Vi har vist allesammen været der. Man hører sine sko som eneste lyd runge i det tomme parkeringshus. Og mens man (måske lidt hurtigere end normalt) forsøger at fiske bilnøglerne frem fra lommen, forsøger man at berolige sig selv med at den egentlige grund til, at man langsomt er ved at gå i panik er, fordi man har set alt for mange film, hvor folk bliver overfaldet i p-huse.

Hvis man ligefrem har lyst til at fodre denne paranoia, så er der kommet en ny film, der ikke blot har overfaldet i det tomme p-hus som element men som den væsentligste kulisse for plottet. Det kan måse forekomme tyndere end de mange anorektiske teens, der normalt flygter fra maskerede mænd med motorsave, men når man så finder ud af at det er selveste Alexandre Aja (Haute Tension og det groteske remake af The Hills Have Eyes fra 2006), der er producent og medskribent, så kan det jo være, der alligevel er noget kød på filmen.

Det er ikke Aja, der har instrueret, men derimod en af de medvirkende fra Haute Tension. Til gengæld er P2, som filmen så illustrativt er kommet til at hedde, både kompetent realiseret og ganske spændende, selv for de blandt publikum, der har flere hyldemeter skrækfilm stående. Ikke at P2 byder på nogen egentlig nyskabelse eller overraskelser, men det er måske snarere den meget simple variation over et velkendt tema, som er så charmant.

Den unge og meget trofaste jurist Angela arbejder meget sent på sit kontor på selveste juleaften. Der er en del ting, der skal ordnes inden hun med god samvittighed kan tage hjem til gåsen, familien og pakkerne. Hendes bil vil imidlertid ikke starte, og da den taxi kommer, som hun har ringet efter, opdager hun, at fordørene til kontorbygningen er aflåste. Den lokale sikkerhedsvagt kan hun imidlertid ikke finde, så hun begiver sig igen ned i parkeringskælderen for at få hjælp fra den unge mand, som har nattevagten.

Det viser sig hurtigt, at den før så flinke parkeringsvagt, Thomas, slet ikke er så rar, som han giver sig ud for. Han har i længere tid holdt øje med Angela. Faktisk er hun nærmest blevet en besættelse for ham, så han overfalder og bedøver Angela. Da hun kommer til sig selv, har hun fået sin nye kjole på, og der er sat levende lys frem på bordet i kontoret. Hendes ankel er sat fast med håndjern og en kæde til spisebordet, og Thomas’ store rottweiler ligger og glor olmt på hende. Thomas forklarer, at han bare så gerne ville have lidt selskab denne jul, og hvem kan i grunden ikke godt forstå det?

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad der hernæst sker. Det er naturligvis kattens leg med musen, vi endnu engang er vidne til. Fra hans kontrolpost er Thomas i stand til at se, hvor Angela forsøger at gemme sig, og da det er Thomas der både har nøglerne og ikke mindst adgang til både telefon og våben, ser det umiddelbart ikke godt ud for vores unge heltinde.

Der er naturligvis også andre aktører med i filmen, primært for at der kan være nogle forstyrrende elementer, som Thomas kan ekspedere, for det helt centrale er spillet mellem Angela og Thomas. Han kommer på trods af hans psykotiske tendenser samtidig til at fremstå som en rar fyr, der bare er blevet knækket psykisk af at arbejde alene under jorden i så lang tid.

En af filmens små genistreger ligger i titlen, for da Angela trykker på knappen til parkeringskælder nr. to, sidder tilskueren allerede forventningsfuldt på kanten af sædet. Det må jo i sagens natur være hér farerne lurer. Filmens få men effektive effekter er således både gode og overbevisende. Der er muligvis en slet skjult homage til Kubricks ikoniske The Shining at spore i scenen med elevatoren, men det gør ikke så meget - for om det er blod eller massive mængder af vand, der pludselig kommer væltende ud af elevatordørene, så indeholder billederne noget surreel skønhed.

Klaustrofobien i parkeringskælderen bliver helt fra starten nærmest håndgribelig, og det er på intet tidspunkt svært at sætte sig i den skrækslagne piges sted. Den smule dialog, der er, er bedre end i langt de fleste af denne slags gyserfilm, og endelig er spillet mellem de to forholdsvis ukendte hovedrolleindehavere ret intenst og ubehageligt realistisk. Styrken ved P2 skal måske netop findes i, at filmen søger at holde sig inden for grænserne af det troværdige hele tiden. For måske er den charmerende, hjælpsomme fyr, du kender fra arbejdet, slet ikke så sød, som du går og tror.