TV2’s tv-serie Badehotellet er en lidt pudsig størrelse. I receptionen. Publikum synes at modtage den med kyshånd. Kritikerne i bred flok er sandt at sige utilfredse. Seertallene for anden sæson har også været pæne. Udtryk som ’helt håbløst’, ’tv-seriernes svar på havresuppe’ og ’billigt, dansk og til at regne med’ vidner om anmeldernes korsang om en tv-serie, der knap er værd at se til ende. Men publikum lytter åbenbart ikke til anmeldernes parnas. Med et gennemsnit på cirka 1,4 mio. seere er Badehotellets nye syv afsnit i publikumsregi på niveau med Arvingerne. Og langt over de svageste uger for den samtidige 1864, som blev sendt stort set synkront med Badehotellet.

Vi er tilbage på badehotellet. I det nordjyske. Provinsen. Vandkantsdanmark – helt bogstaveligt. Hvor en bøsse er noget, man går på jagt med. Gæsterne vender tilbage til en sommer under en sol, der hele tiden bryder igennem. Og forstyrrer landskabsmalerens amatøragtige forsøg på at indfange skyerne, der symptomatisk stedvist driver ind over hotellet. Sommeren 1929. Optimismens og dekadencens sidste dage. Herskabet ankommer. Tjenestefolket venter med opredningen. Nye karakterer kommer til. Et lille forstyrrende element i den ellers så velanlagte plan for sommerens glæder. Med et appendiks til slut, der i en tidlig vinterstorm introducerer til den sorte tirsdag. Børskrakket, som vi hele tiden har ventet på.

Første sæson lå på grænsen til hyperbolen. En ekspressiv komisk stil, der stedvist var lige ved at kvæle seriens veloplagte humorstil. En parodi, nærmest, på de i forvejen folkeparodiske farcekomedier fra dengang, hvor farfar var ung. Instruktør Wullenweber har i anden sæson bedre greb om personerne i Thorsboe og Lundblads manus. Overspillet er knap så iøjnefaldende. Ingenlunde uden folkekomisk karakter. Det er stadig et humoristisk historisk drama. Noget ganske sjældent i dansk tv-drama. Men i denne sæson bevidst tættere på Matadors stil end på de mere letbenede farcekomedier. Det er en udmærket opdatering, der gør, at karakterne får en anelse mere kant. Mere medrivning. Mere troværdighed inden for et ellers stiliseret, stift univers.

Castingen af Sonja Oppenhagen til anden sæson som nyt blod er et fint lille hib til seriens interesse i at træde i Matadors fodspor. Ja, måske er det helligbrøde. Men ja, det virker faktisk også oplagt selvbevidst. Som et sundt tegn på, at serien godt ved, at den er en lillebror. Men det er samtidig en lillebror, der i publikums bevidsthed er ved at blive ligeså stærk (og måske stedvist stærkere) end storebror. DR. At lave en historisk komedie – og fortsætte den i endnu en sæson – er modigt. Og at placere den i provinsen, Nordjylland, er ikke kun et indbygget nik til en tid, hvor man tog på landet for at restituere. Det er også noget, der fortæller en del om, at TV2 formår effektivt at appellere til den såkaldte Public Service Pulje.

Puljen, der er blevet kaldt TV2-puljen, har et indbygget regionaliseringsperspektiv, som TV2 i deres seneste produktioner formår at udnytte. I julekalendere, i Dicte, i Badehotellet, og snart i efterårets store krimisatsning Norskov, der også er hensat til nordjyske himmelstrøg. Det nordjyske er blevet interessant for TV2. Og på mange måder var det måske forventeligt, at det var TV2, som skulle finde provinsen bedst af de to public service-kanaler. For DR var Frederiksværk provinsen i Sommer. TV2s udblik er mere vidtrækkende. Og fra starten har TV2 haft regionenerne som et indbygget dækningskrav. Måske derfor har det været nemmere for dem at turde satse på ’det andet Danmark’. Hvilket i sig selv er befriende og interessant.

Badehotellet er i anden sæson mere velspillet. Effektivt udnytter serien også igen sit topos. Stranden, hotellet (filmet omkring Svinkløv Badehotel), området. Vejrlig og lysvirkning spiller med. Og strandens mediering fra Skagensmalerne er en selvbevidst lille finesse, der understreges kraftigt i seriens introcredits. Bangs Sommerglæder er stadig en klangbund, der sætter en tone. I sproget, i handlingen. Provinssproget er velklingende, og for de fleste medvirkende noget, som hovedstadsområdet stedvist måske ville ønske undertekstet (måske er det en årsag til, at kritikerne ikke forstår serien). Serien formår i nogen grad at slippe af sted med at være såvel tilstræbt autentisk som komisk på samme tid.

Seriens evne til at lege med seerens bevidsthed omkring samtiden er i denne sæson mindre forceret. Men tidens udviklingstendenser er stadig vigtige indslag. Bilens stigende popularitet, aviser, telefonen, magasiner, standsforskelle, seksualitet, generationsbrud (mellem børn og forældre, mellem perioder). På mange måder er det veloplagt, at serien formår at parallelisere dengang med nu. Løsagtighed i økonomien. De brølende tyvere. Hastig medieudvikling. Aspekter af fortiden, vi måske i dag har glemt. Og burde lære af. Uden at løfte en pegefinger fortæller serien os samtidig noget om, at vi lige nu både har gjort – og måske stadig gør – meget lignende fejltagelser, der kan lede til større problemer.

Badehotellet er en ganske sød lille og ukompliceret sag om fjollede sammenstød mellem herskab for sig, tjenestefolk for sig, og mellem herskab og tjenestefolk. Moralen er dog også med, underspillet, et subspor. Hele tiden med tjenestefolkene i køkkenet som et evigt kørende kommentarspor til handlinger blandt de udstillede rigmænd og deres koner. Ja, sommeren er god i Nordjylland. Solen skinner. Lyset og varmen er dejlig. Det er mere end nødvendigt. Men lys og vejr spiller en vigtig symbolsk rolle gennem serien. Sit eget lille fortællespor. Og selvfølgelig skal vinterstormen rase, men børsen i New York bukker under. Havet bruser. Vinden suser. Og stænderne skifter plads. Måske. Nok til, at der er stof nok til at lade en tredje sæson vente. Hvem ved.