Når en ny actionfilm forsøger at sælge sig selv på sloganet ”fra instruktøren af Taken” og ydermere byder på en aldrende karakterskuespiller i hovedrollen som handlekraftig helt, er det svært ikke tænke sit. For når man i filmens fortekster opdager, at Sean Penn ud over at have hovedrollen også er medproducent på værket, så er mistanken nærliggende. Har Penn tænkt sig at få lidt mere fut i karrieren, lige som Liam Neeson gjorde det via sin rolle i netop Taken?

Hvad enten man tilslutter sig denne kulturkapellans konspirationstanker eller ej, så skal det indledningsvist siges, at Sean Penn nok ikke umiddelbart vil opleve en lige så stor efterspørgsel, som hans irske kollega fik det. For selv om The Gunman bestemt ikke er nogen dårlig actionfilm, så er hører den heller ikke til den slags thrillers, som vil blive husket i mange år frem. Faktisk er det lidt beskæmmende, hvor lidt man egentlig kan huske af filmen, idet man blinkende træder ud af biografens mørke. For selv om det er en ganske spændende og velorkesteret thriller, så formår den desværre heller ikke at skille sig bemærkelsesværdigt ud fra mængden af lignende.

Allerede i anslaget får man præsenteret filmens centrale trekantsdrama. Vores hovedperson Terrier (Penn) arbejder i Congo sammen med nogle NGO’er som sikkerhedsvagt. Han er dybt forelsket i Annie, der laver velgørenhedsarbejde, når ikke hun trisser rundt i en løsknappet skjorte i deres soveværelse. Felix er også lun på Annie, men hvad kvinden ikke ved er, at både Felix og Terrier i al hemmelighed arbejder som lejesoldater. De får af deres chef til opgave at slå den congolesiske udenrigsminister ihjel, hvilket forårsager at landet kastes ud en politisk og social krise, samtidig med at manden, der trykkede på aftrækkeren – Terrier - bliver nødt til at flygte ud af Congo med det samme.

Vi springer nu en del år frem, for de enkelte medlemmer i gruppen af lejesoldater bliver nu tilsyneladende myrdet en efter en. Terrier er vendt tilbage til Congo, denne gang udelukkende med hensigten om at udføre hjælpearbejde, men uden Annie, som han af indlysende årsager ikke har haft kontakt med siden den skæbnesvangre dag. Terrier angribes pludselig af en lille gruppe, veltrænede soldater, som han, takket være hans erfaring med den slags, kan se ikke hører til de lokale militser. Han gætter på, at de i stedet er blevet hyret til at dræbe ham og skaffe beviser om Terriers død til deres arbejdsgiver.

Selv om vores hovedperson ellers har opgivet sit tidligere liv og tillige har fået en diagnose, der gør at forhøjede stressniveauer og alt for høje lyde (f.eks. skud og eksplosioner) tvinger man i knæ og får det til at sorte for hans øjne, beslutter han sig for at komme til bunds i sagen. Kort sagt har vores før så seje, handlekraftige helt fået tilføjet en akilleshæl, der helt efter bogen viser sig i de allermest pressede situationer. Dér hvor han i virkeligheden havde allermest brug for at være kampklar, dratter han nu om på jorden og fråde om munden som en gammel kone. Det er heldigvis ikke i alle kampscener dette sker, for så ville filmen hurtigt have været slut, men kun der hvor han selvfølgelig er tættest på at få has på überskurken.

Fremdriftselementerne i filmen er derfor dels et spørgsmål om, hvorvidt det på den ene side lykkes Terrier at genfinde hans elskede Annie, og på den anden side, om han finder frem til de skumle bagmænd, der er i færd med at udrydde lejesoldaterkammeraterne. Det er nok ikke svært, for de der har set masser af denne slags film, at komme med et kvalificeret bud på udfaldet.

The Gunman er på ingen måde en ny Taken, for selv om der er en række virkeligt gode skuespillere med: Javier Bardem, Idris Alba og Ray Winstone, så er fortællingen, der er baseret på romanen The Prone Gunman af Jean-Patrick Manchette, desværre alt for ordinær og forudsigelig.

Der er passager i filmen som sagtens kunne være klippet langt strammere, for der er en tendens til at nogle dialogscener bliver trukket lidt for meget i langdrag. Sådanne scener kan i nogle film sagtens styrke suspense-niveauet, men i The Gunman tilfælde sidder man blot og ønsker, at filmmagerne ville smide en actionscene ind i stedet for.

Når det er sagt, så fejler actionsekvenserne bestemt intet. De er orkestreret lige så effektfuldt som dem, man husker fra eksempelvis Taken. Iscenesættelsen af nærkampe, skuddueller og deslige er helt i top, for som i de bedste actionfilm, så fornemmer man helt klart at være en del af disse. Dette nærvær kunne man dog godt savne i resten af filmen, for selv om vor helt er plaget af både fortidens synder og hans fysiske skavanker, så bliver han aldrig så vedkommende eller sympatisk en figur som måske var hensigten. Subteksten og moralen i The Gunman handler jo et eller andet sted om, hvad man som person skal gøre for, at man kan få tilgivelse for fortidens synder og ugerninger. En morale, der i dette tilfælde bliver smurt på i et lidt for tykt lag, og som sammen med de øvrige anker præsenteret ovenfor trækker ned i helhedsbedømmelsen.