Måske er det fordi at man ikke kan kalde en film for ”Tø” på dansk, at den Canadisk producerede gyser The Thaw har fået den “danske” titel Arctic Outbreak i stedet. Begge titler er dog ret dækkende for filmens handling, for takket være global opvarmning smelter der i det høje nord noget meget, meget gammel is, der skal vise sig at gemme på en parasit, der meget vel kan betyde enden for os alle.

Filmen lægger sig på den måde tematisk op af lignende parasitfilm, som den effektive psykothriller Bug og naturligvis i kølvandet på parasitfilmens mester David Cronenberg: der med både Shivers, Rabid og en lang række andre film, for længst har etableret sig som en instruktør, der klart bekender sig til at tage parasittens parti. Desuden er filmens afsidesliggende forskningsstation en klar reference til såvel The Thing! som en uendelig række andre gyserfilm, der benytter isolerede lokationer til at skabe følelsen af truende klaustrofobi hos sin tilskuer.

Selv om Arctic Outbreak på sin vis låner og citerer fra andre, langt bedre film så er den stadig seværdig, især hvis man hører til de, der straks begynder at klø sig i hovedbunden når man i ungernes børnehave ser den frygtede seddel: ”vi har et tilfælde af lus”. For er man bare en anelse utryg ved krybende, kravlende parasitter, så bør man gå en lang bue udenom denne film.

Kyniske tunger vil måske påstå at insekterne – der ret beset er filmens egentlige hovedpersoner - blot er forholdsvis billige computereffekter og selv om CGI budgettet er ganske langt fra Avatars så fungerer de faktisk udmærket. Der er uanset hvordan man drejer det, noget ganske ubehageligt i tanken om at små hurtige kryb bogstaveligt talt kravler ind under huden på en, for at lægge sine mange tusind æg.

Arctic Outbreak starter in medias res og vi bliver i filmen start kastet ind i en verden af kaosagtige tilstande. Biologen David Kruipen sætter sig foran et videokamera og begynder på en tale om global opvarmning – en tale vi vender tilbage til flere gange i løbet af filmen. Hans tale handler dog også om en opdagelse han har gjort, og der krydsklippes straks til både rystede videooptagelser af folk, der forsøger at fjerne ormelignende kryb fra en bums i panden og til kinesiske nyhedsreportager, hvor en epidemi tydeligvis har spredt sig over det meste af verden. Mellem alt dette kaos krydsklippes der ligeledes til forskellige naturkatastrofer.

Umiddelbart ville man ud fra starten at dømme tro at filmen på ville blive en dokumentar/dogme-inspireret gyserfilm i stil med The Blair Witch Project, Paranormal Activity eller lignende, men stilistisk sker der hurtigt en ændring og vi vender tilbage til en langt mere traditionsbunden kameraføring, kontinuitetsklipning og lyssætning. Men helt fra starten af er det altså ikke særligt svært at afkode, at filmen ikke kun spiller for vores frygt for kryb men også den voksende bekymring for at Moder Jord vil gøre oprør mod alle os miljøsvin, der på groveste vis har udnyttet hende i århundreder.

På sæt og vis er filmen altså lige dele Al Gore og David Cronenberg, for hvis ikke isen var begyndt at smelte, ville den sultne isbjørn som forskerholdet møder i filmen start aldrig kunne have mæsket sig på nyoptøet mammutkød, hvilket ville betyde at den heller ikke ville være blive smittet af den parasit, som har overlevet nedfrysningen sammen med den behårede elefant. Al denne information har seeren fået serveret fra filmens start, så derfor er det ikke særligt overraskende når de unge mennesker, der senere ankommer til forskningsstationen, selv begynder at stykke dette puslespil sammen. Det skaber til gengæld en ganske fin base for at gyserfortællingen kan udfolde sig. For den viden seeren sidder inde med gør jo at man begynder at frygte for figurerne lige så snart de åbner døren til forskningsstationen.

Selv om det i sagens natur handler om bekæmpelse af en biologiske trussel, så ligger dramaet også i karakterernes indbyrdes relationer. Der er tre biologistuderende, som ikke kan vente til at arbejde sammen med den excentriske Kruipen, der er Kruipens fremmedgjorte datter og endelig en arketypisk, sort helikopterpilot. Ingen af disse formår på noget tidspunkt at blive særligt troværdige. Det betyder heller ikke så meget for det er næppe realisme man forventer når man besluter sig at se en film med titlen Arctic Outbreak.

Det mest tåbelige ved filmen er dog det faktum at vi, fra filmens udgangspunkt, godt har luret hvordan det hele vil spænde af. For som nævnt, så er en verdensomspændende inficering med disse forhistoriske mammuttæger allerede i fuld effekt i åbningsscenen. Dertil kommer at den ret så frelste øko-frygt filmen emmer af godt kan være lidt trættende – aktuel måske, men stadig trættende! Er man dog i stand til at se gennem fingre med disse elementer, er det afgjort muligt at nyde den halvanden times parasitrunderholdning som Arctic Outbreak er.