Der er efterhånden lavet ganske mange fine film og tv-serier der tager udgangspunkt i romerrigets storhed og fald. The Eagle er ingen undtagelse, for selv om filmen foregår i England, er hovedpersonen stadig en romersk legionær. Marcus Aquila (hvis efternavn sjovt nok også betyder ”Ørn”) er søn af en berygtet hærfører, der ifølge filmen ledte sin 9. legion langt op i Nordengland og derved mistede ikke kun hele sit regiment af soldater, men måske vigtigere den guldørn som symboliserer Roms uindskrænkede magt over barbarerne. Sønnen ved, lige som resten af det romerske rige, ikke hvad der er sket med legionen endsige faderen, så da Marcus får chancen for at vælge hvor han skal lade sig udstationere er hans førsteprioritet en forfalden grænsepost umiddelbart syd for Hadrians mur. Her går snakken hurtigt i krogene om, at han Marcus en skjult dagsorden, og lige som sin far ikke er en mand man kan stole på.

Marcus beviser dog hurtigt sine evner som leder, men da han under kamp såres ganske alvorligt i forsøget på at redde sine mænd, får han både en hædersbevisning og tvinges til at afgive kommandoen over posten. Hans onkel tager den nedtrykte Marcus med til de lokale gladiatorlege, hvor Marcus oplever en slave, der helt åbenlyst ikke lader sig provokere af gladiatorens slag og verbale ydmygelser. Marcus får vendt stemningen og får publikum med på ideen om at skåne denne slaves liv. Onkelen køber slaven som han giver til Marcus. Selv om slaven Esca (latin for ”Mad”) burde være Marcus evigt taknemmelig, er han alt andet, for han hader romerne af et godt hjerte, da han ser dem som de ondskabsfulde overherrer der har voldtaget og dræbt sig vej gennem Escas fædreland.

Som i enhver god roadmovie skal dette umage makkerpar naturligvis finde ud af at fungere sammen, for Marcus er besat af ideen om at genoprette sin fars plettede ry og beslutter derfor, med Esca som følgesvend og tolk at tage nord for Hadrians mur til de vilde der lever deroppe: her vil han forsøge at finde ud af hvad der skete med den 9. legion og naturligvis genfinde guldørnen, som han har hørt skulle befinde sig hos en meget vild krigerstamme. Dynamikken i filmen er derfor centreret omkring de to hovedpersoners anstrengte forhold til hinanden og på hvordan herre/slave forholdet pludselig kan vende, når man ikke længere er på hjemmebane.

The Eagle ikke har meget til fælles med de historiske begivenheder der findes om den berygtede 9. legions sidste tid, men er derimod baseret på en af meget populær drengebog der benytter fortællingen om legionen som springbræt, nemlig Rosemary Sutcliffs The Eagle of the Ninth som er første del i hendes trilogi om Roms sidste tid i England. Til gengæld synes filmmagerne at ville gøre alt for at bevare illusionen om det historisk korrekte i form af det meget gennemførte og realistiske produktionsdesign, der gennemsyrer filmen. Det kan godt være at den ikke er nær så opulent som storfilmen Gladiator, men alligevel frydes man over de mange fine detaljer i såvel romernes rustninger, som kelterne og picternes fremtoning senerehen. De vilde krigere er i den grad utæmmede at se på, men heller ikke så urealistiske, at filmen mister jordforbindelsen totalt.

Takket være cheffotograf Anthony Dodd Mantles utroligt stemningsfyldte billedside, et par veltrænede og velspillende skuespillere i de to dominerende roller og ikke mindst et generisk men virkningsfuldt soundtrack svæver The Eagle nemt og elegant hen over mange halvhjertede sværd og sandalfilm fra de senere år. Som en parentes vil det også glæde fans af britisk mytologi at selveste Herne the Hunter har en kort gæsteoptræden mod slutningen.

Det korte og det lange er at The Eagle både fungerer fint som et underholdende drama, som tempofyldt actionfilm og som periodeskildring, der til trods for sin tvivlsomme relation til verdenshistorien med garanti ville kunne bringe lidt kærkomment lys ind i såvel engelsk- som i historieundervisningen – om ikke andet så for at give eleverne nogle gode billeder at hænge perioden op på og et grundlag til at diskutere historiske facts sat overfor denne form for friere dramatiseringer. Man bør som ansvarlig underviser bare huske at advare letpåvirkelige og nervøst anlagte elever om at der vil forekomme ganske brutale og tabuoverskridende voldssekvenser undervejs, men sådanne er – for de mere hårdkogte seere – jo en helt naturlig del af det barske liv omkring år 140 e.Kr.