er sikkert mange, der vil påstå, at Denzel er typecastet i rollen, da man tidligere har set ham spille lignende figurer – handlekraftige mænd med en blakket fortid. Er man til gengæld fan af dette, så er der nok al mulig grund til at se eller gense The Equalizer.[