Der er sket en hel del siden James Wan med forholdsvis beskedne midler kreerede en meget ubehagelig, klaustrofobisk og intens gyserfilm i den første Saw. Inden folk kunne nå at sige ”det var Jigsaw, der gjorde det”, var der lavet en fortsættelse, som både ville overgå den første film i sadisme, men som samtidig også kreerede den læst, som de andre Saw film er skåret efter.

Man tager en masse knap så uskyldige ofre. Placerer dem i en lang række diabolske dødsfælder, så tilskueren kan se dem blive hudflettet, mast, knækket og stukket på en lang række opfindsomme måder. Det hele er iscenesat som en syg leg af en skummel bagmand, der ikke alene er i stand til at forudse præcis, hvordan hans ofre vil reagere, men som også er så klog, at han hele tiden undgår at blive fanget af politiet.

Dernæst skal man have en masse mere eller mindre komplekse intriger, der ikke alene kan forklare ofrenes gensidige forhold, men som også synes at pille ved ideen om etik, og om hvorvidt retfærdighed er bedst placeret hos politiet eller hos en psykopatisk opfindertype. Endelig sluttes det hele af med et ondskabsfuldt og overraskende twist, der som oftest vender den fortalte historien lidt på hovedet, og som ikke mindst sørger for, at der kan laves en fortsættelse i god tid til næste års Halloween.

Selv om denne formel gælder for alle film i serien, så kan man dog stadig drages ind i biffens mørke ud fra både den sadistiske trang til at se gode special effects, der med deres nødvendige insisteren på det groteske og udkrængende voldelige vil forsøge at tvinge os til at kigge væk fra lærredet i afsky, men måske også ud fra en basal nysgerrighed omkring, hvordan filmskaberne dog kan blive ved og ved med at koge blodsuppe på det samme sylespidse søm. Især taget i betragtning af at vi allerede i Saw IVs åbningsscene så filmseriens hovedskurk blive obduceret.

Løsningen er forholdsvis enkel. Saw V starter i samme øjeblik, som forgængeren sluttede. Den ene politimand, Hofmann, lukker den anden efterforsker Strahl inde i et rum sammen med resterne af Jigsaw og en bunke døde, som den sidste film efterlod. Det stopper dog ikke dér, for det lykkes Strahl med nød og næppe at undslippe en ubehagelig dødsfælde, og han går efterfølgende i gang med at efterforske sin kollegas relation til hele efterforskningen.

Det går hurtigt op for Strahl, at Hoffman muligvis har været mere end blot en grundig efterforsker. Muligvis har Hoffman ligefrem været den medhjælper, som nogle mente Jigsaw havde haft i hans jagt på at orkestrere den ene mere uhyggelige gerning efter den anden. Strahl opdager blandt andet, at et mord - som pressen og politiet harve tilskrevet Jigsaw - muligvis var et copycat-mord udført af Hoffman selv som en slags hævnaktion. Ofret var i al fald Hoffmans søsters morder, der på grund af en teknisk fejl kun afsonede en brøkdel af den livstidsdom, han havde fået for sin udåd.

Samtidig følger vi fem tilsyneladende uskyldige ofre, der alle er fanget i den samme kælder. De er alle meget forskellige, men der er tydeligvis en forbindelse med dem, som langsomt bliver afsløret, idet filmen skrider frem. Det er også disse fem, der bliver udsat for det sædvanlige opbud i sadistiske fælder og snurrende rundsave. Hvem der har anbragt dem i kælderen eller med hvilket formål, skal naturligvis ikke afsløres her, blot at de, nærmest som i et væmmeligt computerspil, går fra rum til rum, fælde til fælde og, lige som i Agatha Christies berømte kriminalroman Ten Little Indians, må stille træskoene en efter en.

Det er ikke den eneste litterære reference, for filmen åbner med en fælde, der er hentet direkte ud af Edgar Allan Poes "The Pit and the Pendulum", og for så vidt er det langt det mindst originale indslag. Nuvel, ofret får under pendulet valget om at få stoppet pendulet ved at frivilligt lade begge sine hænder knuses i de håndknusemaskiner, som belejligt er placeret på hver side af briksen – men alligevel. Det virker, som om de sadistiske forfattere er ved at løbe lidt tør for ideer, hvad angår de kreative dødsfælder, som måske i sidste ende er filmens egentlige hovedperson.

Saw V er i retrospekt en ulogisk, især set i forhold til de andre film, men det er jo ikke på grund af logikken, at gorefans drages mod serien. Det er derimod den udpenslede voldspornografi, der lokker. I femmeren virker den desværre en lille smule tammere end ellers. Måske er det, fordi det netop ikke er nærværende anmelders ynglingsfobier, der bliver brugt, eller også er det, fordi man efterhånden er blevet så vant til grusomhederne, at de ikke længere rører en så dybt. Saw V skridter lige så mekanisk og taktfast frem som mange af Jigsaws dødsmaskiner, men uden meget af den nerve, der var at spore i del IV. For de der virkelig foretrækker at gyse over fascinationen af leg og død, bør i stedet kaste sig over Michael Hanekes Funny Games, der langt mindre grafisk, men langt mere psykologisk beregnende og næsten ubærligt tackler vores tabubelagte fascination af døden på film.