Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters

Widows (129 min.) Købefilm / 20th Century Fox
Anmeldt 30/4 2019, 14:21 af Torben Rølmer Bille

Overraskende træg


Overraskende træg

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kapellets udsendte havde virkelig glædet sig til at se filmen Widows. Filmens trailer virker ganske lovende og så var den andetsteds blevet rost af folk, som anmelder ellers normalt deler smag med. Nu er trailers jo specielt designet som reklamer for de film de præsenterer og selv om anmelder normalt ikke lader sig dupere, så skete det altså denne gang.

Der var flere grund til at vi havde glædet os i Kapellet. Først og fremmest byder Widows på et glimrende cast, der bl.a. tæller Viola Davies, Liam Neeson og mange andre. Dernæst hedder instruktøren Steve McQueen og han har tidligere begået film som 12 Years a Slave og Shame. For slet ikke at tale om at det er Gillian ”Gone Girl” Flynn der har skrevet manus, baseret på en roman af Lydia La Plante. Så hvad er der dog gået galt?

Filmen starter stærkt ud, for seeren indrulleres i et hektisk bankrøveri der er ved at gå helt galt. De maskerede banditter, kører hasarderet rundt i en varevogn, der forfølges tæt af politiet. Det lykkes dem med nød og næppe at gemme sig i en fabriksbygning, men pludselig går porten op og udenfor står den samlede politistyrke med automatvåben og åbner ild mod banden. De skyder faktisk så meget på varevognen, at den ligefrem eksploderer, brækker over i to dele og alle røverne er naturligvis døde.

I næste nu præsenteres seeren for de kvinder, de enker, der er ladt tilbage. Forbryderne i varevognen var deres mænd og kvinderne oplever alle sammen at de får problemer nu deres ægtefæller er døde. Nogle opsøges af skrupelløse gangstere, der vil afkræve dem de penge som mændene skyldte dem, andre oplever at deres butik bliver ryddet, da der er gæld i den.

Desperate situationer afføder, som klicheen lyder, ofte desperate handlinger. Kvinden der var gift med bandens selvbestaltede leder, arver en notesbog fra hendes mand. I bogen står alle mandens kontakter og hvad er måske endnu vigtigere, så er der en plan om et røveri, som endnu ikke er blevet udført. Det lykkes hende, at finde frem til de andre enker og efter en del overtalelse beslutter de sig for at udføre det kup som deres mænd aldrig fik chancen for.

Umiddelbart er dette et virkeligt godt udgangspunkt både for at få skabt drama mellem kvinderne og ikke mindst et udmærket oplæg til en god heist-film. Det lykkes da også filmen at få tilskueren til at føle det savn som kvinderne lever med til dagligt og få etableret en række ganske interessante figurer. Problemet er blot at filmen efter dens eksplosive start, slæber sig afsted i snegletempo. Det kan godt være at der er brug for at fortælle alle de baggrundshistorier, så vi kan lære hver af de fire kvinder bedre at kende, men det er blot ikke alles fortællinger der er lige interessante. Bedst blandt disse er Alice (spillet af Elizabeth Debicki) der skal vise sig at være alt andet end en dum blondine.

Værre endnu er dog at kvinderne, når de spiller overfor hinanden godt nok leverer de replikker de har fået besked på, men det lykkes aldrig filmen at få skabt en god kemi blandt dem. Skildringen af deres indbyrdes forhold forbliver filmen igennem ganske overfladisk og filmen kæmper med at overbevise sin seer om at det bånd der qua deres mænds død knyttes mellem enkerne er stærkere end alt andet.

Widows er ikke en decideret dårlig film, for den er ganske godt skruet sammen rent teknisk og det lykkes også folkene bag at skabe et plot, der overrasker. Til gengæld er det heller ikke en film som er rigtig god, for det som burde være filmens bærende element – nemlig samspillet mellem enkerne – er nærmest ikkeeksisterende.

Så uanset om du er fan af Linda La Plante, heist-film, Gillian Flynn eller filmens instruktør, så er der i Kapellets optik ingen grund til at skynde sig ud for at få fingrene i Widows. Det er en af den slags film der desværre beviser, at selv med et stærkt cast, en glimrende manuskriptforfatter og en god instruktør er det mulig at lave noget, der ikke lever op til det traileren ellers lover.


Forrige anmeldelse
« Us «
Næste anmeldelse
» Fantastiske skabninger 2: Grind... »


Filmanmeldelser