Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Alita: Battle Angel (122 min.) Biograffilm / 20th Century Fox
Anmeldt 17/2 2019, 11:50 af Torben Rølmer Bille

Åh, at være en teenage-android


Åh, at være en teenage-android

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der har gennem mange år verseret rygter om at den amerikanske filminstruktør James Cameron havde tænkt sig at filmatisere Yukito Kishiros manga-tegneserie Gunnm (der også kan opleves som Animé ), men da han i skrivende stund har alt for travlt med at lave en røvfuld fortsættelser til 3D-smølfe/Pocahantas-eposset Avatar, valgte han at give denne opgave videre til Robert Rodriguez.

Det virker også som det helt oplagte valg. Alle, der holder af Roberts film, ved at han er virkelig god til at omsætte tegneserieuniverser til film som i de to Sin City-film og så har han masser af erfaring med at komponere billeder i 3D, som man har set det i et par af Spy Kids-filmene, for selvfølgelig skal filmen være i 3D, hvis James Cameron har noget at skulle have sagt. Sidst, men ikke mindst, er Mr. Rodriguez virkelig dygtig til at lave genrefilm. Selv om han ikke tidligere har skabt dystopiske science-fictionmiljøer på film, så går der ikke mange minutter, før man indser, at den verden som udfolder sig i Alita: Battle Angel, virker både gennemarbejdet og detaljeret i sådan en grad, at man hurtigt kan leve sig ind i den.

Kapellets anmelder har desværre ikke læst tegneserien, men har til gengæld helt sikkert fået lyst til det efter at have set filmen. For selv om fortællingen muligvis ikke byder på tonsvis af nyskabelser, så er der så mange visuelle ideer og koncepter i filmen, der virker som om at de kunne være interessante at nærstudere i tegneserieform. Idet forlægget også er japansk og ganske omfattende, går Kappellets udsendte samtidig ud fra at der er en del elementer der må være skåret væk fra den færdige film, selv om ordet ”færdig” måske er et forkert ord at bruge. Mere om det senere.

Den verden der åbenbarer sig er den enorme flyvende by Zalem, der er placeret over den mindst lige så kolossale storby Iron City, som filmens handling foregår i. De to byer har ikke rigtig nogen kontakt med hinanden, men det går hurtigt op for tilskueren, at de mennesker og androider som vi møder, ved at dem der har noget at skulle have sagt alle sammen bor i Zalem. Enkelte af figurerne i filmen har ligefrem som deres livsmål at slippe fra at leve på jorden og i stedet flytte op i himlen. Det er desuden, såvidt vides, den sidste by på jorden, der har overlevet en altødelæggende krig som kaldes for ”the Fall”.

I starten af filmen møder vi doktor Dyson Ito (spillet med stor charme af Christophe Waltz). Han går rundt på en enorm losseplads, hvor alt det skrald, som de der bor i Zalem smider ned på Iron City. Dr. Dyson, der driver en klinik hvor han for håndører reparerer folks mekaniske dele er på udkig efter reservedele. Han finder en arm her, et øje hist, men stopper op da han finder et helt intakt robothoved. Hovedet er en ung piges og da han scanner det finder han ud af at hjernen i kraniekassen stadigvæk er fuldt funktionsdygtig. Han tager derfor forsigtigt hovedet med hjem og får koblet det sammen med en syntetisk krop, som han har liggende.

Da Alita, som han har døbt pigen, vågner op skal hun først lige vænne sig til sin nye krop og sine nye omgivelser. Hun kan ikke huske noget som helst om sin fortid og dette er et fortællemæssigt greb der meget ofte ses i denne type film, samt et shitload af computerspil. Dette hukommelsestab er også smart, da hovedpersonen og tilskueren på den måde kan opleve den verden der præsenteres med samme naive blik. Så idet Alita får lov til at bevæge sig ud i den travle by udenfor klinikken, er hendes reaktioner og forundrende udsyn på denne verden meget ligt vort.

Senere i filmen viser det sig at Alita har nogle evner, som selvsagt ikke skal afsløres i dette forum. Det er dog evner, som den unge pige får brug for, for det er en meget barsk og fjendtligtsindet verden som hun pludselig er en del af. Ikke alene er det en verden fyldt med mennesker der alle har en eller flere former for cybernetiske proteser, der er også en skummel morder på spil og så er sporten ”Murderball” (ahem, hvem sagde Rollerball?) mere populær end frisk luft, mest af alt fordi sæsonens vinder af denne meget voldsomme sport, får lov til at flytte til Zalem. Alita skal dog også lære at omgås andre, finde venner, måske en kæreste og prøve at undgå de skumle typer der pludselig vil pigen til livs.

Alita: Battle Angel er en urimeligt flot science-fictionfabel, der rent visuelt fyrer alle kanoner af konstant. Ikke sådan forstået at der er action fra start til slut, men selv mindre lyriske sekvenser hvor vi eksempelvis ser Alita nærstudere hendes mekaniske hænder er så flot lavet at det er lige før man som sci-fi fan begynder at stortude. Der er selvsagt også en del action, men i modsætning til de mange – ofte trættende – robotkampe man kan opleve i eksempelvis Transformers er der i denne film en helt anden elegant orkestrering af kampene. Det er cyborg-kung-fu af allerfineste skuffe, hvor 3D effekten virkelig kommer til sin ret og hvor mekaniske dele og cybernetiske lemmer får det hele til at blive endnu vildere.

De to timer i Alitas selskab går forrygende hurtigt og det eneste minus ved filmen er, at den leverer en slutning, der er ret uforløst. Ikke forstået på den måde at filmen ikke rundes af, men den sidste scene lægger virkelig op til, at dette ikke er det sidste vi har set til Alita og hendes venner.

Derfor er det nu op til dig, kære læser, at sikre at denne film bliver så tilpas stor en international succes, at Cameron og Rodriguez kan lave en fortsættelse, så vi kan ligefrem kan få besvaret flere af de ubesvarede spørgsmål som filmen disker op med og ikke mindst en afslutning der vil føles mere finit. Denne anmelder vil i al fald meget gerne tilbage til Iron City, for når man tænker på hvor stort et visuelt overskud denne første film emmer af, så er man altså sulten efter mere af det samme idet man omtumlet rejser sig fra plyssædet i biografen.


2388
Forrige anmeldelse
« Legofilmen 2 «
Næste anmeldelse
» The Nun »


Filmanmeldelser