Hvad man end mener om Hollywood og de film som bliver produceret der, har det altid været en flamme som udenlandske instruktører er blevet tiltrukket af som møl. Vi kan tænke på Bille August, Ole Bornedal og Nicolas Winding Refn, og nu altså også Susanne Bier. De store stjerner, de store budgetter eller bare store muligheder er vel alle grunde til at tage chancen in Hollywood, men samtidig indebærer det også en vis risiko. Film bliver ikke lavet på samme måde i Danmark og Hollywood, og filmene er heller ikke de samme. Ikke alt hvad der laves i Danmark, vil blive accepteret af amerikanske filmproducenter. Det hele beror på en balancegang - kan han eller hun formå at holde fast i sit særpræg, samtidig med at filmen tilpasses et andet marked? Det er ingen let øvelse, som både Bornedal og Refn kan skrive under på.

Susanne Bier klarer dog udfordringen ganske glimrende; muligvis fordi hendes styrker ligger andre steder end Bornedal og Vinterberg. Bornedals forkærlighed for det groteske og Refns skæve valg af fortællestil ligger ikke så meget til det amerikanske mainstream-marked, men snarere det independent-miljø som jo også findes i USA. Biers dyder er dog den stærke fokus på personinstruktion, den nære historie og det følelsesladede drama; alle ting som det amerikanske filmpublikum nyder, men som Hollywood ofte selv har svært ved at levere uden at kamme over i sentimentalt pladder. Her skiller Biers film sig straks ud, da formen er strammere og mere direkte. Filmen tillader sig at være grim, for dermed at gøre det smukke mere smukt.

Filmens historie tager sin begyndelse da Audreys (Halle Berry) mand Brian (David Duchovny) bliver dræbt ved et familieopgør. Kort før begravelsen, kommer Audrey i tanke om Brians ældste og bedste ven Jerry (Benicio Del Toro), som hun har glemt at invitere. Det er ikke noget tilfælde, at Audrey har glemt ham, for hun har aldrig kunnet lide Jerry. Han er narkoman og den eneste virkelige kontakt han har haft med andre mennesker i de sidste mange år, er Brian som trofast har besøgt. Audreys fornemmelse har dog altid været, at Brian skulle lade Jerry sejle sin egen sø, da han ikke var et godt menneske. Jerry kommer dog til begravelsen, og her vendes tingene lidt på hovedet, for det viser sig, at af alle gæsterne er Jerry den som kender Brian bedst. Det tætte bånd mellem de to mænd, gør at Audrey føler at hun bedst kan holde fast i mindet om Brian gennem Jerry. Da han har besluttet sig at droppe heroinen, beder hun ham om at flytte hjem til sig. Det er her at deres forhold, og især forholdet mellem Jerry og de to børn Dory og Harper udvikler sig.

Allerede her kan man fornemme at Biers film skiller sig ud; fortællingen løber ikke i et lineært forløb fra Brians død og frem. I stedet benytter filmen sig af en del flashbacks mellem Audreys situation nu, og så de vigtigste episoder fra hendes og Brians tidligere liv. Vi finder hurtigt ud af, at Brian er blevet dræbt, men der går et stykke tid før vi ved hvordan. På samme måde, går der et stykke tid før vi lærer Brian at kende, forholdet til Audrey og til Jerry. Det er en fin måde at komme ind i filmen på, da de tidligere episoder både kan fungere som kommentarer til den nuværende begivenhed, og uddybe karaktererne, uden at filmen falder for meget ind i et alt for velkendt mønster.

Filmen er lavet primært med håndholdt kamera og benytter sig ganske meget af ekstreme nærebilleder, hvor der f.eks. zoomes helt ind på en hånd og et øre. Det er de små ting, som er vigtige i filmen, og det er også i detaljen at filmens symbolik skal findes. Det lettere grynede billede virker ærligt og direkte. Halle Berry er formentlig aldrig blevet filmet i så hårdt lys før, og det er med til at fastholde at dette er en kvinde i sorg, og at det ikke altid er lige kønt, selvom filmen opvejer det med andre scener i langt mere blødt lys, som gør Berrys udseende mere retfærdighed.

Det fine ved filmen er den parallel som bliver opbygget mellem Jerrys afvænning og Audreys forsøg på at håndtere tabet af Brian. Jerry har mistet sig selv til heroinen og er nu ved at komme på ret køl igen ved hjælp af Brians familie. Han knytter sig til børnene og det viser sig at han nogle gange kender børnene bedre end Audrey selv gør. Det er hårdt for Audrey at klare, for hun er ikke klar til at lade sig afvænne fra mindet om Brian. Hun rydder ikke op på hans kontor, og vil ikke acceptere at han er død.

Til tider bliver symbolikken dog lige hårdhændet nok, som da Audreys vielsesring er ved at glide af fingeren, hvilket får hende til at stirre intenst på ringen. Her er det tydeligt at Bier arbejder med et amerikansk manuskript, og ikke et hun selv har været med til at bearbejde. Heldigvis har Bier valgt at arbejde meget med skuespillerne og får det bedste ud af dem, så man tilgiver let når det hele bliver lidt for klægt. Kombinationen af Halle Berry og Benicio Del Toro virker måske lidt ulig når man tænker på deres tidligere filmproduktion, men de fungerer fantastisk sammen, og de kan begge bære det store ansvar det er at spille scener helt alene uden at man som tilskuer bliver træt af at se på dem. Biers fortællestil er sikker og får maksimalt ud af en historie som nemt kunne være endt som et stykke venstrehåndsarbejde. Det er det langt fra, og man skylder sig selv chancen for at se hvad skuespil rent faktisk kan gøre for en film.