”xXx møder Blade Runner” står der som salgsargument på coveret til science fiction-filmen Babylon A.D. Men det ville vist være mere passende, hvis der havde stået ”fin instruktør møder rodet manuskript”. For filmen er i den form, som er kommet på DVD og i vore biografer, en meget rodet affære.

Det startede ellers som et meget personligt projekt for instruktøren af La Haine og De blodrøde Floder. Kassovitz havde puslet med ideen i fem år, før det endeligt kunne realiseres. Han var blevet grebet af Maurice Dantecs komplekse science-fiction roman Babylon Babies og kunne se de filmiske potentialer i den. Men både forskellige nævenyttige producere, usle samarbejdspartnere og en masse manusændringer, som instruktøren ikke kunne ændre på, gjorde livet endog meget surt for Kassovitz, der selv har udtalt, at han er meget utilfreds med den færdige film. Filmen er i dens nuværende form så kraftigt beskåret, at en del af filmens vigtigste pointer ifølge instruktøren er endt på gulvet i klipperummet.

Babylon A.D. er en film, der faktisk starter glimrende, men som i dens sidste tredjedel hurtigt udvikler sig til en sand irritation for tilskueren. Vin Diesel spiller den barkede lejesoldat Toorop, som har hjemme i en forfalden og forarmet del af det tidligere Østeuropa. Billedsiden i filmens anslag bringer minder om eksempelvis Bilals dystre fremtidsvisioner (minus ægyptiske guder) og Children of Men. Toorop overtales med skarpladte geværer til at påtage sig en ny opgave. Han skal eskortere en ung kvinde fra et afsidesliggende kloster sikkert til New York. Til gengæld vil Toorop få et DNA-pas, der atter kan give ham adgang til det forjættede Amerika, som han ellers er blevet udvist fra.

Med sig fra klosteret har den unge kvinde en slagkraftig kvindelig hjælper, der spilles af Hong Kong-legenden Michelle Yeoh. Deres færd bliver farlig, for der er en hel del andre organisationer, som er interesseret i at få fingrene i pigen, og der sås også tvivl om, hvorfor hun egentlig er så værdifuld. Der gisnes undervejs om, at hun muligvis er et slags levende, biologisk våben, men sandheden skal vise sig at være en hel del mere metafysisk.

Trods alt byder filmen på en række meget visuelt opfindsomme scener: terrorbomben på togstationen; gangsteren Gorskys pansrede mandskabsvogn, hvis interiør er udstyret med enorme fladskærme, som gengiver grønlige videobilleder af den natsorte verden udenfor; eller for den sags skyld u-båden, der begynder at dykke, da den ikke kan huse flere af de flygtninge, som er mødt op. Disse scener ændrer dog ikke på helhedsindtrykket, for det er, som om filmen ikke rigtigt finder et ben at stå på.

Selvom der er actionscener i filmen, vil det være forkert at betegne den som egentlig actionfilm, for i kontrast til de andre actionbrag, Vin Diesel har optrådt i, er Babylon A.D. alt for eftertænksom og introvert. Der er heller ikke nok samfundskritik og filosofi indlejret i filmen til, at den for alvor bliver en film, man husker for dens synspunkter og værdier.

Slutresultatet er til trods for både opfindsom scenografi og labre billeder en film, der aldrig bliver hverken medrivende, særlig interessant eller for den sags skyld vedkommende. Selv om Vin Diesel faktisk synes ganske godt castet i rollen Toorop, så evner han ikke at spille den særligt nuanceret, noget som rollen synes at kræve. Alle karaktererne synes på den måde enten klichefyldte, karikerede eller i værste fald roller, som skuespillerne, der portrætterer dem, ikke selv tror fuldt og fast på. Det er næppe Kassovitz’ skyld, idet han for længst har bevist, at han er en glimrende personinstruktør.

Et sidste kuriosum i forhold til spillerne er, at denne film, på trods af sine amerikanske penge i ryggen, kan betragtes som en meget fransk film, både i forhold til romanforlægget, instruktøren og naturligvis i kraft af, at Gerard Deperdieu har sneget sig med i den. Det er som om, at hvis en fransk instruktør skaber en film, så har Depardieu kontraktuelt krav på at være med – og selv om han er sminket til nærmest ukendelighed, som den slimede, halvfede gangster Gorsky, så synes hans optræden også at være den rene parodi.

Slutningen på filmen – og dermed også løsningen på mysteriet om den unge kvindes evner – er helt klart filmens svageste øjeblik, og når man endelig når frem til denne, er langt de fleste seere sikkert for længst sprunget fra den filmiske togulykke, som Babylon A.D. desværre er blevet til. Traileren var ellers så lovende.