Cecilie hedder en ny dansk film, som er profileret på, at folkene bag også stod bag Kongekabale. Filmen er nemlig skrevet af Nikolaj Arcel og Rasmus Heistenberg, der også stod bag manuskriptet på det, som Arcel kaldte for Danmarks første Spielberg-film, De fortabte sjæles ø. Kongekabale kan der siges meget godt om, og stilsættende i dansk film var den da også – en ”blåfiltret” stil, der går igen i Cecilie. Men man skulle da tro, også siden de har givet manuskriptet videre til instruktør Hans Fabian Wullenweber, at Cecilie var et stykke kasseret sideprojekt, der ikke har fået den særlige opmærksomhed, som skaber en god film. For filmen er nok den dårligste danske film i 2007.

Den handler om Cecilie (Sonja Richter), der netop er flyttet ind i et nyt hus med sin kæreste for at begynde et nyt liv efter et længerevarende psykisk sammenbrud. Men det er tilsyneladende ikke overstået endnu, idet hun kort tid efter igen begynder at høre lyde, se syner og ellers krybe dybt ind i sig selv. Men det viser sig – til alles overraskelse (?)– at hendes oplevelser har ligheder med et mord, der skete for mange år siden. Og gæt nu engang, hvad filmen går ud på? Ja, ganske rigtigt! Sonja skal hjælpe dette genfærd med finde den rette morder, så vedkommende kan hvile i fred.

Det har længe været overraskende, hvordan dansk film har kunnet genskabe sig selv og sin succes – både kritisk og kommercielt, men det kan af samme grund være overraskende, hvordan sådan et stykke dårskab som Cecilie kan komme igennem et ellers udmærket, selvkritisk system. Historien er set så mange gange før, at den falder uheldigt forudsigeligt ud kun til fordel for den, der kan lide at gætte gennemskuelige mordergåder. Det er gennemført klassisk horror pudset godt af som en krystalklar psykologisk thriller, der byder på nærmest intet nyt – andet end et par kreative vinkler og kameragange, der antyder nogle af fortællingens kringelkroge. Men denne kreativitet er nærmest også bare med til at skabe forudsigelighed, fx da kameragangen i starten fortsætter gennem vinduer. Aha, tænker den velbevandrede gyserseer, nu skal vi vist have os en spøgelseshistorie.

Ikke nok med det! Skuespillerne er tillige instrueret, som skulle de læse op fra en teleprompter – med den eneste klare undtagelse i Sonja Richter. Specielt Claus Riis Østergaard og Anders W. Berthelsen spiller, så selv den mest gigtplagede må krumme tær. Det eneste, der for så vidt kan forsvares, er filmens stil, da den er rimelig velproduceret, men den er desværre også set mange gange før. Så uden hæmninger vendes alle kroppens tommelfingre så meget nedad, at det bliver svært at komme op igen.