Efter at have set filmen Project Almanac er det ikke svært at forestille sig pitch-mødet hos producenterne. For det første rammer man potentielt en rimelig bred, købekraftig demografisk målgruppe, idet man henvender sig både til teenagepiger, der ønsker at se film om romance og teenagedrenge, der er vilde med science fiction og tidsrejser.

For det andet lægger man sig æstetisk i kølvandet på trenden med found-footage film tilsat fine effekter, for på den måde at gøre realismegraden endnu større. Hvilke producere kunne dog afslå sådan en idé? Man rammer bredt og det er, bortset fra CGI effekterne, forholdsvis billigt at lave.

Slutresultatet er da også blevet nogenlunde hæderligt, for Project Almanac er ganske underholdende, der dog desværre plages for meget af tilfældigheder og plotelementer, der ikke helt hænger sammen. Det vender vi tilbage til senere.

Filmen starter ud med at vise 17-årige Davids ansøgning til MIT. Han har tilsyneladende udviklet et system, der tillader brugeren at fjernstyre eksempelvis en drone blot ved at benytte de bare hænder. Hans venner fungerer som medhjælpere og hans søster optager Davids ansøgning på video. Kort tid efter modtager han brevet, der fortæller ham at han er optaget, men det er desværre ikke gratis at studere, så selv om det er fantastiske nyheder, så er det også nedslående, at Davids mor muligvis bliver nødt til at gå fra hus og hjem, så sønnen kan blive til noget.

Mens søs og David roder rundt på familiens loft efter ting som Davids far der var en regeringsansat ingeniør har efterladt, falder de over et videokamera, der indeholder en optagelse fra Davids 7-års fødselsdag, men da de nærstuderer filmen opdager vennerne, at en 17-årig David pludselig optræder i baggrunden. Det kan umuligt lade sig gøre, så de beslutter sig for at gå i kælderen og se nærmere på faderens værksted, der har stået ubrugt hen de sidste 10 år.

Efter kort tid, falder de over en hemmelig lem i gulvet, der skal vise sig at indeholde en prototype på den tidsmaskine, som er filmens omdrejningspunkt. Takket være den bliver vennerne med et i stand til at lægge deres respektive liv om. Selv om tidsmaskinen kun kan fragte dem en uges tid tilbage i tiden, så er det stadig nok til at det kan udnyttes.

Davids nørdvenner bliver pludselig populære, da de ”vinder” en lottogevinst og sørger for at bruge nogle af pengene på at hyre catering til skolens øvrige elever. David selv får pludselig mulighed for at komme tættere på den pige han altid har beundret på afstand. Tidsrejser er dog ikke uden konsekvenser, for det går hurtigt op for vennerne, at i og med at de har ændret ved fortiden, så har dette også haft flere konsekvenser for den virkelighed de vender tilbage til.

Det er så her at filmen langsomt begynder at gå op i limningen, for selv om tidsrejser i sagens natur forårsager visse paradokser bliver kun ganske få af disse italesat i løbet af Project Almanac. Kender man til andre tidsrejsefiktioner, der gerne vil fortælle om konsekvenserne af de rejsendes handlinger har man ikke nødig at se længere end klassikeren Tidsmaskinen af H.G. Welles, Bradburys ”A Sound of Thunder” eller film som 12 Monkeys, Primer, Looper (som figurerne faktisk selv refererer til i Project Almanac) eller måske mest i tråd med målgruppen: Tilbage til fremtiden. I alle disse historier informeres modtageren eksplicit om hvad det er for ting, der har forsaget de konsekvenser som de tidsrejsende bliver konfronteret med idet de når frem til deres nye nutid. Dette sker bare aldrig i Project Almanac. Vennerne ser simpelthen blot forandringerne ske, uden seeren får et indgående indblik i kausalitetsrækkefølgen.

Værre endnu er det når man begynder at nærstudere enkelte scener, for selv om dette er både fiktion og endda en der indplacerer sig i den mere fantastiske, fantasifulde del af genrespektret, så er det mystisk hvor mange elementer, der i retrospekt ikke virker troværdige. Film, uanset hvor fantastiske deres præmis end burde være, skal gerne have en intern logik der styrer dem, men den mangler altså her.

Et godt eksempel på dette er scenen, hvor en af Davids venner skal bestå en eksamen, scenen genspilles igen og igen, indtil det lykkes, men uden at de i løbet af disse seancer støder ind i dem selv, selv om dette paradoks på andre steder i filmen fylder en hel del. Mærkværdigt er det også at de laver en regel med at det er dem alle der skal rejse samlet i tid og først da en af dem bryder denne regel, at tingene begynder at gå galt. Det giver megen lidt mening.

Mere almindelige fodfejl er der også blevet plads til, for det virker eksempelvist virkeligt mærkværdigt, at der stadig er strøm på et videokamera, der har ligget på et loft i ti år. Godt nok lavede man kram før i tiden, men dette virker mildest talt totalt urealistisk. Det kan også undre, at det først er på grund af de uforklarlige billeder på videobåndet, at de medvirkende vælger at undersøge faderens værksted. Hvilken familie venter med at gå ned i en kælder før ti år efter faderens død, selv om han insisterede på at det kun var ham der havde adgang til den? Man kan også forundres over at David insisterer på at kameraet slukkes, mens de diskuterer hvordan de kan få adgang til det brint de skal bruge til at få deres tidsmaskine til at fungere, mens at den næste scene tydeligt viser gruppen, der bryder ind på deres skole.

Den slags elementer er rent og skær sjusk. Mange af dem kunne nemt have været undgået hvis manuskriptforfatterne og storyboardfolkene havde taget sig bedre tid til at få lukket hullerne og havde haft mere respekt for deres teenagepublikums intelligens. For havde det ikke været for disse graverende fodfejl og for de førnævnte manglende kausalitetsrækkefølger, så kunne Project Almanac nemt være gået hen og blevet en lille perle af en ungdomsfilm, for skuespillerne er dygtige og tager sig lækkert ud på skærmen. I stedet bliver filmen en af dem man hurtigt glemmer igen, fordi folkene bag simpelthen ikke har orket at gøre sig nok umage. Kapellets råd er derfor at filmmagerne rejser tilbage i tiden og laver en bedre ungdomsfilm.