Det er meget svært at skrive noget om The Rolling Stones, som ikke allerede er skrevet, men en ting er sikkert, og det er, at det er meget svært ikke at have respekt for disse herrer. Man kunne måske have frygtet, at der for længst ville være gået Shu-bi-Dua i drengene, men som de gang på gang beviser til deres koncerter så er de ikke alene levende rocklegender, de er også så energiske, at de på en god dag kan udkonkurrere bands, hvis medlemmer er fyrre år yngre end dem selv.

Der er ingen grund til at gå i detaljer omkring selve indholdet af Shine a Light, for det er så glimrende beskrevet af Claus Krogholm andetsteds i kapellets krinkelkroge. Derimod kan man sagtens knytte nogle kommentarer til såvel billederne, lydsiden og ekstramaterialet på DVD udgaven.

Selv om nye filmformater konstant skyder op, og DVD efterhånden må føle sig truet af BluRay, så skal man have ret gode øjne for at udsætte noget som helst på Shine a Light DVDen. Billederne står så knivskarpt, at man kan aflæse selv de mindste furer i Keith Richards evigt hærgede ansigt. Den gode billedkvalitet bliver især tydelig, idet billederne fra koncerten uvilkårligt kommer til i at stå i skærende kontrast til de mange arkivklip, Scorcese har valgt at lægge mellem numrene.

Selvom mange nyere koncertfilm til fulde udnytter de mange muligheder, der er for at skabe en følelse af at være med bandet på scenen, idet man udstyrer kamerafolk med kompakte, digitale, HD-kameraer, så er det helt tydeligt, at Scorcese har valgt at satse på store, uhåndterlige filmkameraer, der på skinner og monteret på kraner sørger for, at alle billeder af de lidt for senede, unaturligt tynde og karakterfulde rullesten fremstår meget flotte. Man kan selvfølgelig indvende, at fyrene i forvejen er så fotogene og karismatiske, at filmen sagtens kunne havet været en succes uanset hvilke optageformer, der var blevet valgt, men man kommer ikke udenom, at den rolige billedside er et godt valg, som blot forstærker den energi, selve bandet går på scenen med.

Optagelokationen - the Bacon Theater i New York – tilføjer ud over nogle virkelige nydelige omgivelser til koncerten en helt fantastisk akustisk ramme. God lyd er jo et must for alle koncertfilm, men idet filmen blev udsendt i biograferne samtidig med, at der også kom en CD i handelen, er der uden tvivl blevet brugt rigtig meget energi på at lave et ordentligt lydmix. Det træder i hvert fald virkelig i karakter hvis man er så heldig at have mulighed for at se filmen på et anlæg, der understøtter den glimrende overførsel til 5.1 Dolby Digital surround.

Ekstramaterialet kunne der godt være gjort lidt mere ud af, eksempelvis kunne det have været fedt at få mere information fra Scorcese. Måske ville et decideret kommentarspor virke lidt fesent, med mindre det var med både instruktør og de fire bandmedlemmer. Scorcese holder sig i ekstramaterialet ganske som i hovedfilmen meget i baggrunden. Man kan selvfølgelig mene, at det er en film, der skal vise Stones og ikke en New Yorker-instruktør, men eksempelvis kunne man godt have ønsket sig en bedre making-of film, som kunne afsløre lidt mere om eksempelvis teknikken bag filmen, eller forholdet til de fire centrale hovedpersoner.

Ekstramaterialet byder også på fire ekstranumre; Free to do whatever I want, She’s my little Rock’n’Roll, Black og Under Cover of the Night – hvoraf det giver god mening ikke at inkludere det sidste, idet det er en ret flad udgave af dette. Dertil kommer et kvarters ”feature”, der faktisk blot er materiale, som sagtens kunne have været en del af selve filmen. Flere arkivklip krydret med nye optagelser af Stones, der jammer på scenen, snakker med hinanden og med nogle af de prominente gæster som både overværede og deltog i showet, mest morsom er nok anekdoten Buddy Guy fortæller drengene.

Alt i alt er Shine a Light en rigtigt god koncertfilm, der selvfølgelig fungerer allerbedst, hvis man i forvejen er pjattet med Stones - men selvom man måske ikke er den mest dedikerede fan, kan man ikke undgå at blive imponeret over deres professionalitet og spilleglæde. Stones er ikke længere lige så provokerende som de unge mænd, som vi møder på arkivmaterialet, og selv om filmen ikke er noget decideret portræt af de fire bandmedlemmer, så lykkes det alligevel at tegne et billede af fire individer, som besluttede sig for at lave et band. En samling engelske knægte, der stadig giver håb til alle de, der påstår, at livet er slut, når man først har passeret de 40.