Held og lykke, Leo Grande er i ordets egentlige forstand et kammerspil. Kammeret er et stort elegant hotelværelse, med minibar, siddegruppe og vigtigst, en kæmpe dobbeltseng. For det er i og omkring sengen 90% af filmen foregår. Og spillet er alene mellem to.

Hun, Nancy Robinson, en pensioneret lærerinde, enke på andet år (Emma Thompson). Han, Leo Grande (Daryl McCormack), en muskuløs, velskabt ung ”trækkerdreng” (på mere tidsnært sprog, en bestilt og betalt ”sexarbejder”). Tre gange mødes de to på et neutralt, anonymt hotelværelse et sted i en forstad til London. Tre gange to timer med samtale og sex. Ja, så enkel er filminstruktør Sophie Hydes engelske film, baseret på et manuskript af Katy Brand.

Men sikke sex-timer.

For med Emma Thompson, som Nancy Robinson, den søgende, frustrerede, usikre og alligevel livshungrende enke, får vi demonstreret og gennemspillet usikkerhed og oprigtig nysgerrighed efter hvad sex-livet måtte rumme. Som hun selv siger: ”Der går nonner rundt med mere seksuel erfaring end mig”. Kulminerende i at hun, efter 31 års ægteskab, må tilstå, aldrig at have oplevet en ægte orgasme. Endda indrømme, at ægtemanden er den eneste mand hun har kendt.

Al den oprigtighed sker i konfrontationen med den unge Leo, der hviler selvsikker i det han kalder sin professionelle sexservice, nemlig, at giver kunden, hvad hun vil have. Intet er ham fremmed, det er et job som alle andre. Vil hun heller snakke, så er han med på den.

Nancys nysgerrighed er stor. Hvem er denne kønne fremmede, nærmest dreng, som hun i sin desperation over at føle at hun mangler noget i (sex)livet, har hyret på nettet? En udspørgning, formentlig mest for at skjule sin egnen usikkerhed og akavethed overfor situationen. Føler han sig nedværdiget som et objekt? Bruger han Viagra? Har han fortalt sin mor eller sin familie om sit sexjob? Har han nogen uddannelse? Leo svarer beredvilligt, med netop de svar hun måtte forvente. En dialog, der både udskyder, men også skal hjælpe til, at nå det hun har betalt for, nemlig en seksuel nydelse.

Leo er klart den stabiliserende, tålmodigt afventende, klar til at følge kundens luner. Vi er langt fra den selvsikre, Ann Bancrofts noget ældre Miss Robinson, (navnefællesskabet er nok ingen tilfældighed), der forfører vores unge graduate, Dustin Hoffman, i filmen af samme navn (1967).

Det første totimers møde, hvor maskerne delvis, og ikke mindst beklædningsstykkerne, er faldet så meget, at hun vil gentage succesen og mødes igen. Samme sted – samme formål og samme betaling.

I den stående dialog og handling følger vi fortsat tæt parrets intime, åndelige- og legemlige blottelser. Vi er tæt på og forstår den (små)borgerlige religionslærerindes langsomme frigørelse fra skam og snærende moral. Faktisk møder hun op med en liste med flere sex-varianter, som nr. 1, et blow-job. En øvelse, heldigvis krydret med barokke brokker og vittige skæve vinkler, der gør dialogen til en mellemting mellem et drama/en komedie af August Strindberg og Noël Coward.

Held og lykke, Leo Grande, Nancys afskedsreplik, er en meget smal film i sit plot – men bred og givende i sit indhold. Prægtigt og nuanceret fremstillet af to mennesker fra to verdener, der begge åbner sig og giver os indsigt og forståelse i sindets afkroge. En sjælden film, der ikke kun taler til kvinder, men i høj grad nuancerer og blotlægger følelsernes komplicerede spil, de kønnene imellem – ikke mindst, når de af den borgerlige morals fordomme udleveres.

Stort, nuanceret skuespilkunst, med en tekst, der både er vedkommende og nutidig uden de store udenomseffekter. Seks timer på et anonymt hotelværelse er tilstrækkeligt. Se, det er lidt af en kunst.