Det er efterhånden ved at være fast element, når en bedre dansk film udkommer, at formulere et par rosende ord, der samtidig fortæller, hvilke(n) pris(er), den har fået – dansk film og tv har en tendens til at repræsentere vores billedmedier ganske godt, når der uddeles priser. Det gælder da også Pernille Fischer Christensens debutspillefilm En soap, der gik hjem fra Berlinalen med både Sølvbjørnen og Debutantprisen.

Samtidig er det blevet til et dansk varemærke, en kommerciel satsning, at komme ind i varmen med en pris eller to i nakken. Nu er jeg bevidst om, at Berlinalen ikke er hvilken som helst filmfestival, men der er efterhånden ved at være så mange filmfestivaler verden rundt, at film nærmest ikke kan undgå at få en pris. Derfor ser man desværre ofte, at forsiden prydes af talrige laurbær, men når man læser nærmere er det jævnt tit en pris fra en meget specifik konkurrence, hvor film ikke altid behøver at være historieværdige for at modtage stemplet prisvinder. Derfor er det ikke længere – hvis det da har været det – en nødvendig succes for en film, at den er løbet af sted med en pris for et eller andet.

Når det så er sagt, så er det tydeligt, hvad det er, der sender netop En soap ind i den berlinske filmpåskønnelse. Den har nogle træk, der appellerer til en filmseer med hang til mere kunstneriske og i den grad selvbevidste film, forstået på den måde, at film ofte bare lader sig ’købe af med’, hvad publikum vil have. Der findes film, der forsøger at fortælle de historier, der ikke nødvendigvis fanger opmærksomheden ved første øjekast, hvilket ofte er film, der skal bruge lidt længere tid på at synke ind. Der er – som Jim Jarmusch siger – film, der varer længere tid end til den pizza, man køber bagefter. Og det gør En soap i høj grad, selvom den dog ikke udmærker sig på alle fronter.

Den udmærker sig først og fremmest ved sin evindelige insisteren på sig selv, hvilket trænger sig på gennem først og fremmest titlen. At kalde en film for en genre er i sig selv vovet, selvom den da ikke ultimativt lever op til den. Det skal da siges, at den ville sikkert kunne blive ved længere tid, end den egentlig gør, men der er også tydelige årsager til, at den slutter som den gør. Derfor er det, som titlen mest refererer til, det simple faktum, at de to hovedkarakterer, Charlotte, der lige har forladt sin kæreste, og den transseksuelle Veronica, ser sæbeopera i fjernsynet. På et tidspunkt falder Charlotte, der har vist mishag over for genren tidligere, over nogle dele af udsendelsen, der rent faktisk passer på hendes eget liv – og hun finder sig selv fanget af udsendelserne. Men det er klart, at filmen kommer til at virke som en soap, idet den inkorporerer flere af elementerne, som de arbejder med: karakterer, der flyder ud og ind efter ’narrativt behag’, kærlighedsfortællinger, der gerne krydser hinanden, den simple hverdagslighed og ikke mindst narrativen perpetualitet. Disse ting gestalter En soap ganske udmærket i et forsøg på at tage denne genre og pudse den af, så vi kan ’nøjes’ med lidt mere end halvanden time. Den er desuden delt op i små afsnit, der hver især indledes med stillbilleder tilføjet en voice-over, der fortæller, hvad der netop er sket. Brugen af dette træk er dog ikke helt nyt og opfundet netop til En soap, idet det temmelig meget ligner den voice-over, som indleder hvert kapitel i Lars von Triers film Dogville og Mandelay. Men selvom sammenhængen hertil er stor, så fungerer de faktisk udmærket i En soap.

Desværre kommer man til tider til at kede sig en smule undervejs, hvilket umiddelbart synes at hvile på David Denciks præstation. Trine Dyrholm spiller den hærgede karakter, som hun efterhånden har spillet nogle gange, fx i Forbrydelser, og det gør hun jo ganske godt – om end lidt ensidigt. Men jeg er simpelthen ikke helt overbevist af Dencik transseksuelle psykologitilfælde; hans stemmeføring, stiliserede karakterologi og i det hele taget holdning virker kort og godt ikke helt troværdig. Rollen kunne tilføres så meget mere energi og personligt fylde, men Dencik forsvinder nærmest ind i lærredet, hvilket der for så vidt kan være to årsager til – enten er det meningen, at han skal forsvinde som en del af hans karakters deprimerede tilbagefald, eller også skal han henfalde til en fra soap’en halvdårlig skuespiller. Og jeg må indrømme, at hvis hans rolle – som sidste mulighed – samtidig lader sæbeoperaen smalt parodiere, så er det ganske fængslende, mens det ikke vil fungere, hvis han skal være troværdig. Jeg har svært ved at finde et ben at stå på i denne sammenhæng. Men som Lars von Trier gerne ser film, så skal de være satsninger, der indeholder fejl, for hvis de indeholder fejl, så har de turdet briste, hvilket ikke er tilfældet ved det perfekte, gennemført producerede værk. En soap er ikke gennemført velkomponeret, men det er netop, hvad der redder filmen en lang række stjerner, der er ganske værdige. Den bærer et mod, der gør den til en filmisk oplevelse, der kan trækkes med udi hukommelsens langdrag. Pernille Fischer Christensen kan vi tilsyneladende og forhåbentlig vente os mere af.