Du kender det sikkert? Man sidder i gode venners lag og husker sammen tilbage til dengang vi var unge. Dengang verden var et mere uskyldsrent sted. Dengang man kun tænkte på bajere og fisse. Dengang musikken var ét hak bedre. Dengang man befandt sig et sted mellem barndommens naivitet, men lang tid før voksenlivet for alvor blev alvorligt. En tid uden ansvar for meget andet end sig selv. Dengang man røg sig skæv for første gang sammen med en ven og filosoferede til den lyse morgen. Dengang hvor sommerferien forekom nærmest uendelig lang og man måske var så heldig at blive virkeligt forelsket.

Disse følelser synes instruktør Richard Linklatter at være blandt de bedste til at formidle på film. Hans seneste film Everybody Wants Some!! (der straks fik nærværende anmelder til at tænke på den ikoniske firserfilm Better Off Dead) er en slags åndelig og indholdsmæssig efterfølger til Dazed and Confused, Linklatters anden rigtige spillefilm. Hvor sidstnævnte foregik i løbet af de allersidste dage i High School i 1976, foregår Everybody Wants Some!! i tre dage op til starten af college i 1980.

Linklatter er om nogen en filmmager der kan få virkelig meget ud af ingenting. Tænk bare på film som Before MIDNIGHT, hvor en mand og en kvinde bare snakker sammen i et par timer. Nogle vil mene at hans film er en hyldest til hverdagen, til helt ordinære ting og ikke mindst til samtalen. Samtalen med et indhold. Selv om stort set alle mandens film handler om folk, der konverserer med andre om livets små og store spørgsmål, er der næsten i alle disse dialoger et gennemgående projekt, som forsøger at finde mening eller i det meste et fornuftigt indhold i karakterernes liv. Samtidig er Linklatter også eminent til at videreformidle erindringer.

Nuvel, det er sikkert ikke alle der var unge i 1980 som voksede op et sted i Midtvesten i USA, men har man alderen til at huske hvordan det var at være ung i 80’ernes Danmark, er der sikkert også flere ting i Everybody Wants Some!! der virker velkendte. Det er sikkert kun få af vore læsere der, som filmens egentlige hovedperson, har prøvet at komme på college på et sportsstipendiat, men til gengæld kan de fleste relatere til store dele af det funky soundtrack, som ledsager de unge mennesker i filmen. Alternativt kan man måske huske tøjet, klistermærkerne, plakaterne eller bare følelsen af at have hele livet foran sig.

Der er sikkert nogle filmfans, der vil savne fremdrift i filmen, for ud over at feste og snakke om det andet køn, er der ikke meget handling. Filmen varer også næsten to en halv time og kan opfattes af de mere utålmodige som lidt af en prøvelse, men det har heller ikke været Linklatters projekt at skabe en plotdreven film. Den virker som en ikke-neurotisk udgave af Woody Allen, med et lige så stort persongalleri, troværdige figurer og hvor det både er samtalen, dynamikken i og mellem de forskellige klikker og vennegrupper og ikke mindst miljø- og periodeskildringen har været det som optager filmmageren.

Selv om Everybody Wants Some!! måske ikke ligefrem bliver en ny Dazed and Confused så er det knageme tæt på, for Linklatter har et fast greb om både sine figurer og de miljøer han skildrer. Uden anden sammenligning, så kan han et af de greb, som har sikret den norske tv-serie SKAM så stor en succes. Linklatter formår nemlig at skildre unge, som netop unge i stedet for at forfalde til flade, stereotypiske karikaturer, eller unge skildret fra et ”voksent” perspektiv.

Selv om Linklatter arbejder i datidsformen, så er hans cinematografiske version af firserne så kærligt skildret, at man nærmest kommer til at savne den tid så intenst mens man ser filmen, at det er lige før man frivilligt vælger at iføre sig bredt, brunt fløjl og cowboybukser med så meget svaj, at man ville kunne bruge dem som tomandstelt på Roskildefestivallen, bare for at kunne få lov til at være med til en enkelt af de fester, som filmen skildrer.

Det bliver måske lige vel for meget (og dette italesættes også i dialogen) da drengene som vi følger, den første aften tager på det sejeste funkdiskotek man kan forestille sig, den næste aften danser linedance med cowboypiger og aftenen efter tager til intens punkkoncert med ham roden fra high school. Dette kunstgreb er helt accepteret, for uanset om man er til højt hår, cowboyhat eller sikkerhedsnål i øret, så har filmen på den måde noget for enhver smag. Vi inviteres også med til de kunststuderendes fest.

Endelig formidler filmen den første, spirende kærlighed så fint, at man kun ønsker den unge hovedperson og dennes udkårne alt godt for fremtiden. Everybody Wants Some!! er derfor en varm, filmisk krammer fra 1980, lavet i 2016, med en utrolig sans for at formidle nostalgi, så det hverken bliver påtaget eller klægt. Så find dit indre bipspil frem, sæt Sugar Hill Gang på pladespilleren og tag med på en rigtig fin tur tilbage i tiden samen med Mr. Linklatter.