Der har været rigtigt mange geeks og freaks, der med bange anelser har gået og ventet på at Ryan Reynolds trak i det røde spandexkostume og for en gang skyld rettet op på den fesne udgave af Deadpool, som optrådte i den lige så slatne X-Men Origins: Wolverine. Dengang var det også Reynolds, der spillede figuren (i al fald Wade Wilson-delen) og det hører til sjældenheder, at samme skuespiller ligefrem får en chance for at gøre samme rolle om, endda i en hel spillefilm dedikeret til denne særdeles politisk ukorrekte helt.

Heldigvis virker det som om folkene bag Deadpool har haft stort set frie hænder til at skabe en Marvel-film, der er lige så blodig voldsom og politisk ukorrekt, som den er hylende morsom. I den henseende rammer filmen fuldstændig plet i forhold til at give fans, den superfilm de i al hemmelighed har haft våde drømme om, uden at de måske har turdet indrømme det. For selvom filmen har et forholdsvis magert budget sammenlignet med mange af de andre film Marvel sender på gaden, så er det lykkedes debutinstruktøren Tim Miller og hans hold at få presset en sygt veloplagt filmisk pølse ud i biografkummen.

Selv om Deadpool stadigvæk er en oprindelseshistorie, så har holdet formået at fortælle den, på en virkelig fin måde. Filmen starter in-medias-res, midt under et ganske voldsomt slagsmål på en motorvejsbro, lige efter den flotte titelsekvens har informeret os om at filmen er instrueret af en ”røvhat”, at man blandt de de medvirkende finder en ”skurk med britisk accent”, ”en lækker chick” og at den er skrevet af ”røvhuller, der har fået for meget i hyre”. Så er stilen ligesom lagt.

Hovedpersonen selv bryder konstant den såkaldte 4. væg, idet han nærmest konsekvent henvender sig direkte til tilskueren. En gimmck, der aldrig når at blive lige så gammel som Stan Lee, der i øvrigt kan ses som pladervender på en stripklub lidt senere i filmen.

Deadpool kommenterer således på rigtigt mange ting, eksempelvis at budgettet ikke har været stort nok, til at de kunne få flere X-Men med. Hans alter ego Wade Wilson lader ligeledes munden løbe konstant og siger blandt andet at han ikke håber på at han bliver puttet i et grønt kostume – en direkte reference til rollen som Grønne Lygte, som Ryan Reynolds også spillede i den mildest talt mislykkede superheltefilm af samme navn.

Der springes fra slagsmålet tilbage i tiden til en række længere flashbacks, som leverer en virkelig morsom oprindelseshistorie. Her ser vi hvad det var for et liv Wade havde, før han blev transformeret til superhelt. Vi oplever romancen med luderen Vanessa og ikke mindst den kræftsygdom, der gør at han – til sin store fortrydelse – siger ja til at blive forvandlet til en figur med et ansigt, der ifølge han selv ligner ”en testikel med tænder”. Heldigvis er denne oprindelseshistorie så sjovt fortalt og så hurtigt overstået, at man heldigvis kan komme hurtigt videre med hovedfilmen – noget som Fant4stic Four godt kunne have lært noget af.

Vores hovedperson bander konstant, laver sexsistiske og småracistiske jokes, alt imens skurkene ikke alene bliver dræbt, men bliver mast, snittet, dekapiteret, skudt, flænset og udraderet til den helst store guldmedalje.

Af samme årsag hører Deadpool til en af den slags film man BESTEMT ikke skal tage familiens yngste superhelte-fans med i biografen for at se, med mindre man da enten selv lige har set filmen og vurderer at de godt kan klare løjerne, eller blot er ude på at traumatisere dem langt op i deres voksenliv. Det er næppe alle 12-årige, der vil være i stand til at håndtere dette veritable tæppebombardement af skældsord, one-liners, åbenlyse seksuelle scener og lige så udpenslede voldsepisoder som filmen byder på.

Hvis man til gengæld er ”voksen” nok til den slags tosserier, er Deadpool en film der lever op til alle de forventninger man havde og endda indfrier disse perfekt. Det siger muligvis en hel del om denne anmelders smag (eller totale mangel på selvsamme), at der blev klukleet under stort set hele filmen og at der har sat sig et smørret grin fast på hans fjæs, som sikkert ikke falmer før engang i morgen eftermiddag.

Der følger nu en mindre spoiler, så spring dette afsnittet over hvis du selv vil opleve Deadpool med dine jomfruelige øjne. Det eneste minus ved filmen er, at den stadig følger visse fasttømrede superheltefilmsklicheer, såsom at den skal skabe et klimaks hvor vores postkassefarvede hævner selvfølgelig skal slås mod filmens hovedskurk. For selv om det da er ganske morsomt at dette sker på resterne af den S.H.I.E.L.D.-carrier som blev totalsmadret i Captain America: Winter Soldier, så ændrer det ikke ved det faktum, at det måske havde været herligt forfriskende hvis nu bare Deadpool havde skyndt sig at nakke skurken og så komme hurtigt videre. Husk i øvrigt, at blive siddende tålmodigt indtil rulleteksterne er kørt færdige, for ellers snydes du for en virkelig fin reference til en anden, klassisk komedie, der lige som denne film konsekvent bryder den 4. væg.

Har man derfor været fans af nogle af de små bizarre teaser-film , som nettet gavmildt har leveret i løbet af de sidste leveret måneder, så skal man skynde sig i biografen for at se Deadpool. Er du derimod ikke fan af den slags lavkomik med fokus på platheder og overdreven vold, så skal du alligevel tage i biografen, så du kan brokke dig over filmen på et informeret grundlag – og samtidig sørge for at der kommer en to’er.

Det er ekstremt forfriskende at opleve en så selvironisk superhelt, der helt og holdent mangler en verbal stopklods, idet han lystigt kommenterer ikke kun sin egen film men også det Marvel-univers som selvfølgelig ikke ser sig selv som en egentlig del af. Selv om 2016 først lige er startet, så kan denne ”lille” superheltefilm godt vise sig at være årets allerbedste, om ikke andet så er den helt sikkert den allersjoveste!