Den nye thriller The Loft er en genindspilning af en belgisk film fra 2008, der bar samme titel. I denne tidlige udgave er filmen spiller Matthias Schoenaerts (kendt fra bl.a. Bullhead) faktisk samme rolle som i den nye film og instruktøren er tillige den samme. Hvis man slår filmen op på IMDB, vil man ydermere opdage, at filmen faktisk en gang før er blevet genindspillet, nemlig i 2010. Denne tredje og næste inkarnation af fortællingen er, til trods for sin belgiske instruktør og hr. Schoenaerts tilstedeværelse, en film rettet mod et internationalt publikum.

The Loft lader tilskueren være vidne til en helt klassisk mordgåde med et twist. En gruppe bestående af fem venner beslutter sig i fællesskab at investere i en loftslejlighed uden at deres respektive koner og kærester ved noget om det. Kun fem nøgler til lejligheden bliver fremstillet, en ti hver og det er kun de fem gutter, der har koden til lejlighedens alarmsystem. Ideen er at lejligheden bliver et fristed, et hjem væk fra hjemmet og ikke mindst et sted hvor man kan forlyste sig med stoffer, pigebekendtskaber, elskerinder og ludere uden det vækker opsigt, eller en regning.

Umiddelbart efter denne præmis er præsenteret ligger der pludseligt en smuk, livløs kvinde i en sø af blod på sengen i lejligheden. De fem venner samles hurtigt og herefter går der ikke længe, før alle mistænker hinanden for drabet på blondinen. Filmen veksler strukturelt mellem denne nutidshistorie og så en række flashbacks, hvor seeren oplever fortællinger fra fyrenes fortid. Historier, der alle virker som om de har en indflydelse på hvem de hver især er og ikke mindst hvad de er i stand til hvis de bliver presset.

Det er ikke en mulighed for de fem at gå til politiet, da dette naturligvis vil medføre at deres hustruer bliver opmærksomme på det fælles lejemål og derfor også mændenes utroskab. Derfor beslutter de, selv at forsøge at komme til bunds i sagen og forsøger at afsløre hvem der har myrdet den unge kvinde. Seeren kan så sidde på sidelinjen og selv forsøge at afsløre morderen, eller morderne, før filmen selv gør det.

Mordgåden er helt klassisk, da mordet i det lukkede rum er lige så gammel som krimigenren selv, det et så blevet kombineret med et anden helt klassisk krimielement, nemlig det at morderen må befinde sig mellem et meget begrænset antal mistænkte. Dette kan eksempelvis opleves i en af Agatha Christies klassikere Ten Little Indians. Selv om aficionados af genren har set plotelementerne flere gange før, er The Loft stadig en ganske spændende og veloplagt thriller, der byder på både glimrende, højdramatisk skuespil og en masse både reelle og falske ledetråde, som den kvikke tilskuer kan hygge sig med.

Til gengæld har filmen også det problem, der ofte går igen i denne type af film, nemlig at den måske ikke er så spændende at gense, når man har set filmen én gang. Når sammenhængene er afsløret for os, er spændingen udløst og derfor er der næppe nogen grund til at se filmen igen, med mindre der er gået så tilpas lang tid siden man så filmen sidst, at man har glemt hvordan det hele hænger sammen.

The Loft er teknisk set ganske glimrende udført. Den er stilren hvad angår både iscenesættelse, framing og klipning og rent narrativt er der heller ikke noget at kritisere. Filmen har dog en bagvedliggende morale der bliver en anelse for tydelig, en morale der selvfølgelig fortæller os, at hvis man opfører sig så slesk og kynisk løgnagtigt som de fem venner i filmen, så bliver man straffet hårdt. For selv om alle vennerne i starten af filmen er med på ideen om at investere i et fristed hvor alt er tilladt, så skal det vise sig, at det måske mest af alt er en idé der fungerer i teorien.

Det er ikke fordi denne løftede, etiske pegefinger bliver en hemsko for filmen, for det er stadigvæk mordmysteriet og ikke diskussionen om ægteskab sat overfor skørlevned og utroskab, der ender med at være i fokus. The Loft ender med at fremstå som en ganske seværdig, fint fortalt og underholdende krimithriller, der holder hvad traileren lover.