Sjette og foreløbigt sidste kapitel om Anikka Bengtzon. På film. En plads i solen er netop ude på købefilm. Det er agurketider på Kvällspressen. Indtil Anikka falder over en sag i Malaga, hvor en svensk familie er blevet gasset. Sagen udvikler sig, med fare for Annikas eget liv. Og med stridspunkter, der trækker tråde ind i international svindel og politiske problemer.

Denne sjette film i serien er i stil og fortælling meget lig de fem første. Det er regulære standardværker baseret på en af Sveriges bedst sælgende krimiforfattere. Lidt for regulære muligvis. Men Nobels testamente og En plads i solen omslutter på mange måder serien. Med danske Peter Flinth som instruktør på begge. Begge film er de mest spektakulære.

Gennem Marklunds forfatterskab bliver hun bedre til at koble det feministiske spor, sin krimiintrige og den samfundskritik, der tiltager gennem bøgerne om Bengtzon. En plads i solen – den næst seneste roman om den påtrængende journalist – er en af Marklunds mest samfundskritiske. Med sit fokus på korruption og transnational økonomisk svindel.

Som fortælling, alene som film, er En plads i solen blandt de mere vellykkede i serien. Den formår for alvor at koble de spor, der interesserer Marklund. Og i filmen. At passe børn. At passe sit arbejde – lidt for godt. At være en efterforsker forklædt som journalist. Eller omvendt. Alt sammen bindes fint sammen i filmen her.

Problemet i nogle af filmatiseringerne har været nogle lette løsninger, nogle pudsige spring, fordi romanerne kan bære mere kompleksitet end filmene. Problemet er naturligvis, at tv-filmen skal fylde 89 minutter. Præcist. Og det kan være svært, at få alle mellemregninger med. Således dog også En plads i solen. Intrigen er simpelthen for gennemskuelig. Udtænkelig.

Plottet hænger faktisk bedre sammen hos Marklund, end de kommer til i flere af disse film. Filmen En plads i solen forsøger også – fatalt fra starten – at fortælle gennem det visuelle, hvor romansproget kan ’gemme’ flere detaljer. Derfor kommer det aldrig til at være helt spændende, hvem den ’tredje gerningsmand’ er. Og om det reelt er en mand.

Serien baseret på Liza Marklund vil uden tvivl få sit publikum. Den har sit publikum. Noget kunne dog tyde på, at skandinavisk krimiproducent nr. 1 – Yellow Bird – savner kreative indspark. De vedkender sig eksplicit, at de anser krimien som en industri, der kan skabe fokus på lokalmiljøet omkring Sydsverige. Det er de også f*ndens gode til.

Men industrialister kan glemme, at film også kan være mere end industri. At film helst skal være det. Det kunne de med Wallander, og de formåede faktisk at omsætte Stieg Larssons halvsvage bøger til [http://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=764]en ret god tv-serie. Liza Marklund-serien har sine momenter. Men er gennemsnitlig. Lidt middle of the road.