Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Dicte (1. sæson) (450 min.) Købsfilm / SF Film
Anmeldt 21/9 2013, 09:24 af Kim Toft Hansen

En kvinde med skjulte fejl og mangler


En kvinde med skjulte fejl og mangler

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det har taget TV2 en del år at komme op i tempo. Konkurrenten DR har længe løbet længere på literen, og gør det stadig. Men på ét parameter er TV2 omsider kommet i form. Med tv-serien Dicte har de endelig fået seerne med. Og ikke kun i Danmark flokkes syvcifrede seere til skærmene. Serien er også blevet en eksportvare til de øvrige skandinaviske lande og til de regioner, der hellere omtaler nordisk drama under betegnelsen ’nordic noir’. Samtidig har serien også understreget provinsens muligheder via især Den Vestdanske Filmpulje, der er en af de finansielle hovedkræfter bag serien. Lokal filmstøtte har vist sit værd – og Aarhus er nu på det mørke krimikort over tv-serier.

Serien er baseret på fem af Elsebeth Egholms bestsellere. Personskade (2005), Selvrisiko (2004), Skjulte fejl og mangler (2002), Liv og legeme (2008) og Vold og magt (2009) er i nævnte rækkefølge omsat til en tv-serie på 10 afsnit. Hver roman er med andre ord oversat til dobbeltafsnit på tilsammen 90 minutter. Den opmærksomme lægger også mærke til, at rækkefølgen af romanerne er ændret, hvilket også har konsekvenser for, hvordan hele den personlige historie, der løber gennem alle romanerne, er fordelt på en anden – og bedre! – måde i tv-serien. Langt mere effektivt end Egholm får serien kædet sagerne, journalisten Dicte efterforsker, og hendes privatliv sammen.

Den tager udgangspunkt i hendes misforhold til hendes forældre fra Jehovas Vidner, der tvang hende til at bortadoptere hendes søn, da hun var 16. Denne historie er naturligvis også et etableret subspor i romanerne, men de fremstår meget klarere i serien, der får lov at udfolde de personlige indfiltreringer konstruktivt – og gør seriens føljetonspor tykkere. Det er allerede komplet utroværdigt, at Dicte falder over så mange kriminalsager i egen baghave, men det spor må suspenderes, for at serien skal give mening. Holdes det lidt hen, er serien faktisk en velskrevet og velplottet serie, der falder lunt ind i serien af skandinaviske successer på tv.

Elsebeth Egholm er selv i romanerne til falds for at gøre Dicte til en større heltinde, end hun reelt burde være. Gang på gang må seeren fortælle sig selv: ’søde Dicte, du har lige ringet efter politiet, hvorfor går du så selv ind i huset til den sindssyge morder’. Disse går desværre direkte ind i serien, der ikke formår at ændre på dette. Serien indskyder dermed en række fortælletekniske uklarheder, men også en tilpas velskruet dialog, der gør, at det gennemløbende er ret fin underholdning. Det er dog ikke en serie, der forsøger at gøre noget, der er ud over det ekstraordinære. Endda er seriens cinematografi utilpas rystet, og virker stedvist uplanlagt. Det er lidt synd, fordi Aarhus faktisk er en billedskøn by.

Sigtet med regional film- og tv-produktion som denne er naturligvis, at lokaliteterne sættes på land- og verdenskortet. Det er da også lykkedes med denne. Det er bare synd, at serien ikke helt udfolder Aarhus og omegn i det omfang, som det faktisk er muligt. De fleste skud fra byen er ensartede etablerende skud, der fortæller – lidt som i en sitcom – hvor vi er. Om vi er på politistationen, på avisredaktionen, på hospitalet og så fremdeles. Der kunne med den rette omhu godt kæles mere for vandløbene og centrum i byen. Det er samtidig overraskende, hvor mange scener, der absolut skal finde sted i centrum, når resten af Aarhus faktisk er temmelig scenisk.

Samlet set er det interessant, at TV2 endelig har udfordret DR’s monopol på tv-serier. Det sker også med en serie, der er det bedste, de har produceret. Derfor er det ikke så overraskende, at der er en sæson mere på vej. Indtil da må vi gense serien på denne netop udgivne dvd-udgave. Det er bare synd, at billedteknikken og redigeringen er stedvist svag, og at en hel del af nicherollerne er besat af halvsvage skuespillere (det er de nu også ofte hos DR). De fleste hovedpersoner er dog castet ganske godt. Især Lars Brygmanns versionering af Wagner er anderledes end romanernes – og dermed ganske godt gået. En for undertegnede halvsvag romanserie er hermed omsat til et bedre tv-produkt.


Forrige anmeldelse
« Nordvest «
Næste anmeldelse
» Game of Werewolves »


Filmanmeldelser