Hvis ikke man vidste bedre, ville man sikkert komme i tvivl efter de første tyve minutter af den amerikanske selvtægtsthriller The Equalizer. For vi ser udelukkende vores hovedperson Robert McCall gå på arbejde i byggemarkedet, hjælpe sine kollegaer med at komme videre, vaske sin opvask, folde håndklæder og få sig en kop te på den lokale diner – te som han vel og mærke selv har taget med hjemmefra gemt i en nøjsomt foldet papirserviet. Det kunne såmænd være en film om en person med OCD, eller en socialrealistisk skildring om en mand og hans stille liv i forstæderne til Boston.

Det er dog bare et røgslør, for Robert McCall er alt andet end en stilfærdig mønsterborger. Under hans natlige visitter til den førnævnte diner, falder i snak med en ung prostitueret (spillet af Chloe ”Hit Girl” Moretz) og hun da efterfølgende må en tur på hospitalet, efter dennes russiske alfons har banket hende halvt ihjel, tager Robert affære. Han opsøger den russiske bagmand og dukker uventet op i dennes privatgemakker ovenpå en restaurant, hvor han tilbyder at betale gode penge for at få sat pigen fri. Det nægter alfonsen, men det skulle han aldrig have gjort for kort tid efter er alle i rummet døende eller døde, takket være McCalls pludselige evner udi kamp.

Filmen kunne godt være endt her, men naturligvis er det ikke en hr. Hvem-som-helst, at McCall har nakket, det er et højtstående medlem i den russiske mafia og nu sætter personer højere oppe i hierarkiet alt ind for at finde frem til manden der på denne måde har forstyrret deres forretning. Det er dog ikke nemt eller uproblematisk, for McCall er en virkelig barsk fætter, der ikke skyr nogen midler. Selv om The Equalizer ikke er en politisk film, kan man godt fornemme den aktuelle, kølige distance som USA har i forhold til Rusland, når nu stort set alle bad guys i filmen består af russere. Klicherussere med masser af tatoveringer og Call of Duty-agtig skægvækst.

Filmen er baseret på en tv-serie fra midtfirserne, der i sin tid havde Edward Woodward i rollen som den tilsyneladende normale mand, der dog havde en skummel fortid. I serien var McCall privatdetektiv og ikke som her butiksarbejder, men hvorfor en tilsyneladende normal person pludselig er i stand til at dræbe skurke med sådan en effektivitet, skal man selv se filmen for at finde ud af.

The Equalizer er en ganske effektiv actionthriller, der selvsagt bruger og genbruger en masse plotelementer fra lignende selvtægtsfilm. Selv om man måske har problemer med at folk i virkelighedens verden tager loven i deres egne hænder, er der nu noget sært befriende ved at se dette ske på film, især når det er så fint orkestreret som er tilfældet her.

Antoine Fuqua er en instruktør, der både har stået bag halvfesne film som eksempelvis myteforvanskningen Kong Arthur eller Tears of the Sun, men han har også lavet den effektive White House Down-klon Olympus Has Fallen og Training Day. Heldigvis hører The Equalizer til en af Fuquas mere vellykkede film. Den er meget effektiv i og med at den giver sig tid til at dvæle ved detaljer og handlingsforløb der ikke har en direkte forbindelse til hovedhistorien, hvilket gør at actionsekvenserne opleves meget mere intense og voldsomme når de kommer. En lektie, der utvivlsomt er lært fra Kurosawa og hans ligemænd.

Der er også en enkelt scene, som er ganske formidabel i al sin enkelthed. En af McCalls kollegaer udsættes for et røveri i butikken, hvor hun blandt andet frarøves en ring som er at arvestykke. Vi ser ham forfølge gerningsmanden ud af butikken og et close-up af nummerpladen på den bil han flygter i. Næste indstilling viser McCall fjerne en lægtehammer fra butikken. Der fades til sort og vi ser butiksassistenten åbne kasseapparatet, kun for at finde hendes mors ring her og i næste klip ser vi McCall tørre hammeren af og sætte den tilbage på plads. Man skal være en meget doven filmfan, for ikke at kunne regne ud hvad der sker i mellemsekvensen.

Det kan godt ske at McCalls enmandshær i længden bliver helt utroværdig, for han er jo nærmest usårlig og er en af de helte, der uden videre kan gå væk fra eksplosioner i slowmotion uden at blinke, men samtidig er dette også et kendetegn ved genren, for helte af hans støbning lever (u)heldigvis ikke i en realistisk verden, for gjorde de det ville forbryderne for længst have pakket sammen og vi kunne leve helt uden frygt. The Equalizer er altså en ”feel good”-film for den actionhungrende filmfan.